En hvid VW T-Cross mini-SUV kører på en landevej, der svinger. Græs i for- og baggrunden.
Biltest

VW T-Cross – Klassisk SUV med fleksibel indretning

VW bliver sjældent rost for opfindsomhed, men på bagsædet i T-Cross finder du en lille overraskelse. Men bilens reelle styrker ligger i dens klassiske VW-dna.
En hvid VW T-Cross set bagfra, mens den kører på en landevej med græs i baggrunden.

Motors vurdering

VW T-Cross

15,9 km/l
Benzin
337.995 kr.
  • Udstyr
  • Komfort
  • Forbrug
  • Pris
  • Bagsædeforhold
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    142 g/km
  • Effekt
    110 hk
  • Moment
    200 Nm
  • Topfart
    189 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.259 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.100 kg
  • Bagagerum
    385 liter
  • Akselafstand
    255 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:411 cm B:176 cm H:157 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,05 kr./km

Sikkerhed

2019
Luk

Vi danskere er generelt glade for mindre biler, fordi de er billigere, og fordi vores afgifter straffer køb af større biler. Derfor har især minibilerne været populære herhjemme, og med på SUV-bølgen har flere topsælgende mini-SUV’er redet med, og det gælder især VW T-Cross.

Modellen kom frem i 2019 og har været en danskerfavorit i klassen siden da. Kun Peugeot 2008 er solgt i marginalt flere eksemplarer.

Modellen står over for et facelift indenfor et halvt års tid. Forandringerne ventes at blive små, men vi vil alligevel anbefale, at man venter, hvis man kan. Ikke mindst hvis man ønsker at udnytte en formentlig kommende mulighed for at bestille bilen med adaptive LED-forlygter. 

Førerpladsen i en VW T-Cross.
Et klart plus er de fysiske knapper på rattet, der er markant nemmere at betjene end de trykfølsomme af slagsen på VW’s dyrere modeller.

Rimeligt benzinforbrug

VW T-Cross fås med valg mellem to benzinmotorer på henholdsvis 1.0 og 1.5 liter. 1.0’eren findes i to udgaver med 95 eller 110 hk, mens 1.5’eren altid har 150 hk. Der er hverken hybrid- eller eludgaver af T-Cross, og det er heller ikke på vej.

Testbilen har en 1.0-liters motor med 110 hk og automatisk gearskifte. Det er varianten med det højeste forbrug på prislisten. Men selvom WTLP-målingen kun stiller 15,9 km/l i udsigt, så kørte vi faktisk to km længere på literen under vores testkørsel på en rute med et varieret kørselsmønster på både lande- og motorvej.

Stor info-skærm i en VW T-Cross.
Skærmen står over for en opdatering i forbindelse med faceliftet. Det bliver spændende at se, om VW holder fast i den let navigerbare menustruktur og muligheden for drejeknapper til styring af volumen.

Hvordan kører VW T-Cross?

T-Cross leveres med 17”-fælge, men trods den relativt store fælgstørrelse er der en god komfort i bilen. Den føles måske lidt tung i styretøjet, men det giver også en ro, når man kører ligeud.

Selve bilen er relativt kort, og dermed er den nem at komme rundt med inde i byen og at finde en p-plads til.

Vi var også på FDM Sjællandsringen, og her udsatte vi den for lidt hårdere prøvelser. Sikkerhedssystemerne fungerer eksemplarisk, og selv i pressede situationer kører T-Cross forudsigeligt. Her blev det også tydeligt, at VW T-Cross har mere fokus på at være komfortabel end at være sportslig.

Støjkomforten ikke dog helt så imponerende, her er T-Cross ret følsom over for asfaltkvaliteten. Lydniveauet er ikke direkte genererende, men man kan godt mærke, at det er en mini-SUV og ikke en stor luksusbil.

Instrumenthuset i en VW T-Cross.
Digitale instrumenter er ekstraudstyr, men det løfter kabineoplevelsen markant og giver mulighed for, at du personaliserer visningen. Der er naturligvis også et design med klassiske visere.

