Fiat 500XZ forfra
Biltest

Fiat 500X – oppustet Fiat 500

Fiat er en skygge af sig selv, næsten alle modeller er variationer over storhittet 500. Således også 500X, der ligner en oppustet udgave af originalen, men som er en mindre vellykket crossover-model.
Fiat 500X bagfra

Motors vurdering

Fiat 500X

17,2 km/l
Benzin
249.990 kr.
  • Farver i kabinen
  • Udstyrsniveau
  • Stort bagagerum
  • Lidt hård affjedring
  • Benplads bag
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    133 g/km
  • Effekt
    120 hk
  • Moment
    190 Nm
  • Topfart
    188 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.320 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    350 liter
  • Akselafstand
    257 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 8
  • Mål
    L:427 cm B:180 cm H:160 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 16 km/l
  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km

Sikkerhed

2015
Luk

Tag en succes og gør den større. Så får man vel en større succes? Ikke hvis emnet er Fiat 500 og den større 500X.

Kniber du øjnene sammen, minder de om hinanden, men hvor den almindelige 500 har været en stor succes, så er det sjældent, man ser en 500X på gaden. Og det til trods for, at modellen har været på markedet siden 2014.

Fiat har i mange år lavet velkørende små biler, men de må have glemt trylleformularen

500X har netop fået et lille facelift og to nye motorer. Denne 1.0-liters motor med 120 hk og en større 1.3-liters motor med 150 hk, som kun fås med automatgear. Basismotoren har manuelt gearskifte som de fleste konkurrenter i mellem-SUV klassen.

Fiat 500X kabine
Lidt specielt betjenes radioen fra skjulte knapper på bagsiden af rattet, en arv fra samarbejdet med Jeep. Ellers er de andre kontaktarme og knapper overskuelige og let tilgængelige.

Når 120 hk er for lidt

Trecylindrede motorer på 1.0 liter med turbolader er ved at blive industrinormen. Ford var først, men i dag har de fleste mærker fulgt trop. Fiats 1.0-liters motor trækker fint, når man kører i byen og til dels også ved landevejshastigheder. Men når man kommer ud på motorvejen, er det som om, den mister pusten i mellemaccelerationerne.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er

Vi målte et forbrug, der tillod 16 km/l, og det er ganske gennemsnitligt bilstørrelsen taget i betragtning. Vi har også testet den større 1.3-liters motor, der passer bedre til bilen. Selvom den er kraftigere og har automatgear, kørte den lige så langt i forbrugsmålingen. De ekstra 30.000 kr. bør man derfor kraftigt overveje at betale.

Fiat 500X skærm
Syvtommerskærm er standard på CityCross-versionen, men vil du have navigation, koster det yderligere 7.000 kr. Så er det billigere for iPhone-ejere at bruge det medfølgende Apple CarPlay til navigation.

Farver i kabinen

Trods navnefællesskabet med Fiat 500, så deler 500X teknik med den mindste og meget firekantede Jeep Renegade. Begge er biler, der skiller sig ud i gadebilledet, delvis på grund af designet, men mestendels fordi der ikke er solgt særlig mange af begge modeller.

Læs også: Motors test af Peugeot 2008 - gammel og populær

Det er lidt underligt, for netop mellemklasse SUV-modellerne stormer frem på salgslisterne, bl.a. fordi chaufføren kan nyde godt af en høj siddeposition.

500-designet går igen inde i kabinen, hvor der er lakerede paneler på instrumentbordet. Det giver lidt farve i kabinen, især når modellen som her har blå metallak. Kombineret med en 7”-trykskærm, der er placeret lidt svævende over midterkonsollen, giver det kabinen kant. 

Fiat 500X bagagerum
Bagagerummet er meget regulært og har plads til 350 liter. Du kan se den lakerede vognbund under bagsædet, og der er ikke plan lasteflade, når du lægger bagsædet ned.

Lille bagsæde

Til trods for at der er fem døre, og 500X ser stor ud udefra, er benpladsen på bagsædet ikke imponerende. Det skyldes, at føreren skal køre sædet lidt længere tilbage, for at knæet ikke skal ramme midterkonsollen. Der er heller ikke friskluftdyse til at give bedre ventilation til anden sæderække.

Radioen er højt placeret over midterkonsollen, og det er godt for orienteringen. Skærmen er trykfølsom, men den nederste del af den er prioriteret til et område for digitale knapper, så selve den brugbare skærm bliver i praksis noget mindre.

Læs også: Motors test af Dacia Duster

Ærgerligt, for det gør grafikken mindre overskuelig. Det har vi set bedre i flere andre bilmodeller, hvor man har fastholdt traditionelle knapper omkring skærmen, eller hvor man har valgt at montere en større skærm, så der er plads til det hele.

Fiat 500X gear
Basismotoren fås kun med manuelt gear og forhjulstræk. Gearskiftet går ganske fint, men vi vil alligevel anbefale, at man køber den større 1.3-liters model med automatgear.

Køreegenskaberne trækker ned

Der hvor 500X skuffer mest, er på køreegenskaberne. Fiat har i mange år lavet velkørende små biler, men de må have glemt trylleformularen, for ligesom den mindre 500 så nærmest hopper 500X hen over ujævnhederne.

Man savner ganske enkelt at bilen falder til ro, i stedet støder alle små ujævnheder i asfalten op gennem undervognen, når man kører. Dertil kommer, at styretøjet hele tiden skal justeres ved højere hastigheder, og da den samtidig ikke er specielt godt støjisoleret, bliver 500X ikke specielt egnet som pendlerbil.

Fiat 500X front
500X sælges i en introudgave med LED-lys, klimaanlæg, nøglefri betjening og bakkamera. Udstyret vil efterfølgende koste 25.000 kr.

Udstyr, nødbremse og det med pengene

I forbindelse med faceliftet har Fiat 500X fået nødbremse som standard på CityCross-versionen. Men det er skammeligt nok ikke standard på basismodellen, Urban, og var heller ikke på den bil, Euro NCAP testede, da de gav den fire stjerner i 2015.

CityCross-versionen har også 7”-trykskærm med Apple CarPlay, parkeringssensor bag, alufælge og adaptiv fartpilot. Sidstnævnte fungerer udmærket, men den slår fra ved 30 km/t. Det er forståeligt med manuelt gear, men den gør det også i varianten med automatgear, og det ødelægger en del af komforten og sikkerheden i en sådan fartpilot.

Ny bil? Din biljagt starter på FDM biler.dk

500X er en bil, man vælger for at skille sig ud i mængden eller bare vil have nemt ved at finde sin bil på p-pladsen foran Bilka. Men det er et valg, man skal tage på trods af bilens manglende kvaliteter. Især pladsforhold og køreegenskaber er ikke imponerende. Men det kan man jo ikke se i forbifarten.

Fiat 500X bagfra
Metalfarven inde i baglygten er et af kendetegnene på den almindelige Fiat 500, og her slægter 500X lillesøsteren på. Men 500X har altid fem døre, hvilket giver bedre adgangsforhold til bagsædet.