Nissan Juke – mindre spræl i Qashqais lillebror
Biltest
18. marts 2020


Anden generation af Nissan Juke er mere konservativ med designet. Og tak for det vil mange købere sige. Men er den andet end Qashqais lillebror?
Nissan Juke
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Læder i kabinen / Flot design udvendigt / Tre års garanti
Ulemper
Skærmmenu / Tilkobling i aut.gear / Adaptiv fartpilot ikke std.
Pris
278.990 kr.
Maks. effekt
117 hk
Alcantaraen på de formstøbte sæder, instrumentbordet og dørsiderne giver Juke N-Design selvtillid og luksusfornemmelse. Og den har brug for det, hvis den skal træde ud af storebror Qashqais skygge.
Forgængeren var nemlig lidt af en outsider designmæssigt. Derfor er Nissan gået mere forsigtigt til værks med Juke-modellen denne gang.
Udvendigt er designet mere mainstream og spiseligt for en større kundegruppe, og det er vigtigt, hvis Nissan ikke kun skal leve af én model, den populære Qashqai.

Trykskærmen er placeret højt i kabinen, og gearvælgeren ligger lige ved hånden. Vi kunne godt tænke os lidt mere fralægningsplads omkring gearvælgeren, men to gode kopholdere trækker op i den praktiske vurdering.
Bedre plads i Nissan Juke
Juke var en af de første modeller i mini-SUV-klassen. Men ligesom klassen siden er vokset, er pladsforholdene i anden generation blevet bedre.
Der er kommet mere benplads ved bagsædet, så der nu reelt er plads til fire store voksne mænd i bilen. Men bagsædet er placeret lavt i karrosseriet, så man sidder vel rigeligt på bagpartiet, og vi savner også en friskluftdyse på anden række.
Læs også: Motors test af Renault Captur - charmerende familieflytter
Bagagerummet er også vokset – til 422 liter – og det er noget mere end de 251 liter, som forgængeren kunne præstere. Dermed er Juke blevet et reelt tilbud til børnefamilierne, hvor den tidligere mere var en egoistbil.

Skærmen har relativ høj opløsning, og med f.eks. Apple CarPlay er den nem at betjene. Men selve standardmenuen – som ses her – er noget rodet at betjene.
Automatgear med brist
1.0-liters motoren trækker overraskende godt, markant bedre end vi tidligere har prøvet i Nissan Micra, der som den første fik motoren sidste år. Automatgearet er af dobbeltkoblingstypen.
Ligesom vi har oplevet på andre Nissan- og Renault-modeller med denne gearkasse, så er oplevelsen af den glidende kørsel ikke helt i top. For tilkoblingen både i første gear og bakgear sker meget pludseligt. Ærgerligt.
Læs også: Motors test af VW T-Cross - SUV til pendlere
Er du blevet tændt på Juke, så bør du overveje, om ikke Tekna-versionen er det rette valg.
Hvor N-Design primært handler om sort tag og flere luksusmaterialer i kabinen, så leverer Tekna-versionen ProPilot med adaptiv fartpilot, de vellydende Bose-højttalere samt en sikkerhedspakke med bl.a. blindvinkelalarm og advarsel for tværgående trafik bag bilen. Udstyr som koster over 30.000 kr. i tilkøb, og som gør modellen mere nutidig.

Med 422 liters bagagerum er der markant mere plads end i forgængeren. Bagagerumsgulvet kan placeres i to højder. Når gulvet er oppe, har du en plan lasteflade, når bagsæderne bliver lagt ned.
Nissan Juke og konkurrenterne
Hvor forgængeren var en nichebil, som kunderne elskede eller hadede, er anden generation af Juke blevet mere mainstream. Den er svaret for dem, som overvejer en Qashqai, men som gerne vil spare 65.000 kr. for en mindre model med en mindre motor.
Men Jukes største udfordring er, at konkurrencen er benhård. Indenfor de sidste par måneder er Skoda Kamiq, Renault Captur og Peugeot 2008 kommet på markedet.
Læs også: Motors test af Mazda CX-30 - veludstyret designer-SUV
Her står Juke i Tekna-versionen med sit højere sikkerhedsniveau stærkere end denne testede designer-udgave. Kombineret med en lidt høj pris pr. kørt kilometer i forhold til konkurrenterne koster det en stjerne i Motors vurdering.




N-Design-versionen har altid tofarvet karrosseri, i dette tilfælde med sort tag, men det kan også være rødt tag på et mørkegråt eller sort karrosseri.