Nissan Note forfra
Biltest

Nissan Note - en stor lille bil

Nissan Note opleves indvendigt som en stor bil, der let kan gøre det ud for hele familiens multibil.
Nissan Note bagfra

Motors vurdering

Nissan Note

27,8 km/l
Diesel
201.770 kr.
  • Plads
  • Udsyn
  • Bluetooth standard
  • Kvalitets- fornemmelse
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    92 g/km
  • Effekt
    90 hk
  • Topfart
    179 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,9 sek.
  • Bagagerum
    300 liter

Motors tal

  • Målt forbrug 18 km/l
  • Beregnet økonomi 2,80 kr./km

Sikkerhed

2013
Luk

Nissans lille multibil er svær at sætte i bås. Sådan er det med et gadekryds. På nogle punkter er den helt genial, på andre savner man, at konceptet var tænkt helt igennem. De såkaldte cross­over-modeller, hvor man blander flere biltyper, er ellers in for tiden, og Nissan Note giver nogle bud på hvorfor.

Udvendigt ligner den f.eks. mange af de andre minibiler, men når du træder indenfor, har du lige så god plads som i en mellemklassebil. Det er især på bagsædet, at du mærker den store forskel. Her er der nemlig virkelig god benplads, samtidig med at voksne op mod 1,90 cm kan finde sig til rette i højden.

Nissan Note kabine
Tekna-udstyrsvarianten er proppet med udstyr, bl.a. klimaanlæg og navigation. Men kvalitetsfornemmelsen er ikke imponerende.

Læsset med udstyr

Topmodellen Note Tekna er ydermere en blanding af en minibil og en praktisk MPV, hvilket kan ses på bagsædet. Det kan forskydes i længden, så du efter behov kan slække lidt på den nærmest ekstravagante benplads og få et større bagagerum. Desværre har de andre udstyrsniveauer blot et fast bagsæde.

Bagagerummet er på næsten 300 liter, hvilket ikke er imponerende. Skal du på ferietur eller have oppakning med, kan du forskyde bagsædet og udvide det med op til 80 liter. Der er også en flytbar bund, så du kan få en næsten plan lasteflade, når du lægger bagsædets ryglæn ned. Men til hverdag vil man vælge at have den i bund for at få fuld nytte af bagagerummet, der ellers vil være klejnt.

Adgangsforholdene i bilen er gode, især fordi dørene kan åbnes, så de næsten står vinkelret på bilen. Men det er ærgerligt, at sæderne ikke er placeret højere oppe. Det ville gøre indstigningen lettere og samtidig give et bedre udsyn i trafikken.

Læs også: Motors gruppetest af 10 mini-SUV'er

Generelt er udstyrsniveauet højt på Note, hvis vi ser bort fra basismodellen. Der er grundlæggende tre udstyrsniveauer, Visia, Acenta og Tekna. Dertil kommer en basismodel baseret på Visia uden aircondition, men den er uinteressant, da vinduerne er for store til at købe denne størrelse bil uden køling. Forhandlerne kører p.t. med tilbud, hvor man kan få mere udstyr med i prisen.

Vi har prøvet både Acenta- og Tekna-udstyrsvarianterne, og begge er attraktive. Acenta vil med klimaanlæg, elruder på alle døre, regnsensor, blue­tooth-mobilforbindelse og varme i forsæderne have rigeligt udstyr for de fleste.

Topmodellen byder yderligere på navigationssystem, nøglefri betjening, forskydeligt bagsæde og delvist læder i kabinen. Dertil kommer et avanceret sikkerhedssystem delvist baseret på kameraer. Men ikke alle funktioner imponerer, og tilbage står, at fleksibiliteten og navigationsdelen er det, som trækker mest. Med en merpris på kun 8.000 kr. peger vi på Tekna som bedste køb.

Trods testbilens høje udstyrsniveau bemærker man hurtigt den kedelige plast, der er brugt i kabinen. Det er lidt af en øvoplevelse. Der er naturligvis grænser for, hvad man kan forvente til 140.000 kr., men når prisen lige runder 200.000 kr. som i testbilen, harmonerer kvalitetsindtrykket ikke længere med prisen. Der er til gengæld mange fralægningspladser i kabinen. Eksempelvis har den to handskerum og to kopholdere.

Nissan Note bagsæde
Loftshøjden kniber for passagerer på over 190 cm, men ellers er der meget god plads på bagsædet.

Haltende sikkerhed

Et stort minus ved bilen er sikkerheden. For i en tid, hvor stort set alle biler har fået fem stjerner i Euro NCAPs sikkerhedstest, fik Nissan Note kun fire stjerner. Ud over en dårlig karakter i fodgængertesten var resultatet for frontalkollisionen heller ikke imponerende, og det trækker ned i den samlede bedømmelse.

Tekna-modellen har flere avancerede sikkerhedssystemer. Det ene advarer om biler i blinde vinkler, et andet advarer om bagfrakommende biler ved vognbaneskift, og et tredje advarer, hvis der er nogle, som går tæt på bilen, når du bakker. Det fungerer fint.

Note har desuden et hjælpesystem med kameraer hele vejen rundt, der viser bilen set fra oven, når man parkerer. Idéen er god, og vi har set det i god kvalitet i andre biler, men i Note er billedkvaliteten virkelig ringe – naturligvis især når kameraerne bliver beskidte. Men selv i ren tilstand er det svært at tyde, hvad der egentlig sker rundt om bilen. Det eneste kamera, du reelt kan bruge, er bakkameraet.

Nissan Note bagagerum
Bagagerumsgulvet kan hæves, så gulvet bliver plant med ryglænets bagside, når det er lagt ned.

Trykladning – ja tak!

Der findes tre motorer, to benzindrevne og en dieselmotor. De er alle fine, men basisbenzinmotoren virker ikke helt stærk nok. Du kommer frem, men man savner lidt ekstra trækkraft, især når bilen fyldes op med passagerer.

Benzinmotoren fås også i en udgave med kompressor, dog kun med Acenta- og Tekna-udstyr. Den kører længere på literen, men er hele 25.000 kr. dyrere, eller blot 5.000 kr. billigere end dieselmotoren. Så hvis dit kørselsbehov er over 60 km til hverdag og dermed egner sig til en dieselmotor, vil vi anbefale, at du vælger dieselvarianten. Bemærk, at vi under testen blot kørte 18 km/l, men det skyldes, at vi kørte relativt meget på motorvej.

Dieselmotoren har 90 hk og gør ikke Note til en raket, men det gode bundtræk passer godt til bilen, og på trods af at Note kun har fem gear, bliver støjniveauet ikke generende.

Generelt er køreoplevelsen ikke særlig interessant. Nissan Note opfører sig nemlig meget gennemsnitligt, både hvad angår affjedringskomforten og styretøjet. Der er intet at udsætte på bilen, men heller ikke noget at fremhæve. Et lille plus skal dog lyde for en relativt lille vendediameter.

Nissan Note skærm