Vinterdæktest 2017

Viden

De nye vinterdæk klarer testen flot, men enkelte mærker – særligt de asiatiske – klarer ikke kørsel på våd vej særlig godt. Brug testen til at finde frem til de dæk, der bedst passer til dit behov i den kommende vinter.

Vinterdæktest 2017
Fotograf:
Foto
ADAC

Vinterdæk skal naturligvis klare sig godt, når temperaturen falder til minusgrader, og vejene bliver isede, snedækkede og glatte. Men tænker man tilbage på de seneste vintre, står det klart, at de fleste dage faktisk er kendetegnet ved små plusgrader og våde veje.

Det er derfor netop i dette føre, at dine vinterdæk skal klare sig allerbedst. For det er på disse veje, at hastigheden er størst, og behovet for at kunne bremse hårdt er mest udtalt.

Derfor indgår vinterdækkenes egenskaber på våd vej med hele 30 procent i den  samlede karakter, når FDM uddeler point til de mange dæk, vi igen i år har testet i en stor fælleseuropæisk dæktest.

Bestil Vejhjælp Guld inkl. hjulskifte

Bilklubbernes arbejde giver bonus

Tidligere gav denne vægtning problemer for en stor del af dækproducenterne, der traditionelt fokuserede mest på egenskaberne på sne og is, når der skulle udvikles nye vinterdæk. Men nu har bilklubbernes fokus på sikkerhed på våde veje i stigende grad givet bonus, og de nyeste og bedste vinterdæk er derfor blevet rigtig gode til at stå fast på våd vej.

Årets test af vinterdæk omfatter de to populære størrelser 15 og 16 tommer

 

En god udvikling, der gør det endnu mere sikkert at køre med vinterdæk om vinteren på sjaskvåde danske vinterveje.

Dæk til minibiler og SUV'er

Årets test af vinterdæk omfatter de to populære størrelser 15 og 16 tommer. Det er den størrelse dæk, man finder på biler i miniklassen, der er den mest solgte bilklasse herhjemme, og i den lidt større mellemklasse.

Særligt de store dæk er af en dimension, man også i høj grad finder standardmonteret på de populære SUV-modeller, der i øjeblikket sælges mange af.

Har du købt eller leaset en sådan bil i år, er det altså nu, du skal til at finde frem til de dæk, der skal sidde på bilen i de kommende måneder, og her er denne test en stor hjælp.

Hører du i stedet til dem, der har haft en bil med vinterdæk i flere år, er det nu, du skal ud og måle mønsterdybden. Er den tre millimeter eller derunder, bør du udskifte dem nu. Vinterdæk med mindre mønsterdybde er ikke egnede til vinterkørsel, da dækkene ikke kan få tilstrækkeligt greb i vejbanen i vinterføre.

Se årets vinterdæktest

Test af 15 tommer dæk

Selvom mange dæk er blevet bedre til at stå fast på våd vej, er der stadig forskel på dækkene, når alle resultater tælles sammen. Bedst i 15-tommersgruppen er igen i år det ret nye vinterdæk fra Continental, TS 860. Det er godt i alle discipliner. De to andre dæk, der klarer sig bedre end gennemsnittet i denne størrelse, er et dæk, der ikke har egentlige forhandlere i Danmark (Esa-Tecar) og Kleber Krisalp HP 3.

Mellemgruppen blandt 15-tommersdækkene består af intet mindre end 12 dækmærker – heriblandt Michelin og Goodyear– og de har hver især mange gode sider, men kan altså samlet set ikke skille sig ud fra mængden. Kun et enkelt dæk – Semperit – falder igennem, da egenskaberne på tør vej ikke er som forventet.

Se test-resultaterne for 15 tommer dæk

Test af 16 tommer dæk

I den store 16-tommersstørrelse er det igen i år Dunlop, der løber med sejren. Her er der dog otte andre dækmærker, der puster vinderen lige i nakken, så reelt er der masser af gode dæk at vælge blandt i denne størrelse. Seks dæk er gennemsnitlige, og kun et enkelt asiatisk dæk – Nankang – falder helt igennem, da egenskaberne på våd vej og på sne er meget ringe.

Se test-resultaterne for 16 tommer dæk

I år har vi ikke taget helårsdæk med i testen, men vi lover at vende tilbage til denne dæktype i en senere test. Du kan se test af helårsdæk under de tidligere dæktest

Tidligere dæktest

Hvis du har en bil, der anvender andre størrelser end dem, vi i år har testet, kan du læse de tidligere test af andre dækstørrelser:

Læs mere: Se tidligere dæktest her

Læs mere: Sådan får du mest ud af dæktesten

Lad FDM skifte dine hjul

Få medlemsrabat på vinterdæk

FDM har indgået et samarbejde med Euromaster, så du kan købe kvalitetsdæk med medlemsrabat.
Find dæk: Få medlemsrabat på nye dæk

Af
FDM
FDM