Fiat Panda - højt til loftet
15. september 2012

Foto: Karsten Meyland Lemche

Fiat Panda er en høj og praktisk mikrobil. Men den er ret dyr alt taget i betragtning.
Fiat Panda
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Påhængsvægt / Indretning / Siddeposition
Ulemper
Pris / A/C er ikke standard / Ikke tre års garanti
Pris
123.670 kr.
Maks. effekt
69 hk
Fiat Panda skiller sig ud fra de øvrige biler ved at være en del højere og noget længere. Det medfører gode pladsforhold og en god høj siddeposition. Det giver både et godt udsyn og en let ind- og udstigning. For mange bilejere er det i sig selv et så stort plus, at det kan være altafgørende.
I det hele taget er Panda en praktisk konstrueret bil. Bagagerummet er stort og regulært, og det er efter vores vurdering det bedste blandt de fire biler. Ved bagsædet er der plads til tre voksne, og pladsen er faktisk overraskende god. Udsynet gennem de store sideruder er også børnevenligt, og på den måde er Panda en velkomponeret bil.
Førerpladsen byder på gode fralægningspladser, og et stort rum i højre side af instrumentbordet er godt i en bybil.

Instrumentbordet er flot designet, og knapperne ved radioen er lette at nå. Speedometeret er dog svært at aflæse. Bemærk det store åbne rum til højre – det er praktisk i hverdagen.
Simpel, men god motor
På den tekniske side opfører den firecylindrede 1.2-liters-motor sig stilfærdigt og er dermed en hel del bedre end den teknisk avancerede turboudgave af den tocylindrede motor, vi tidligere har omtalt. Kræfterne er gennemsnitlige, men gearingen er fint udlagt, så det nye gear nydeligt tager over, der hvor det foregående slipper. Sammen med en ret lille vendediameter gør det Panda til en letkørt bil.
Økonomien i Fiat Panda er præget af den lidt højere pris. Skal den have et sammenligneligt udstyrsniveau med de andre biler – heriblandt aircondition, som ikke er standard – runder bilen hurtigt 135.000 kr., og så er den tæt på at bevæge sig ud af segmentet.
Man kan vælge en udstyrsvariant, der er 10.000 kr. billigere, men den har så hverken radio, splitbagsæde eller fjernbetjent centrallås. Vi vil derfor pege på netop den testede udgave som bedste køb i Panda-familien, og så må man leve med, at den er lidt dyrere i anskaffelse.

Bagagerummet er ikke det største målt i liter, men det er praktisk udformet og ret højt.
Må trække op til 800 kg
Et minus ved Fiat Panda er kollisionssikkerheden. I Euro NCAP-testen opnåede den kun at få tildelt fire stjerner, og det er acceptabelt, men ikke ligefrem imponerende.
Et punkt, hvor Panda skiller sig positivt ud, er muligheden for at montere anhængertræk på bilen. Panda må trække op til 800 kg og er dermed den af de små biler, der må trække mest. Også det punkt er for mange en altafgørende egenskab, og det kan bringe Panda langt ind i kampen om kunderne, selvom den i denne test samlet set må se sig slået af Kia Picanto og ikke mindst den nye VW Up. Fiat Panda bygges nu i Italien og kan derfor betegnes som en ægte italiensk charmetrold.
((Denne test indgik i en gruppetest sammen med Kia Picanto, Toyota Aygo og VW Up))

Håndbremsen er sjovt udformet og rar at betjene. Udformningen har givet plads til en kopholder mellem forsæderne.