Mazda 3 - køreglad japaner
Motors vurdering
Mazda 3
- Køreglæde
- Udstyr
- Førerplads
- Udsyn
- Bagsædeplads
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning119 g/km
-
Effekt120 hk
-
Moment210 Nm
-
Topfart195 km/t.
-
Acc. (0-100)8,9 sek.
-
Køreklar vægt1.280 kg
-
Maks. påhængsvægt1.300 kg
-
Bagagerum364 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12
-
MålL:446 cm B:180 cm H:145 cm
Motors tal
- Målt forbrug 17 km/l
- Beregnet økonomi 3,25 kr./km
Efter bruddet med Ford er japanske Mazda inde i en periode, hvor mærket skal skabe sin egen identitet. Det så vi sidste år med den meget flotte Mazda 6, og den linje fortsættes nu med denne mindre Mazda 3, der er placeret i det, vi kalder Golf-klassen.
Førerpladsen er indrettet med henblik på en god og sikker betjening af bilen.
Udvendigt er der arbejdet med designet, som er langt mere dynamisk og forfriskende end den mere neutrale stil, der præger den tyske klasseleder. Og under motorhjelmen finder vi en motorfamilie, der går stik mod trenden med små turboladede maskiner med få cylindre og i stedet byder på store motorer med højt kompressionstryk. Det er der i den grad kommet en vellykket bil ud af, og alt i alt fremstår Mazda mere selvsikker og mere overbevisende end nogensinde før.
Mazda 3 er tilmed i en danskervenlig prisklasse, for billigste udgave er med sine godt 200.000 kr. inden for mange familiers rækkevidde, og vi skal ikke meget længere op i pris, før man får udstyr, man ikke er vant til i denne prisklasse. Den fås som femdørs hatchback og som firedørs sedan. Vi tester her femdørsudgaven.
Køreglæden er i fokus
Man skal ikke køre mange km i Mazda 3, før man mærker, at den byder på meget fornemme køreegenskaber. I sving og kurver er bilen i overraskende god balance, og den store toliters benzinmotor uden turbolader leverer en solid mængde kræfter på en overbevisende facon. Gearskiftet er kort og præcist, og pludselig mærker man, at man kører rundt med et stort smil på læben. Mazda 3 er uden tvivl en af de sjoveste biler at køre, vi har testet i lang tid.
Et enkelt minus er, at hjul-støjen på vanlig Mazda-vis ikke er helt elimineret, men den er til at leve med, og på mange underlag hører man den slet ikke. Affjedringen er afstemt til den hårde side, og ved ujævn vej opfører undervognen sig derfor lidt uroligt. Men i de fleste tilfælde kører bilen overraskende godt – ikke mindst er retningsstabiliteten rigtig god takket være en velafstemt servostyring.
Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i mellemklassen (2018)
Førerpladsen er indrettet med henblik på en god og sikker betjening af bilen. Det store speedometer sidder lige i synsfeltet, og fra læderrattet kan man styre både fartpilot, radio, tripcomputer og telefon. En stor skærm på toppen af midterkonsollen giver informationer om bilens indstillinger, og for bare 6.000 kr. ekstra kan man opgradere den med et velfungerende navigationsanlæg. Alle menuer er på dansk, og de er lette at finde rundt i via den store drejeknap mellem forsæderne. Det er rigtig flot lavet, og bilen byder samlet set på en køreglæde, der matcher det, vi ellers finder i langt dyrere biler.
Der er dog en lille undtagelse: Navigationsanlægget er lavet til også at kunne blive betjent via stemmekommandoer. Men dansk har det svært ved.
Ikke nogen stor bil
Mazda 3 er vokset i forhold til tidligere. Den er blevet både længere og bredere, ligesom akselafstanden er øget betydeligt. Alligevel opleves bilen ikke helt så stor som f.eks. en VW Golf. Men på forsæderne sidder man fortrinligt, og det er ikke her, man savner plads.
Det kan man derimod ved bagsædet. Her er loftshøjden kneben, og knæpladsen lille. Det går at sidde fire voksne i bilen, men hvis der skal monteres autostole, eller hvis der sidder meget langbenede folk på forsæderne, får man problemer.
Bagagerummet er derimod pænt stort med sine 364 liter, og man kan på enkel vis folde bagsædets ryglæn fremover i to dele. Selve sædehynden er fast, så det er bare at vippe ryglænet ned, og så kan man glæde sig over, at gulvet bliver helt plant.