Gode pakker til pendlerne

Adaptiv fartpilot er standard, og samspillet med det automatiske gearskifte er eksemplarisk. Bilen holder fint afstand til bilen foran, og den sætter også farten ned i forhold til bilerne i overhalingssporet, så man ikke kommer til at overhale indenom på motorvejen.

VW T-Cross har efterhånden nogle år på bagen, og det mærkes både på godt og ondt på assistenterne. Vi starter med det onde. Der er en assistent, der sørger for, at du ikke utilsigtet forlader vognbanen. Men den kan ikke følge vognbanen, og dermed aflaste dig som chauffør.

Ønsker man den funktion, skal man tilkøbe en pakke med Travel Assist og digital instrumentering til 8.000 kr. Så kører man meget, bør man tilvælge det.

Står ønsket på endnu mere teknik, så kan det anbefales at kombinere denne pakke med en DK-teknikpakke til en samlet pris på 13.000 kr. Så får man også nøglefri betjening og automatisk op/nedblænding af det lange lys med i købet.

Bagsædet i en VW T-Cross.
Bagsædet kan længdeforskydes, men gør du det, så minimeres benpladsen på bagsædet. Her er rimelig god plads i forhold til de fleste konkurrenter, men pladsen er ikke overvældende, og det mærkes, at vi er i miniklassen af SUV’er.

Hvor stor er VW T-Cross?

Pladsforholdene i T-Cross er større, end bilens ydre giver indtryk af. Der er udmærket plads på bagsædet i forhold til konkurrenterne i klassen. Men vi savner bl.a. friskluftdyser til bagsædet, det er f.eks. standard i Hyundais nye Kona, som vi har testet VW T-Cross op mod i en duel i Motor.

Læs mere: Biltest – Hyundai Kona

T-Cross har lidt specielt et bagsæde, der kan justeres i mindre trin i bilens længderetning. Dermed kan man udvide rummet fra 385 og op til 455 liter, men det sker på bekostning af benpladsen på bagsædet. Maksimeres bagagerummet, er der så godt som ingen benplads bagtil.

I modsætning til mange små elbiler kan T-Cross trække 1.100 kg svarende til en stor trailer. Det giver bilerne en bedre brugsværdi, og denne egenskab adskiller T-Cross fra flere elektriske konkurrenter, der typisk højst må trække 500-750 kg eller slet ingen ting.

Kabinen føles lidt gammeldags i designet på trods af testbilens digitale instrumenter og en 8”-trykskærm i midten. Men VW har godt styr på ergonomien, både med udformningen af forsæderne og det trinløst justerbare ryglæn. Dermed kan man mikrojustere kørestillingen på langture. Man kan endda også højdejustere midterarmlænet, så det støtter optimalt.

Bagagerum i en VW T-Cross med en blå kuffert i.
Bagagerummet er på 385 liter og kan udvides til 455 liter, hvis du kører bagsædet helt frem. Bagagerumsbunden kan indstilles i to højder, og den kan også tages ud for optimal plads på langtur.

Skal man vælge VW T-Cross?

Modellen står over for et facelift, som kommer i foråret 2024. Her bliver det efter sigende muligt at bestille adaptive LED-forlygter, så man kan køre med fjernlys hele tiden uden at blænde andre bilister.

Der vil formentlig også komme en række opdateringer af skærme og kabineindretning. Det kan være værd at vente på den opdatering, hvis man er faldet for den lille, kantede VW og har tid til at vente.

Opdateringen hjælper dog næppe på prisen, og allerede nu virker bilen dyr. Prisen er 337.000 kr., og med vores anbefalede tilvalg ender den på 350.000 kr., og det er mange penge for en SUV i miniklassen. Ikke mindst når man samtidig ved, at VW kun giver to års garanti på modellen.

Men har man ikke mulighed for at lade en elbil op til hverdag, kan en benzinbil være en udmærket løsning. Men man skal huske, at man for tilsvarende penge inden for VW’s modelprogram kan få en ID.3, der er markant større, og som har bedre komfort.

Video: Se VW T-Cross i duel mod Hyundai Kona

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve