Vinterdæktest 2015

Der er stadig overraskende stor forskel på de bedste og de dårligste vinterdæk. Det viser FDMs store test af i alt 35 dæk i to størrelser, der fint matcher danske bilisters behov.

Vinterdæktest 2015,
Bilist

Når vi sætter vinterdæk på vores biler, er det naturligvis med tanke på de dage, hvor alt er dækket af sne, og man kun med nød og næppe kan køre bil. Og lige den type føre er de fleste vinterdæk faktisk ret gode til at klare.

Men danske vintre er jo meget andet end hvide veje, og det er i virkeligheden, når der ikke er sne på vejene, at man bedst mærker forskellen på et godt og et dårligt vinterdæk. De gode klarer ud over hvidt og glat føre at stå fast, både når vejene er tørre, og når de er regnvåde. Og det er netop i allroundegenskaberne, som dansk vejr og veje stiller krav til, de dårlige dæk fejler. 

Se test-resultaterne for vinterdæk 165/70 R14T

Se test-resultaterne for vinterdæk 205/55 R 16H

Det er derfor vigtigt at se sig godt om, før man køber et vinterdæk. De bedste af slagsen er så dem, der ud over at have et godt vejgreb i al slags føre også holder i lang tid, og som til og med har en lav rullemodstand, så man ikke skal bruge mere brændstof end højst nødvendigt.

Bestil hjulskift

CrossClimate nåede ikke med i testen

Michelin har lanceret et nyt multidæk, der kan bruges hele året. CrossClimate hedder det, og Motor har omtalt det positivt i nr. 5/2015. Desværre kunne dækket ikke nå at komme med i denne vinterdæktest, der allerede blev indledt sidste vinter. Dækket er til gengæld med i forårets store test af sommerdæk, og så bliver det spændende at se, om det klarer sig så godt, som Michelin stiller i udsigt, og som vi selv oplevede det ved præsentationen.

Læs mere: Du kan se en foreløbig test af CrossClimate-dækket her

Store mærker klarer sig bedst

Vinterdæktesten 2015 viser markante forskelle mellem de bedste og de dårligste dæk. De kendte dækproducenter som Continental, Dunlop, Goodyear, Michelin og Yokohama stiller op med dæk, der er suveræne set med danske øjne. De byder på gode egenskaber på våd vej, hvilket er vigtigt for kørsel i den ofte våde danske vinter, og de er desuden gode, når vinteren for alvor viser tænder.

Se video, hvor FDMs ekspert gennemgår testen:


I den anden ende af skalaen finder vi dæk, der ikke er egnede til danske forhold. De er ofte gode til kørsel i sne og is, men komplet uegnede til kørsel på våde veje, og derfor dumper de i vores test.

Priserne varierer naturligvis fra dæk til dæk, men ofte er forskellene små, og ser man sig om på nettet forud for købet, og benytter man sig af muligheden for at få rabat gennem f.eks. FDMs samarbejdspartnere, er der ingen grund til at lade økonomien styre valget af en så vigtig del på bilen.

Se mere: Bag om vinterdæktesten

Vælg dit eget dæk

I årets dæktest har vi set på to dækstørrelser. Først den lille klasse med dæk i størrelsen 165/70 R14, der passer til en stor del af mikro- og minibilerne. I denne kategori vinder det nye UltraGrip 9 fra Goodyear suverænt.

Under alle omstændigheder vil vi dog anbefale, at du vælger et dæk, der har klaret sig godt på våd vej, da det kort og godt handler om sikkerhed

Næste størrelse er Europas mest udbredte: 205/55 R16. Den findes på biler i Golf-klassen og på nogle biler både i klassen over og under. Her er det igen i år TS 850 fra Continental, der løber med sejren. Det er et godt eksempel på, hvordan en stor producent har valgt at konstruere et dæk, der på næsten perfekt vis matcher de krav, vi i Danmark stiller til et vinterdæk.

Med i alt 35 vinterdæk i denne test er det let at miste overblikket, og man kan derfor let foranlediges til blot at vælge det dæk, der vinder testen. Det er der ikke noget galt i, men ligesom med biler er det ikke altid testvinderen, der matcher ens egne behov. Det er derfor en god idé at dykke ned i test-resultatets detaljer for at finde frem til lige det dæk, der passer bedst til dine behov. 

Under alle omstændigheder vil vi dog anbefale, at du vælger et dæk, der har klaret sig godt på våd vej, da det kort og godt handler om sikkerhed.

Se test-resultaterne her:

Se test-resultaterne for vinterdæk 165/70 R14T

Se test-resultaterne for vinterdæk 205/55 R 16H

Tidligere dæktest

Hvis man har en bil, der anvender andre størrelser end dem, vi i år har testet, kan du læse de tidligere test af andre dækstørrelser: 

Læs mere: Se tidligere dæktest her