Fra bagsædet er udsynet ikke specielt godt, da den nederste rudekant langsomt stiger bagtil. Det gør det ikke nemt for børn at følge med i trafikken, og den høje kant gør det heller ikke let at se skråt bagud fra førersædet, når man f.eks. skal dreje til højre og holde øje med bagfrakommende cyklister. Et par gode parkeringssensorer hjælper dog med, når man skal bakke ind i en P-bås eller lignende.
Fremragende sikkerhed
Euro NCAP har crashtestet bilen og har tildelt Mazda 3 de maksimale fem stjerner, og der er ikke mange minusser at finde i testprotokollen. Ud over de fastlagte NCAP-test har Mazda også arbejdet med at øge sikkerheden ved f.eks. bagendekollisioner, og samlet set er den passive sikkerhed i bilen på et meget højt niveau.
Hvad angår den aktive sikkerhed, der skal forhindre, at ulykker overhovedet sker, har Mazda også fra starten lagt en høj overligger. På nær den allerbilligste udgave, Core, som man skal se bort fra, er alle andre udgaver udstyret med en automatisk nødbremse, som aktivt bremser bilen ned, hvis man ikke har set, at bilen foran bremser. Den er indstillet til at sikre, at man helt undgår sammenstød ved hastigheder op til 30 km/t. på tør vej, og i alle andre tilfælde sænker den hastigheden, så også skaderne mindskes. Det er godt og bliver fra 2015 et krav til nye biler, hvis de vil opnå de eftertragtede fem stjerner i Euro NCAP.
Af andre sikkerhedsforbedrende elementer kan vi fremhæve et system, der overvåger trafikken bag bilen og advarer, hvis der kommer biler bagfra, som overhaler på den ene eller den anden side. Også en indbygget fartbegrænser, selehuskere ved alle pladser samt muligheden for at tilkøbe xenonforlygter til en fornuftig pris (15.000 kr.) er værd at nævne.
Motorer uden turbo
Mens bilmærker som f.eks. VW, Ford, Renault, Citroën og Peugeot er gået i retning af små trecylindrede motorer med turboladere, så har Mazda valgt at gå en anden vej.
Her handler det om store motorer med et stort slagvolumen og et rekordstort kompressionsforhold på 14:1. Dermed er det blevet muligt at skabe et højt drejningsmoment uden at installere turboladeren. Selv peger Mazda på fordelen ved de færre komponenter og en bedre sammenhæng mellem fabrikstallet og det benzinforbrug, man kan opleve i hverdagen. Vi har testet både tolitersbenzinmotoren med 120 hk og dieselmotoren med 150 hk – som kører med samme kompressionsforhold som benzinmotoren, men som dog har turbolader – for at måle det realistiske brændstofforbrug. Og der er noget om snakken, for vi kørte faktisk 17,2 km/l i benzinudgaven og 20,0 km/l i dieselversionen. Det er flotte tal.
Mazda har også en 1.5-litersversion af benzinmotoren med bare 100 hk. Den har vi kort prøvet, og den virker lovende.
Automatgear fås til både 2.0 benzin og 2.2 diesel. Det er en helt ny konstruktion, som vi også kort har prøvet. Det løfter køreoplevelsen, og de standardmonterede skiftegreb bag rattet er gode, når man skal overhale, eller når det bare skal være sjovt.
Mazda uden serviceaftaler
Ser man på økonomien ved at købe og eje en Mazda 3, så er det vores vurdering, at den samlede driftsøkonomi ligger meget tæt op ad det, man kan forvente fra de største konkurrenter som f.eks. VW Golf eller Peugeot 308. Det er faktisk godt klaret af en bil, der jo ellers lige så godt kunne have været sammenlignet med en Alfa Romeo Giulietta eller en Volvo V40, og set i forhold til de to biler vil Mazda 3 helt sikkert have en bedre samlet økonomi.
Det, der er med til at gøre bilen billig i drift, er den gode brændstoføkonomi, den lave ejerafgift, en traditionelt set lav forsikringspræmie og en garanti på bilen i de tre første år.
Tilbage er blot to områder, hvor usikkerheden er større. Det ene er serviceudgifterne, der næppe vil overraske, men som desværre heller ikke kan låses fast i en service- og reparationsaftale, da Mazda ikke tilbyder en sådan.
Det andet er værditabet. Vi gætter på, at Mazda 3 vil klare sig godt på det danske marked, hvilket vil mindske værditabet. Alligevel vil Mazda 3 næppe kunne holde prisen helt så godt som en VW Golf, og det trækker i den anden retning. Samlet set lander vores beregning på en km-udgift på 3,25 kr., og det er et tal, der kun placerer sig på linje med en tilsvarende VW Golf eller en Peugeot 308. Så set ud fra et økonomisk synspunkt er der egentlig heller ikke noget, der taler imod købet af en Mazda 3.