Mercedes E-klasse forfra
Biltest

Mercedes-Benz E - firmabilernes stjerne

Mercedes-Benz E-klasse er 10. generation af fabrikkens mest populære bil nogensinde. Den fører an med masser af komfort, et flot sikkerhedsniveau og som noget nyt en skarp pris. Sammen med attraktive leasingpriser gør det den tyske firma- og familiebil mere interessant end nogensinde.
Mercedes E-klasse fra siden

Motors vurdering

Mercedes-Benz E-klasse

25,6 km/l
Diesel
655.080 kr.
  • Komfort
  • Sikkerhed
  • Motor
  • Bagsædets midterplads
  • Garantier
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    102 g/km
  • Effekt
    194 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    240 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.800 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.100 kg
  • Bagagerum
    540 liter
  • Akselafstand
    294 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 2
  • Mål
    L:492 cm B:185 cm H:147 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 25 km/l
  • Beregnet økonomi 5,72 kr./km

Sikkerhed

2016
Luk

Det hører til sjældenhederne, at Motor ofrer hele seks sider på en test af så dyr en bil som denne Mercedes. Men denne helt nye bilmodel fortjener opmærksomheden, idet den på alle måder demonstrerer, hvor langt bilindustrien er nået inden for områderne komfort, sikkerhed og miljø.

Der er tale om noget af en landvinding. At E-klassen er noget af det mest komfortable, man kan tænke sig, er nok ikke så overraskende, men at bilen tilbydes med stort set alle de sikkerhedssystemer, bilindustrien har opfundet, er vildt. Og at den så tilmed har et officielt forbrugstal på over 25 km pr. liter, er direkte opsigtsvækkende for så stor en bil.

Med andre ord er priserne nu skruet ned, samtidig med at man populært sagt får mere for pengene.

Den nye E-klasse har den interne betegnelse W213 og afløser – naturligt nok – den gamle E-klasse (W212), som mange sikkert mest kender fra bagsædet af en taxa. I forhold til den bil er den nye E-klasse vokset i både akselafstand og længde, mens bredden og højden er reduceret en smule.

Den øgede længde giver den forbedrede bagsædeplads, mens de mindre udvendige mål er med til at mindske luftmodstanden, når bilen kører, hvilket reducerer brændstofforbruget.

MB E kabine
Førerpladsen er virkelig et rart sted at opholde sig. Der er fine fralægningspladser, der har fået god plads, idet gearvælgeren er flyttet op bag rattet.

Lavere priser til private

De nye regler for frikørsel af taxaer har skruet ned for taxavognmændenes appetit på denne bilmodel, og den danske importør er derfor i gang med en storoffensiv rettet mod både det danske erhvervsliv og private kunder, så de tilsammen kan overtage det tabte marked.

Med andre ord er priserne nu skruet ned, samtidig med at man populært sagt får mere for pengene. Billigste udgave koster således 611.000 kr., og det er vel at mærke for en bil, der er udstyret på et niveau, så man ikke behøver at købe mere udstyr blot for at være rimeligt kørende.

De fleste vil nok alligevel tilkøbe en eller flere af de attraktive udstyrspakker, der er sammensat, så man opnår en pæn rabat. Der er i alt 24 sider med ekstraudstyr, så der er nok at vælge imellem, og med en eller to af udstyrspakkerne får man det mest oplagte med, men så stiger prisen også med mindst 100.000 kr. Vi vender tilbage til pakkerne.

MB E bagsæde
Der er overraskende god plads ved bagsædet, og både loftshøjden og knæpladsen passer til selv store personer. Det er lidt svært at få plads til fødderne under sædet, og ved midterpladsen generer en ret stor kardantunnel.

Helt ny dieselmotor

Indtil videre er modelprogrammet ret overskueligt, og man kan vælge mellem en firecylindret toliters benzinmotor eller en dieselmotor med fire eller seks cylindre. Den lille dieselmotor er ny og uden tvivl den, der vil blive mest efterspurgt. Den gør da også sit arbejde på flot vis og leverer både masser af kræfter ved lave omdrejninger og et meget flot forbrugstal.

