Når campingvognen spændes bag bilen, og turen går ud i det blå, så husk, at din bil med campingvogn på slæb reagerer noget anderledes i trafikken end din bil uden campingvogn. Derfor skal du først og fremmest være ekstra opmærksom og tage den med ro, så du kan nå at læse trafikken og reagere i tide. Derudover kan en række forholdsregler hjælpe til at gøre turen med campingvogn til en afslappende og behagelig oplevelse. Her får du fire gode råd:
1 | Hold oftere pause og regn med længere rejsetid
Både med og uden campingvogn er det vigtigt ikke at køre for mange timer ad gangen. Men når du kører med campingvogn, skal du være særligt opmærksom på at få holdt rigeligt med pauser, så du hele tiden er udhvilet. Kørsel med campingvogn er nemlig ofte en uvant situation, der kræver mere koncentration end normalt, og du bliver derfor hurtigere bliver træt. Derfor skal du også huske at spise fornuftigt og drikke rigeligt, hver gang du holder pause.
Med en campingvogn på slæb går det hele også lidt langsommere. Planlæg derfor turen med en fornuftig rejsehastighed og regn ikke med at køre mere end 8-10 timer pr. dag alt afhængig af, hvor mange chauffører I er.
2 | Pas på overhalinger og for høj fart
Har du tempo 100-mærkat, så kan du godt køre 100 km/t for at komme afsted. Men ellers anbefales det at holde en makshastighed på 80 km/t, da det giver en bedre kontrol med vogntoget. Er der kraftig sidevind, skal farten sættes ned med det samme, så campingvognen ikke kommer i slinger.
Læs mere: Få din campingvogn tempo 100-godkendt
Husk også at være særligt opmærksom ved overhalinger. Det er nemlig ofte i forbindelse med overhalinger, at campingvogne kommer i slinger, så campisten mister herredømmet over vogntoget. Det gælder både, hvis campisten selv overhaler f.eks. en lastvogn i høj fart, men det kan også gå galt, når en lastbil eller bus enten overhaler eller kommer i modkørende retning. Her kan lufttrykket fra bus eller lastbil trække eller skubbe til campingvognen og bringe den ud af kurs.
3 | Tag højde for ændrede køreegenskaber
Når campingvognen er spændt bag på bilen, skal du have for øje, at vogntoget er både højere, bredere og længere end du er vant til. Så du skal sørge for at orientere dig grundigt ved hjælp af korrekt indstillede side- og bakspejle og bl.a. holde øje med lavthængene skilte og smalle gennemkørsler.
Du har desuden betydeligt mere vægt at manøvrere rundt med end normalt. Det betyder, at det tager længere tid at komme op i fart, og bilens bremselængde øges også. Du bør derfor læse trafikken og planlægge din kørsel i god tid og beregne både mere plads og mere tid til at manøvrere.
Det er også næsten altid en udfordring at lære at bakke med en campingvogn. Her skal du være opmærksom på, at hjulene sidder midt under campingvognen, så når du drejer til venstre, vil vognen svinge bagenden ud til højre - og omvendt.
Det er en rigtig god idé at blive fortrolig med at manøvrere sit vogntog, inden den lange ferierejse begynder. Øv dig f.eks. hjemmefra på en tom parkeringsplads eller tag et kursus i køreteknik med campingvogn hos FDM.
4 | Forbered dig på bjergkørsel og små byer
Går turen sydpå, skal du være opmærksom på små byer med smalle veje. Nogle steder skiltes der med, at campingkørsel er forbudt, mens det andre steder kan være noget af en udfordring at komme igennem på vejene. Er du i tvivl om, hvorvidt dit vogntog kan køre den pågældende strækning, kan det anbefales at parkere campingvognen og så prøvekøre turen først uden.
Du skal også være særligt opmærksom, hvis du skal køre med campingvognen i bjerge. Det kan af gode grunde være svært at få erfaringer med bjergkørsel i Danmark, men du kan sagtens prøvekøre dit vogntog i bakket terræn og dermed få fornemmelse af, hvordan bilen trækker. En gylden regel er, at der hvor lastbilerne kører, der kan du også køre med campingvogn.
Læs mere: Bjergkørsel med campingvogn
Hvad gør du, hvis uheldet er ude?
Selv den mest rutinerede campist kan komme ud for et uheld på turen. Som medlem af FDM kan du tilkøbe vejhjælp til din campingvogn eller specialtrailer.