Hyundai i20 forfra
Biltest

Hyundai i20 - mere kraft, mindre saft

Hyundai i20 har fået en lille trecylindret turbomotor. Den hæver køreoplevelsen markant.
Hyundai i20 bagfra

Motors vurdering

Hyundai i20

23,3 km/l
Benzin
156.875 kr.
  • Motor
  • Plads
  • Garanti
  • Ej bluetooth
  • Udstyr
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter - 3 cyl.
  • CO2 udledning
    99 g/km
  • Effekt
    100 hk
  • Moment
    172 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,7 sek.
  • Bagagerum
    326 liter
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12

Motors tal

  • Målt forbrug 19 km/l
  • Beregnet økonomi 2,30 kr./km

Sikkerhed

2015
Luk

Hyundai har i de senere år vist store fremskridt i selve modelprogrammet, hvor den ene vellykkede model efter den anden matcher de danske bilkøberes behov på fin vis. Motorprogrammet har dog halset en smule efter, men også her er der nu ved at være dødt løb mellem koreanerne og de europæiske konkurrenter.

Desværre er ingen udgaver af Hyundai i20 udstyret med automatisk nødbremse, og det trækker ned.

Det er sket, efter at den nye lille 1.0-liters turboladede benzinmotor er føjet til motorprogrammet. Med bare tre cylindre kunne man frygte det værste, men faktum er, at motoren sætter godt skub i den rummelige i20.

Faktisk så meget skub, at det overstiger de flestes forventninger. Gearkassen er kun forsynet med fem trin, men det er heller ikke noget problem, for femtegearet er velvalgt med et deraf følgende tilpas lavt omdrejningstal ved motorvejskørsel.

Hyundai i20 kabine
Grundlæggende er indretningen fin med gode fralægningspladser, men der er ikke meget udstyr at forholde sig til – dog er aircondition standard.

Mangler nødbremse

Målt på kræfterne alene er i20 med denne motor et godt valg. Motorens lyd er ikke helt så lækker som f.eks. den tilsvarende motor fra VW, men man lever med den hørbare brummen, der heldigvis fortager sig noget ved motorvejskørsel.

Vi har kørt Hyundai i20 i den udstyrsvariant, der hedder Life+. Den er der desværre ikke meget ved, og den bedste udstyrsdetalje er airconditionanlægget. Der er stort set intet udstyr herudover, og det dæmper begejstringen for bilen.

Læs også: Motors test af VW Polo

Man fristes derfor stærkt af den nuværende kampagnemodel, EM-Edition, der for en merpris på 22.000 kr. byder på stort set alt, hvad man kan ønske sig af udstyr inden for genrerne komfort og design.

Desværre er ingen udgaver af Hyundai i20 udstyret med automatisk nødbremse, og det trækker ned. På grund af det og det begrænsede udstyrsniveau kan vi derfor kun svinge os op på tre stjerner for lige præcis denne Life+-version, mens de bedre udstyrede udgaver høster en stjerne mere. Fem- og seksstjernede karakterer er forbeholdt biler med mere sikkerhedsudstyr end det, i20 kan præstere.

Til gengæld byder Hyundai som vanligt på en af markedets bedste garantier, og det skal både bil og mærke have stor ros for. Sådan burde alle andre bilmærker også opføre sig.

Hyundai i20 bagagerum
Bagagerummet er pænt beklædt og rummer 326 liter. Bagsædets ryglæn kan foldes forover i to dele.