Hyundai Nexo set forfra
Biltest

Hyundai Nexo – brintbil til salg

Hyundai er klar med den helt nye brintbil, der på mange måder slår alt, hvad vi kender fra elbiler. Vi har testet Hyundai Nexo og er begejstrede.
Hyundai Nexo set bagfra

Motors vurdering

Hyundai Nexo

El
629.995 kr.
  • Miljøvenlig
  • Køreegenskaber
  • Udstyr
  • Anhængertræk ikke muligt
  • Uoverskueligt instrumentbord
  • Ikke mange tankstationer
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor+brændselscelle - forhjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    163 hk
  • Moment
    395 Nm
  • Topfart
    179 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.850 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    461 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    666 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
  • Mål
    L:467 cm B:186 cm H:163 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 6,30 kr./km

Sikkerhed

2018
Luk

På et område har vi nu indhentet fremtiden, og man kan således allerede nu købe en brintbil i Danmark som alternativ til en benzinbil eller en elbil. Det er Hyundai, der er klar med den nye Nexo, der er en stor SUV, der fra starten er udviklet til at køre på brint.

Det er en ganske stor og meget veludstyret bil, der rummer fem personer, og som sælges til priser fra 600.000 kr. Vi har her prøvet topudgaven til 630.000 kr., der indeholder udstyr, som man ellers kun ser i de bedste „normale“ biler.

Hyundai Nexo kabine
Der er en kæmpe skærm foran rattet, hvorfra man kan aflæse samtlige informationer om bilens drift. Der er danske menuer overalt, og bilen taler dansk.

Ingen udstødning – kun vanddråber

Selve brintbilen fungerer på den måde, at man tanker brint på bilen. Der er plads til godt seks kg brint, og det giver en rækkevidde på godt 600 km. En optankning tager under fem minutter og er ikke sværere end at fylde benzin på bilen.

I bilen ledes brinten gennem en brændselscelle, hvor den blandes med ilt fra den omgivende luft. Brinten og ilten reagerer kemisk og bliver til vand med strøm som et restprodukt. Det er denne strøm, der ledes til en elmotor, der trækker bilen på samme måde som en elbil.

Læs også: Motors prøvekørsel af brintbilen Toyota Mirai

Det er et ret enkelt princip, der dog har taget mange år at finpudse, så det virker i en personbil på en måde, så det er let at køre med hele året rundt. Det er lykkedes for Hyundai, men også Toyota, Honda og flere andre bilproducenter er meget seriøst i gang med at anvende denne teknologi.

Når man kører med bilen, er eneste restprodukt lidt vanddamp, som ledes ud på vejen i et meget begrænset omfang.

Søren tanker Hyundai Nexo
Nexo kan tankes på under fem minutter fra en af landets ni tankstationer. Det er ganske enkelt, når man først har prøvet det en gang.

Utrolig letkørt

Vi har tidligere kørt flere brintbiler, men denne udgave virker som den til dato mest brugervenlige. Vi prøvede for sjov skyld at låse bilen op en aften, hvor den var helt kold og havde stået parkeret længe. Vi sprang ind i bilen, trykkede på start, og bilen var klar til at køre efter lige så kort ventetid, som var det en elbil. Der kom endda ret hurtigt varme i kabinen. Meget overbevisende.

I trafikken er Nexo letkørt på samme måde som en elbil. Den accelererer hurtigt, den er ret støjsvag, og i lighed med elbiler er der ingen gearkasse. Man trykker simpelthen på en knap for at angive, om man vil køre forlæns eller baglæns.

Læs også: Brint skal rense luften i hovedstaden

Der er masser af sikkerhedsudstyr såsom en adaptiv fartpilot, der fastholder farten, og som hele tiden sikrer, at afstanden til forankørende biler er rigtig. Den fungerer ved hjælp af en radar i fronten af bilen, som også styrer bilens nødbremse. Den har vi testet, og den virker ved hastigheder op til 80 km/t., hvilket er noget af det bedste, vi har set.

