Jaguar XF Sportbrake bagfra
Biltest

Jaguar XF Sportbrake – forlænget weekend

Et enormt bagagerum sætter en flot afrunding på stationcarudgaven af den store Jaguar XF, der dermed får efternavnet Sportbrake. Men med dieselmotor, en høj pris og småt med udstyr er testholdet alligevel ikke vildt begejstret.
Jaguar XF Sportback forfra

Motors vurdering

Jaguar XF Sportbrake

20,0 km/l
Diesel
773.880 kr.
  • Plads
  • Design
  • Udsyn
  • Diesellyd
  • Pris
  • Udstyr
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    124 g/km
  • Effekt
    180 hk
  • Moment
    430 Nm
  • Acc. (0-100)
    8,1 sek.
  • Køreklar vægt
    1.890 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.000 kg
  • Bagagerum
    565 liter
  • Akselafstand
    296 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 6
  • Mål
    L:496 cm B:198 cm H:150 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 20 km/l
  • Beregnet økonomi 5,75 kr./km

Sikkerhed

2015
Luk

Den store XF har fået et nyt familiemedlem i form af den endnu større Sportbrake, som er Jaguars navn for en stationcar.

En dejlig, men dyr vogn, der samlet set ikke kan følge med konkurrenterne.

Med en samlet længde på lige under fem meter og en akselafstand, der er øget med fem cm i forhold til sedanen, er der blevet overdådig plads i både kabine og bagagerum, hvor sidstnævnte nu rummer 565 liter. Designet er gennemført, og fleksibiliteten indvendigt er god med mange lækre løsninger.

Jaguar XF Sportbrake bagagerum
Bagagerummet rummer 565 liter og er meget lækkert beklædt. Når man lægger ryglænet ned, bliver gulvet helt plant.

Læs også Motors test af Land Rover Discovery

Men som en mere almindelig bil betragtet har den store XF Sportbrake også nogle minusser. Dels er den mest hørbare del af festen den store dieselmotor med 180 hk. Den trækker ganske vist pænt, men motoren støjer og giver et helt forkert udtryk for den ellers lækre Jaguar. Her ville vi foretrække en benzinmotor med mere ren lyd og bedre præstationer.

Gearkassen fungerer fint, men den store drejeknap, der skal gøre det ud for en gearvælger, er lidt for langsom i funktionen. Det bliver man træt af, hvis man lige springer ind i bilen for at flytte den en smule.

Godt udsyn, bøvlet skærmbetjening

På plussiden står masser af god fralægningsplads, et fremragende udsyn hele vejen rundt, og et meget flot instrumentbord med en digital skærm, der gør det ud for instrumenter.

Jaguar XF Sportbrake kabine
Instrumentbordet er lækkert designet, og man føler sig godt tilpas bag rattet. Men materialernes kvalitet fornemmes ikke at være på samme niveau som hos konkurrenterne.

Den øvrige del af instrumentbordet er pænt designet, men selve fornemmelsen af materialernes kvalitet matcher ikke linjerne, og XF kan derfor ikke følge med de store tyske og svenske konkurrenter, hvad dette angår.

Få overblik over Jaguars modeller på FDM Biler.dk

Den store skærm i midten ser godt ud, men kræver en del tilvænning. Næsten alt foregår via den skærm, og når f.eks. sædevarmens regulering kræver op til fem tryk, ja så er det i hvert fald ikke af hensyn til betjeningen, at man har valgt denne løsning. Det kan gøres bedre!

Jaguar XF Sportbrake gearknap er langsom
Den runde drejeknap popper fint op, når bilen startes. Herfra kan man vælge gearet, men den er langsom, så til tider må man vente utålmodigt på, at den er klar.

Dyr, når udstyret kommer på plads

Jaguar XF er som udgangspunkt forsynet med baghjulstræk, og køreegenskaberne er gode, som man kan forvente det af en Jaguar.

Den er god på lange ture, og selve styretøjet er velafstemt. Så må man se bort fra udformningen af rattet, der med manglende centrering og lidt tarvelige materialer godt kan ødelægge stemningen en smule.

Læs også Motors test af Volvo XC60

XF Sportbrake har altid et velfungerende automatgear, men man kan tilkøbe firehjulstræk, og man kan vælge mellem andre motorer. Sammen med en lang udstyrsliste, hvor både adaptiv fartpilot, vognbaneassistent og lygteautomatik mærkeligt nok er en del af ekstraudstyret, kan man skræddersy XF som man vil.

Jaguar XF Sportbrake har digitalt instrumenthus
Instrumenthuset er digitalt udformet, og i det hele taget meget lækkert i sit design.

Men den bliver hurtig svimlende dyr. Vores testbil havde en grundpris på 773.800 koner, men den havde derudover udstyr for 172.600 kroner. Det lander en pris på næsten 950.000 kroner. Og så skal man stadig selv holde afstanden til forankørende biler, når man kører på motorvejen.

En dejlig, men dyr vogn, der samlet set ikke kan følge med konkurrenterne.

Guide: Find din nye bil på FDM Biler.dk