BMW i3 REX lades op
Biltest

BMW i3 - elbil med reservemotor

BMW i3 med rækkeviddeforlænger er en genial elbil, der kan bruges der, hvor andre elbiler må give op. Og så er den næsten fritaget for afgift.
BMW i3 REX forfra

Motors vurdering

BMW i3

15,0 km/l på benzinmotor
Benzin/el
352.780 kr.
  • Køreglæde
  • Plads
  • Udstyr
  • Ikke tre års garanti
  • Kun fire pladser
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • CO2 udledning
    13 g/km
  • Effekt
    170 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    150 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,9 sek.

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,40 kr./km
  • Målt rækkevidde 256 km

Sikkerhed

2013
Luk

Hidtil har i3 kun kunnet fås som ren elbil, og den har vi testet indgående her. Den koster fra 285.000 kr. og kunne under vores test køre op til 100 km på en opladning.

Det er derfor mere end almindelig interessant, at BMW nu har sendt en modificeret version af i3 på gaden. Her finder vi ud over elmotor og batteri også en lille tocylindret benzinmotor, der er koblet til en generator. Når strømniveauet i batteriet er faldet til et vist niveau, starter benzinmotoren og leverer den fornødne strøm, så man kan fortsætte ufortrødent, indtil også den lille benzintank med blot ni liter benzin er brugt op.

Herefter kan bilen lades op igen med strøm eller blive tanket med benzin, og så kan kørslen genoptages. En tankning tager få minutter, og en opladning kan tage mellem 30 minutter og otte timer, alt efter hvilken ladeløsning man benytter. Vi kørte i alt op til 256 km på en fuld tank og et opladet batteri.

BMW i3 kabine
Førerpladsen i BMW i3 er velfungerende, og udsynet er godt hele vejen rundt.

Kører overraskende godt

Bag rattet i i3 med rækkeviddeforlænger mærker man ikke den store forskel i forhold til elbil-udgaven. Accelerationen foregår vildt hurtigt, og køreglæden er på et meget højt niveau.

Når benzinmotoren går i gang, kan man dog hele tiden høre en „snurren”. Men støjen er mere anderledes end generende, og efter kort tid bemærker man den stort set ikke, når man kører stærkt. Ved bykørsel længes man til gengæld hurtigt efter at få strøm på batteriet, så man igen kan få ro i bilen.

Læs også: FDMs tema om el- og hybridbiler

Mervægten i versionen med benzinmotor er 120 kg, og de kan naturligvis mærkes, men ødelægger på ingen måde bilens dynamik.

BMW i3 sæder
Der er kun plads til fire personer i i3.

Fri for registreringsafgift

Mens elbiludgaven af i3 er helt fritaget for registreringsafgift, ser regnestykket mere kompliceret ud i denne udgave. Normalt burde bilen koste op mod en mio. kr., men da bilen på papiret kører 167 km pr. liter, giver det et enormt fradrag i registreringsafgiften, og derved falder afgiften ned på minimums­niveauet på 20.000 kr.

Bilen kan dog på ingen måde køre så langt i virkeligheden. Tallet er alene et udtryk for en målemetode til at fastlægge energiforbruget for sådanne opladningshybridbiler, og i den beregning antages det, at strømmen altid er helt CO2-fri. Det samlede CO2-udslip for bilen bliver derfor lavt, og det er det tal, der regnes om til et tænkt km/l-tal, der kun har teoretisk betydning.

Under vores test kørte bilen ca. 15 km pr. liter benzin, når motoren kørte, efter at batteriet var tømt. Man kan købe for ca. 60.000 kr. ekstraudstyr, før den samlede pris for bilen bliver så høj, at der skal betales mere i afgift. Det gør denne udgave af i3 til den mest interessante grønne bil på markedet i øjeblikket.

BMW i3 skærm
Instrumenthuset har nederst to energimålere. Til venstre ses benzinmåleren og rækkevidden på benzin, til højre ses elmåleren og rækkevidden på el. I alt er der i dette tilfælde 214 km (111km+103km) til rådighed, og vi fik den samlede rækkevidde helt op på 256 km.