En sjov detalje er et kamera under sidespejlene, der sender billedet ind til instrumenthusets store skærm. Her kan man se bagud i vognbanen i den side, man blinker til, og på den måde let orientere sig. Et almindeligt dørspejl er dog stadig at finde i begge sider af bilen.

Mange knapper i Hyundai Nexo
Midterkonsollen er et virvar af knapper, og dem skal man bruge noget tid på at blive dus med. Her er Nexo ikke særlig moderne, og det er synd. Bilens kørselsretning vælges fra trykknapperne til venstre.

God plads i bilen

Hyundai Nexo er opbygget som en stor SUV, hvilket skyldes, at bilen skal sælges i hele verden. Særligt i USA er denne biltype efterspurgt, men også herhjemme er den populær.

Den store bil giver god plads ved bagsædet, ligesom bagagerummet er pænt stort. Og for første gang i brintbilens historie kan man uden besvær folde bagsædets ryglæn fremover, så man får et stort bagagerum.

Læs også: Motors gruppetest af alle elbiler på markedet i 2019

Det har tidligere været besværliggjort af placeringen af bilens brinttanke, men i Nexo er det lykkedes at placere dem under gulvet og under bagsædet, så man kan få en god brugsværdi af bilen.

Desværre må Nexo ikke trække en påhængsvogn, så lige på dette punkt bliver det sikkert et ’no-go’ for nogle bilejere.

Bagsæde i Hyundai Nexo
Der er glimrende plads ved bagsædet, hvor vi finder både friskluftsdyser og varme i bagsædet. Bilen har plads til fem personer.

Tør man købe den?

Endnu er brintbiler helt fritaget for registreringsafgift herhjemme, og det gør, at bilen er relativt billig. I udlandet er den svinedyr, da almindelige biler ikke pålægges registreringsafgift.

Men med en pris på godt 600.000 kr. og en årlig ejerafgift på bare 660 kr. bliver de samlede udgifter ved at holde bilen 6,30 kr. pr. km i Danmark. Det er naturligvis mange penge, men egentlig ikke mere end almindelige biler i samme klasse.

Så det er ikke så meget økonomien som den daglige brug, der afgør, om man tør binde an med denne bil. Der er endnu kun ni tankstationer i landet, og bor man i nærheden af en af dem, er der fin mulighed for at tage et spring ind i denne nye brintverden. Hvis ikke, må man pænt vente på, at antallet af tankstationer udvides.

Bagagerum i Hyundai Nexo
Brugsværdien er overraskende god for en brintbil. Bagsædets ryglæn kan foldes forover, så der bliver et næsten fladt stort gulv. Bagagerummet rummet 467 liter.

Brint dannes af solenergi

De tankstationer, der er i landet i øjeblikket, er af den type, hvor brinten lokalt opformeres til det høje tryk på 700 bar. Nogle steder laves brinten på stedet ved at spalte vand til brint og ilt ved brug af grøn strøm, når den er i overskud. Andre steder fragtes brinten ud til tankstationerne i tankbiler på samme måde, som man gør med benzin og diesel i dag.

Kritikere mener, at det er en dum måde at udnytte energien på, da der er et vist tab ved produktionen af brinten. Fortalere mener, at brintproduktionen netop i fremtiden kan være det, der skal til, for at man kan udbygge elnettet med mere sol- og vindenergi. Når der er for megen elproduktion, vil man nemlig kunne lagre brinten til dårligere tider.

Læs også: Brintbil består sikkerhedstest med bravur

Begge sider har egentlig ret i sine synspunkter. At brintbilerne helt sikkert bliver en del af fremtiden, er der ikke tvivl om. Netop nu er brintbilerne en af de teknologier, der bruges mest energi på at udvikle. Velkommen til fremtiden!