MG 5 – Rummelig familie-elbil kører godt
Motors vurdering
MG 5
- Plads
- Udstyr
- Komfort
- Skærmbetjening
- Ladetid (DC)
- Ikke lastnet
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (netto): 61 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt156 hk
-
Moment280 Nm
-
Topfart185 km/t.
-
Acc. (0-100)8,3 sek.
-
Køreklar vægt1.637 kg
-
Maks. påhængsvægt500 kg
-
Bagagerum479 liter
-
Akselafstand266 cm
-
Officiel rækkevidde380 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 3 / 7Bil- og rustgaranti: Maks. 150.000 km. Lak: Maks. 72.000 km. Batteri: 7 år
-
MålL:460 cm B:182 cm H:154 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,20 kr./km
- Målt rækkevidde 295 km
Den kører knageme godt. Det er konklusionen, efter vi har set den nye stationcar fra MG efter i sømmene. Særligt er bilens affjedring yderst komfortabel, og som altid i elbiler glædes man over et lavt støjniveau.
Men det, der nok er mest interessant, er pladsforholdene i bilen. For den kinesiske familiebil er bygget som en traditionel stationcar, og det er ikke noget, vi er vant til at se, når det handler om elbiler.
Men her er den klassiske bilform krydset med elbilens moderne teknik, og det endda på en måde, hvor man nærmest har fået mere plads ud af det end i en traditionel stationcar. For foran bagsædet er gulvet helt plant.
Og selvom batterierne fylder op under bagsædet og under gulvet i bagagerummet, er der blevet plads til ladekabler og lignende under gulvet, så det hele er ryddet af vejen til daglig. Det efterlader masser af plads, og MG 5 er derfor en yderst rummelig stationcar.
Hvad koster MG 5?
Der er tre ting, folk altid spørger om, når vi tester elbiler: Hvad koster den, hvor langt kan den køre, og hvor hurtigt kan den lades op? Det med prisen er hurtigt klaret, for bilen kommer kun i to udgaver, hvor man ikke kan tilkøbe udstyr. Man må bare tage dem, som de er.
Billigste udgave koster 290.000 kr., og denne topudgave koster 10.000 kr. mere. Begge udgaver er flot udstyret med bl.a. adaptiv fartpilot, navigationsanlæg og aircondition. For de 10.000 kr. får man primært eljusterbare sæder, et bedre klimaanlæg, større fælge og et bedre bakkamera, hvilket fint retfærdiggør merprisen.
Begge udgaver har samme el-teknik, og det omfatter en elmotor på 156 hk, der trækker på forhjulene. Batteriet er på godt 61 kWh, og det giver en officiel rækkevidde på 380 km.
Det kan heldigvis lades op ret enkelt, idet MG nu har trefaset 11 kW-lader, så man kan lade den hjemme på fem-seks timer. På farten kan man ifølge fabrikken lynlade med op til 87 kW, og så tager det omkring 40 minutter at lade fra fem til 80 procent.
Hvor lang rækkevidde har MG 5?
Vi tog MG 5 ud på motorvejene for at teste, om fabriksoplysningerne holder. Første opgave var at måle rækkevidden efter Motors standard, hvor vi kører så tæt på 110 km/t., som det nu er muligt på en dansk motorvej.
Så nåede vi ved 17 grader 295 km, hvilket svarer til 305 km ved 20 grader og 250 km ved 0 grader ifølge vores omregningsmodel. Det er en helt normal afvigelse, og det er godkendt.
Næste opgave var måling af ladehastigheden. Her havde vi aktiveret forvarmning af batteriet på skærmen. Vi ladede over en halv time, og her fik vi tilført 35,5 kWh, hvilket svarer til en gennemsnitlig ladeeffekt på 71 kW i de 30 minutter.
Den maksimale ladeeffekt var 75 kW, og det kunne den holde i lang tid, men det var altså ikke på niveau med det, fabrikken stiller i udsigt. På en halv time fik vi strøm nok på til yderligere 190 km på motorvejen.
Skærmen driller ofte
Bag rattet har man en oplevelse af en komfortabel og letkørt bil. Gearvælgeren mellem forsæderne er let og intuitiv at betjene, og selve førerpladsen er godt indrettet, og man sidder godt i forsæderne, der har fine hovedstøtter.
Foran rattet er der en stor skærm, der viser hastighed og oplysninger om kørslen, og den er egentlig o.k. Men det irriterer, at det aktuelle energiforbrug vises i procent med samme skrifttype som hastigheden. Det kan godt forvirre i skyndingen.
I midten er der en skærm på 10.25-tommer med danske menuer og med mulighed for at koble telefonen op med kabel til Apple CarPlay eller Android Auto. Det fungerer fint, men det gør det derimod ikke, når man skal tænde eller slukke for sædevarmen, der kræver, at man går langt ind i menuerne. Det samme gør sig gældende, hvis man vil slå MG Piloten til og fra. Det kan helt klart gøres bedre.
Heldigvis fungerer netop MG Piloten godt, og den fastholder fint bilen i vognbanen og holder trygt afstanden til forankørende biler. Den betjenes fra en stilk bag rattet, og den skal man derimod lige vænne sig til. Men samlet er køreoplevelsen på et fint niveau.
Overvej at privatlease MG 5
Bagsædet er forsynet med isofix-beslag ved de to yderpladser, og der er et fint midterarmlæn med kopholdere. Derudover er der friskluftdyser mellem forsæderne. Der er meget fin plads til tre personer takket være det flade gulv og den store bredde af sædet. Så der er gode forhold på turen.
Ved bagagerummet er der i alt 479 liter at gøre godt med, og det er nok for til at rumme selv en tvillingebarnevogn, viste vores afprøvning. Er der behov for mere, kan man montere et anhængertræk.
Bilen må højst trække 500 kg, men det er nok til en lille trailer eller blot et stort cykelstativ til cykler eller barnevogn, og på den måde kan man få alt det nødvendige udstyr med på turen.
MG 5 sælges med en flot garanti på syv år eller 150.000 km, men vil man ikke købe den, har den danske MG-importør også et attraktivt program for privatleasing af bilen. Det kan fjerne den usikkerhed om gensalgsprisen, som et køb kan medføre.
Har du brug for hjælp med at vælge elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.