Nissan Leaf forfra
Biltest

Nissan Leaf - årets elbil

Nissan Leaf er årets bil i Europa 2011 og er den første elbil, der er tæt på at være et alternativ til almindelige biler. Men den generes af en høj pris og en kort rækkevidde.
Nissa Leaf bagfra

Motors vurdering

Nissan Leaf

203 Wh/km
El
294.360 kr.
  • Motor og transmission
  • Støjniveau
  • Udstyr
  • Pris
  • Rækkevidde
  • Ladebesvær
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    109 hk
  • Moment
    280 Nm
  • Topfart
    145 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.525 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    330 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Officiel rækkevidde
    175 km
  • Mål
    L:445 cm B:177 cm H:155 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,00 kr./km
  • Målt rækkevidde 117 km

Sikkerhed

2011
Luk

Fra primitive selvbyggerbiler over ombyggede fabriksbiler er vi med Nissan Leaf nået til de „ægte” elbiler. Biler, der fra start har været udviklet som elbil.

Motor kørte allerede i Nissan Leaf for et års tid siden (Motor nr. 10/2010), og vi har tidligere omtalt modellen i detaljer. Jordskælvet i Japan har siden forsinket den danske introduktion, men nu er den her, og bestiller man en bil nu, kan den leveres lige efter nytår.

Læs også: Motors test af Nissan Leaf fra 2018

Nissan Leaf er en fempersonersbil i Golf-klassen med et rimeligt bagagerum og dermed en god brugsværdi. Den koster lige under 300.000 kr., og det er ikke billigt, men på niveau med mange andre biler i samme størrelse. Man skal dog huske, at prisen er helt fri for danske afgifter – ellers ville prisen have været tæt på 600.000 kr. og dermed helt ude af markedet.

Afgiftsfritagelsen gælder i øvrigt også ejerafgiften, og begge dele kan derfor sættes til et rundt nul – i hvert fald indtil 2015, hvortil den nuværende fritagelse gælder. Nissan arbejder med at introducere en leasingpris på bilen, men den er endnu ikke klar. Det er garantien derimod, og den er fin: tre år eller 100.000 km på hele bilen og hele fem år eller 100.000 km på batteri, lader, inverter og elmotor.

Nissan Leaf kabine
Navigations- og klimaanlæg, fartpilot m.m. er standard. Det store display bag rattet giver nyttige informationer om bl.a. rækkevidden og det aktuelle elforbrug. De runde prikker øverst viser, om der bruges strøm fra batteriet.

Meget komfortabel kørsel

Elmotoren får sin strøm fra det store indbyggede litiumbatteri på 24 kWh. Motoren yder 109 hk, hvilket svarer til en normal 1.6-liters-benzinmotor, men momentet er bomstærkt. Det er på 280 Nm – mere end det, man får fra en moderne dieselmotor på 1.6 liter.

Der er altså masser af kræfter, og som i alle andre elbiler er der automatgear, hvilket gør Leaf lige så let at køre som en radiobil i Tivoli. Affjedringen er til den meget komfortable side, og da der stort set ikke er motorstøj under acceleration, er Leaf en meget støjsvag bil.

Læs også: Alle Motors test af elbiler 2018

Ser man på de nøgne fakta, er accelerationen fra 0 til 100 km/t klaret på 11,9 sekunder, og topfarten er 145 km/t. Men accelerationen fra 0 til 60 km/t føles særdeles hurtig, og det er den, man oftest oplever. På den måde er Leaf en bil, der alene ud fra køreoplevelsen vil få mange fans. Det er sjovt at køre elbil!

Ifølge fabrikken kan Leaf køre op til 175 km på en opladning. Det er dog helt uopnåeligt i praksis, og vi kunne i det lune efterårsvejr kun køre knap 120 km på en opladning. Det er for mange mennesker i underkanten af det, der skal til, for at bilen kan bruges i hverdagen.

Nissan Leaf bagsæde
Nissan Leaf har plads til fem personer, og ved bagsædet er der god plads til voksne. De to yderste pladser er for-synet med isofixbeslag til autostole.

Lang ladetid

Rækkevidden er ikke mindst problematisk, fordi en opladning fra en almindelig stikkontakt tager 11 timer. Har man adgang til et kraftudtag med 240 volt og 16 ampere, kan ladetiden reduceres til syv timer, og bor man i nærheden af Borgergade i København, kan man benytte Danmarks eneste hurtiglader, hvor det kun tager en time at fylde strøm på batteriet.

I alle tilfælde skal man kæmpe med at få ledningerne frem, finde en P-plads tæt nok på udtaget til, at ledningen kan nå, og så få koblet det hele til.

Rækkevidden påvirkes i øvrigt kraftigt af, om man benytter varme- og klimaanlægget i bilen. Man mister let 20 procent af rækkevidden, hvis man benytter aircondition, mens brug af varmeanlægget kan tappe endnu mere strøm. Af samme årsag har Nissan indbygget en varmer, der kan forvarme bilens kabine, mens bilen er koblet til en ladestander. Den kan styres af enten en timer eller direkte fra en iPhone.

Ser man på økonomien bag Nissan Leaf, så opdager man, at det slet ikke er så billigt at køre elbil, som man skulle tro. Vi har målt det gennemsnitlige energiforbrug til 200 watt pr. km – eller sagt på en anden måde: Man kan køre fem km på en kilowatt-time. En kilowatt-time koster mindst to kr., og derved lander km-prisen på 40 øre. Det er lidt billigere end en god dieselbil, der koster 50 øre pr. km, mens en god benzinbil kan holdes kørende for 60 øre pr. km i rene brændstofudgifter.

Nissan Leaf bagagerum
Bagagerummet er faktisk ret stort for en elbil. Den lille væg bag bagsædet rummer den indbyggede lader til batterierne. Bagagerummet rummer 330 liter.

Ingen stor miljøgevinst

Måske kan man hente lidt ind på lidt lavere serviceudgifter, men det er der endnu ikke konkrete tal for. Vi har lavet en beregning, der med en lidt lavere serviceudgift alligevel viser, at det samlet koster 4,00 kr. at køre en km i en Leaf.

Til sammenligning kostede de dieseldrevne stationcars (Astra, Focus, Golf og 308) i gruppetesten fra sidste nummer 3,60-4,00 kr. pr. km under samme forudsætninger. Og de koster det samme i indkøb – inklusive afgifter til statskassen.

På miljøsiden er der heller ikke de helt store gevinster. Med et forbrug på 200 watt pr. km udleder man 90 gram CO2 pr. km, hvis man benytter dansk gennemsnitsstrøm. Det er ca. 35 procent mindre end det, der slippes ud fra tilsvarende biler på benzin og diesel ifølge de faktiske forbrugstal. Klart en forbedring, men heller ikke her er der tale om den store forskel, som mange går og tror.