Fabrikken stiller 25,6 km/l i udsigt, og vi opnåede hele 25 km/l under vores standardiserede forbrugsmåling. En af årsagerne til det lave forbrug er motorens konstruktion, hvor blokken er helt i aluminium, og stemplerne er i stål med lavfriktionsbelægning. En anden årsag ligger i selve bilens design, hvor en lav luftmodstandskoefficient på helt ned til 0,23 sammen med det mindre frontareal bidrager til en lav luftmodstand.

Læs også: Motors test af Jaguar XF

Motoren arbejder sammen med et nitrins automatgear. Det skifter silkeblødt, og vil man blande sig i skiftetidspunkterne, kan det ske gennem skiftegreb bag rattet. Der er i teorien mulighed for at købe bilen med et manuelt gear, men glem det.

Motorstøjen er stærkt begrænset, men man kommer ikke uden om, at det er en dieselmotor, når man hører den i særlig kold stand. Men på vejen er den rolig, og det er uden tvivl den, man skal vælge. Vi har også prøvet benzinudgaven, og den er bestemt ikke dårlig. Alligevel vil vi ikke anbefale den, da priserne stort set er ens, og benzinudgaven kører væsentlig kortere på literen.

MB E bagagerum
Der er som udgangspunkt plads til 540 liter i det store bagagerum, og standardudstyret omfatter delt nedfældeligt bagsæderyglæn. Der er et stort rum under gulvet.

Kæmpe skærm styrer alt

Førerpladsen er i alle udgaverne skruet flot sammen med en overbevisende finish og et pænt udvalg af materialer, der klæder hinanden. Som udgangspunkt er instrumenthuset forsynet med viserinstrumenter, men man kan tilkøbe en digital instrumentering. Så får man to 12,3-tommersskærme, der er bygget sammen til en lang enhed, der gør det ud for instrumenthus og navigationsanlæg m.m.

Med den digitale instrumentering kan layout og indhold personaliseres, så instrumenterne får det udseende, man synes bedst om. Alle menuer er på dansk, og det er efter kort tid let at finde rundt i de mange indstillinger, selvom de fleste nok vil finde det noget kompliceret i starten. Den løsning kan man enten købe i en pakke til 70.000 kr. sammen med headupdisplay og Mercedes’ fine COMAND-system, som er et navigationsanlæg med opkobling til nettet, eller man kan købe skærmen i løs vægt for 20.000 kr.

Skærmen er sammenbygget med Apple CarPlay og An­droid Auto, så man kan tilslutte sin smartphone og styre den fra bilens skærm. Er det en iPhone, kan man talestyre det hele på dansk via telefonens Siri-service, ellers er det ikke muligt at styre bilens funktioner med danske stemmekommandoer.

Man sidder rigtig godt bag rattet, og bilen er let at betjene. Den smarte automatgearvælger, der sidder som en stilk til højre for rattet, er rigtig fin og gør det let at manøvrere bilen.

MB E lygter
LED-forlygter er standard. De er dog af den stationære type. Vil man have disse aktive LED-forlygter er merprisen 25.000 kr.

Næsten selvkørende

Som udgangspunkt er bilen udstyret med en række passive sikkerhedsfunktioner, der træder til, hvis man blandes ind i et uheld. Dermed er grundbeskyttelsen fin, men man kan tilkøbe en lang række funktioner, der aktivt kan modvirke, at en kollision overhovedet sker.

Det meste er samlet i en „Førerassistentpakke Plus”, der indeholder en række sikkerheds- og assistancesystemer, som hjælper føreren med semiautomatisk kørsel og automatisk opbremsning på alle vejtyper op til 210 km/t. Som fører får man en hjælpende hånd med at styre bilen efter vejbanens forløb, men man kan ikke slippe rattet helt.

En fartpilot sørger for at fastholde en sikkerhedsafstand til forankørende biler, og i praksis kan man derfor køre med bilen i lang tid uden at betjene bremse og speeder og uden at dreje aktivt på rattet. Det er ret grænseoverskridende i starten, men efter et stykke tid accepterer man, at den selv klarer en stor del af arbejdet. Særligt på motorvej og ved køkørsel er det en stor hjælp, og det er utvivlsomt den type af udstyr, man ikke vil undvære, når man først har lært det ordentligt at kende.

