Citroën C4 Cactus - befriende anderledes

Motors vurdering
Citroën C4 Cactus
- Design
- Indretning
- Pladsforhold
- Motor
- Kvalitetsindtryk
- Ikke 3 års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning89 g/km
-
Effekt100 hk
-
Moment254 Nm
-
Topfart184 km/t.
-
Acc. (0-100)10,7 sek.
-
Køreklar vægt1.070 kg
-
Maks. påhængsvægt870 kg
-
Bagagerum358 liter
-
Akselafstand259 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:416 cm B:173 cm H:153 cm
Motors tal
- Målt forbrug 21 km/l
- Beregnet økonomi 3,20 kr./km
Citroën har historisk set nærmest sat en ære i ikke at bygge biler på samme måde som konkurrenterne – tænk på Traction Avant, DS og 2CV. Det er længe siden, men nu er modet kommet tilbage i Paris, ikke så meget på den tekniske front som på den designmæssige.
Først kom DS-modellerne og nu denne C4 Cactus, der uomtvisteligt skiller sig ud i gadebilledet. Men hvor DS-modellerne er elegante, er Cactus mere vovet med sine store luftpuder på dørsiderne.
Det er sjældent, vi kører biler, der vækker så meget opsigt, og de ord, der sættes på, er enten en falden på halen for modet eller nærmest spydige kommentarer med en skarp afstandtagen. Herligt med et køretøj, der vækker så stærke følelser.

Skærm erstatter knapper
Bag det vovede design er der også en bil, der på mange måder vil fungere godt som hverdagsbil for en familie på fire. Der er gode pladsforhold på forsædet, og der er plads til tre på bagsædet. På det praktiske plan bliver bilen rundet af med et stort bagagerum på 348 liter som i en gennemsnitlig mellemklassebil.
Citroën har arbejdet meget med at sænke vægten på bilen, og ifølge fabrikken er der sparet i omegnen af 200 kg. Vægtbesparelserne mærkes ved en række detaljer, bl.a. ved at passageren foran kun har én luftdyse, ved at bagruderne ikke kan rulles ned, men kun åbnes på klem som på de billigste biler, og ved at bagsædet kun kan foldes forover i ét samlet stykke.
Læs også: Motors test af Cactus med benzinmotor
Cactus adskiller sig også ved stort set at være fri for knapper. Alle de funktioner, der normalt har en knap på midterkonsollen, er bygget ind i den syv tommer store trykfølsomme farveskærm. Det fungerer bedst, når bilen har klimaanlæg, hvor man sjældent har brug for at justere på ventilationsindstillingerne, men selv i basisudgaverne bliver man hurtigt fortrolig med den digitale betjening. Det skyldes, at ikonerne er store og nemme at ramme, og at skærmen er placeret øverst på instrumentbordet.
Topmodellen har også bakkamera, der dukker op på skærmen, når bilen er i bakgear. Det er en klar fordel i en bil, hvor udsynet bagud er begrænset.
Der er god fralægningsplads i kabinen, netop fordi der ikke er brug for plads til knapper og radioenhed i midterkonsollen. Men vi savner et par kopholdere ved gearstangen.

Velkørende model
Generelt er køreegenskaberne udmærkede i Cactus, og komforten i stålfjedrene er fin. Bilen føles vindfølsom ved kraftig blæst, men alt i alt opleves Cactus harmonisk og velkørende.
Testbilen havde den store 1.6-liters dieselmotor, og den er desværre koblet sammen med en femtrins manuel gearkasse, hvor skiftene er under dagens standard på bilmarkedet. Læg dertil, at denne neddroslede dieselmotor under acceleration larmer en del uden at levere særlig meget. Det overrasker, for i andre modeller er andre versioner af motorfamilien ganske støjsvag. Ved konstante hastigheder er der ikke noget at udsætte. Her er støjniveauet fra motoren behageligt, også selvom man kører op til 130 km/t.
I Cactus med basismotoren – en trecylindret benzinmotor, se boksen til højre – virkede motorstøjen mindre påfaldende, og da den samtidig leverer et fint kraftoverskud, vil vi anbefale basismotoren som bedste køb.
Dieseludgaven af Cactus kan ligesom benzinudgaven fås med automatgear. Dermed kan man også tilkøbe det særlige armlæn, der gør det muligt at omdanne forsæderne til en sofarække.
Testbilen var udstyret som topmodellen Style Edition med navigationsanlæg, klimaanlæg, regnsensor, P-sensor bag samt bakkamera. Men den lange udstyrsliste betyder, at prisen runder 260.000 kr., og det bliver for meget af det gode. Ved i stedet at vælge basisudstyret Feel og tilkøbe udstyr som klimaanlæg, regnsensor og parkeringskamera kan prisen holdes nede på 230.000 kr., og i hverdagen vil bilerne opleves omtrent ens. Den største forskel er navigationsanlægget, der i Style Edition er integreret i den trykfølsomme skærm, men da det ikke taler dansk, er det en bedre og billigere løsning at købe et løst navigationsanlæg efter eget valg.
Cactus er en spændende bil. Denne testede udgave med højeste udstyrsniveau løfter dog bilen op i en prisklasse, hvor den ikke hører hjemme.
