En ting er, at det er træls at få en bøde for en trafikforseelse på kør selv-ferien i udlandet ind af brevsprækken, når man er kommet vel hjem til Danmark. En anden ting er, hvordan du skal forholde dig: Hvordan sikrer du dig for eksempel, at bøden er rigtig nok, hvad kan man i det hele taget risikere at få bøder for på sin biltur i Europa, hvor store beløb taler vi om, og hvordan klager du, hvis bøden er fejlagtig? Det får du svar på i denne artikel.
Hvad kan du risikere bøde for?
Som bilist i udlandet er der en lang række forhold, du kan risikere bøde for. Du kan naturligvis få bøder for at køre hurtigere end tilladt, og for ikke at overholde gældende færdselsregler. Derudover kan du få parkeringsbøder. Du kan også få bøder for ikke at overholde miljøzoneregler eller regler om korrekt miljømærkning af bil og for manglende betaling på betalingsveje osv.
Hastighedsbøder og færdselsforseelser som hører under politiet, kan blive opkrævet på stedet. Sørg altid for at få en kvittering for en bøde betalt på stedet.
Vær opmærksom på, at det ikke er usædvanligt, at et udlejningsfirma tager et opkrævningsgebyr for at blive kontaktet af det lokale politi i forbindelse med en færdselsforseelse. I de fleste lejekontrakter vil det fremgå, at biludlejeren har ret til at tage gebyret.
Hvem kan inddrive bøder i Danmark?
EU-lande kan selv inddrive en bøde i Danmark uanset bødestørrelsen. Rent praktisk betyder det, at myndighederne i de øvrige EU-lande får adgang til det danske motorregister i forhold til en række specifikke trafikforseelser og derefter kan sende en bøde til dig.
Selvom du er kommet hjem fra ferie, kan du altså godt pludselig modtage en bøde for en trafikforseelse, som du har begået på din ferie.
Derudover kan en række europæiske lande via de danske myndigheder inddrive bøder i Danmark, så længe bøden er over 70 euro.
Pt. kan følgende lande inddrive bøder i Danmark via de danske myndigheder:
Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Holland, Letland, Litauen, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Hvis bøden ikke kan inddrives via de danske myndigheder, er det ikke usædvanligt, at den udenlandske myndighed forsøger at inddrive bøden ad anden vej, f.eks. via et inkassobureau.
Hvor stor er bøden?
I oversigten herunder kan du se en række bødetakster for færdselsforseelser i europæiske lande.
Hvordan klager du over fejlagtig bøde?
Som udgangspunkt skal du altid betale en bøde, du har fået på en ferie i udlandet, hvis den er reel. Hvis du derimod mener, at bøden du har modtaget, er forkert, så klag over den hurtigst muligt. På de fleste opkrævninger er der skrevet, hvor en indsigelse skal sendes til, og hvad klagefristen er.
Især hvis der er tale om en udlejningsbil, bør du undersøge, om bøden rent faktisk er fra den periode, hvor du brugte bilen og i det område, du befandt dig i – så du ikke ender med at betale en anden billejers bøder.
Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe klagen an, kan du som medlem af FDM altid få råd og vejledning af FDMs juridiske medlemsrådgivning.
Hvordan kan du tjekke om bøden er falsk?
Da bøder fra udlandet ofte er skrevet på et fremmedsprog, og også ser helt anderledes ud end danske bøder, kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt bøden i postkassen er reel.
Hvis du er i tvivl, kan du kontrollere følgende:
- Tjek om tid og sted passer med din færden (område, tid og klokkeslæt).
- Tjek om der er dokumentation i form af et billede (gælder for fartbøder) – billedet kan enten være sendt med, eller også vil der ofte være et link, hvor du kan se billedet.
- Tjek om det er den rigtige nummerplade.
- Tjek om bødens størrelse passer med forseelsen.
- Tjek om det firma eller myndighed, der fremsender bøden, eksisterer.
- Tjek om bødekravet er forsynet med et referencenummer.
Falske bøder er ikke et udbredt problem. Her hos FDM hører vi kun meget sjældent om medlemmer, der har oplevet at modtage falske bøder.
Tip: Undersøg færdselsregler hjemmefra
Du bør hjemmefra orientere dig om færdselsreglerne i de lande du skal besøge, og ved ankomst til landet orientere dig om eventuelle lokale regler, så du altid overholder færdselsloven i det pågældende land, og undgår eventuelle bøder.
Har du brug for hjælp?
Har du fået en bøde i udlandet, du ikke mener er korrekt, så husk, at du som medlem kan kontakte FDMs juridiske medlemsrådgivning.