Der er naturligvis også indbygget en automatisk nødbremse, der selv kan bremse for andre biler, cyklister og fodgængere ved både lave og høje hastigheder. Sådan skal det være!

Af de mere avancerede sikkerhedssystemer findes mulighed for at lade bilen skifte vejbane, blot man blinker (hvis der er fri bane); advarsler for biler, der kommer på tværs ved parkeringsmanøvrer; og en avanceret overvågning, der kan bremse for biler, der kommer på tværs.

MB E baglygte
I navnet E 220d henviser ’d’ til dieselmotoren, mens 220 fortæller om motorens plads i hierarkiet. Det er en nyudviklet toliters dieselmotor.

Pas på med de store hjul!

Vores køreoplevelse med bilen er helt klart ovre i den meget komfortable og positive ende af skalaen. Denne dieseludgave var forsynet med 17-tommershjul, som man får, hvis man ikke bestiller større hjul. De gør det meget flot og har en fin balance mellem den sportslige stil, man til tider kan vælge, og den mere komfortable stil, man nok oftere sætter pris på. Styretøjet er meget flot afstemt og giver en fin føling med hjulenes placering på vejen.

Som udgangspunkt kan undervognen ikke justeres, men vælger man Avantgarde Eksteriør-pakken, får man bl.a. en justerbar undervogn. Her kan man indstille dæmpningen efter ønske mellem Komfort og Sport, og den mulighed havde vores testbil. Det koster 12.900 kr. ekstra og inkluderer desuden den finesse, at stjernen i fronten er flyttet ned fra at sidde på motorhjelmen som et sigtekorn til i stedet at sidde som en stor stjerne på køleren.

Vi kørte også E 200 med en AMG Line Eksteriør-pakke til 65.000 kr. Den indeholder bl.a. 19-tommersfælge med meget brede dæk, og de gav desværre en noget nervøs styring, hvor blot de mindste styreudslag resulterede i mærkbare kursændringer. Dem vil vi ikke anbefale, selvom de ser rigtig godt ud på bilen.

MB E knapper
Begge forsæder er elektrisk justerbare, hvilket foregår via knapperne med symboler, der er placeret på indersiden af dørene.

Købe eller lease?

Er man firmabilsbruger og klar til at stige over i den nye E-klasse, handler det meste jo om, hvor meget man kan få lov at bruge, og hvilken beskatningspris man lander på. Mercedes stiller her op med gunstige beskatningspriser og fine leasing­ydelser.

Det samme gælder, hvis man er privat og ønsker at lease bilen. Mercedes har et standardprogram, hvor man kan lease over en periode på tre år og 60.000 km. Den første ydelse er for denne bil på 50.000 kr., og så er den månedlige ydelse tæt på 7.000 kr. Sammenholder man det med vores standardiserede bilbudget, vil man opdage, at prisen for at lease nok lander på et niveau lidt over det, det koster at købe bilen. Men med til det billede hører, at det altid vil være forbundet med en vis usikkerhed at købe, når man tænker på gensalgsprisen.

Så har man kun en kort ejerperiode i tankerne, vil det alligevel være vores anbefaling, at man leaser. Er der derimod tale om en „bil for livet”, så skal den udstyres, præcis som man vil have den, og så bør man købe den på gammeldags vis.

Gør man det, må man lige forholde sig til den noget spinkle garanti, fabrikken yder. To år er klart utilfredsstillende. Man kan dog tilkøbe en service- og reparationsaftale, og så forlænges i hvert fald rustgarantien, så længe aftalen løber.

Alt i alt er det dog svært at komme uden om, at den nye Mercedes E-klasse i øjeblikket er et af de bedste bud i den store familie- og firmabilsklasse, som netop nu helt styres af de tyske ærkerivaler Mercedes, Audi og BMW – og snart også den nye Volvo S90.