SPIELBERG/GRAZ Wauw. Wrangler imponerer. Den amerikanske – nærmest rudimentære – firehjulstrækker stikker ikke bare ud på supermarkedets p-plads. Den skiller sig i det hele taget ud på et bilmarked, der efterhånden er spækket med krydsninger mellem samtlige traditionelle biltyper.
Wrangler holder fast i den genpulje, som den fik fra Willys Jeep. Ikke bare den ikoniske kølergrill og forlygtedesignet, men også evnen til at kunne krydse områder, som knapt kan forceres til fod.
Opskriften er så vidt ikke ændret. Wrangler har separat chassisramme som de første biler. Det giver fordele, når terrænet bliver råt. Da det er kombineret med stive aksler, bliver hjulene presset mod underlaget, uanset, hvilken vinkel bilen befinder sig i.
Motor mener
En offroader af den gamle skole, der er blevet tæmmet, så den er udholdelig på landeveje. Kan ufatteligt meget i terrænet, så har du en skov, er den perfekt.
Der er også permanent firehjulstræk og en ottetrins automatgearkasse med reduktionsgear, hvor centerdifferentialet kan låses. I den vilde Rubicon-udgave kan du endda låse forreste og bageste differentiale for at sikre fremdrift. Du kan også koble krængningsstabilisatorerne fra via en knap i kabinen. Det giver hjulene mere frirum til at bevæge sig i terrænet.
Offroad-teknikken kan lyde uforståelig for en menig bilist, men det betyder, at Jeep Wrangler kan komme frem overalt. I hvert fald alle de steder, hvor du kan slæbe en serieproduceret bil hen. Den mere avancerede teknik i Rubicon-udgaven gør, at den får en lille anbefaling over Sahara-modellen.
Camp Jeep
Præsentationen af Wrangler var henlagt til en privat skov ved Red Bulls racerbane i Spielberg, Østrig. Her kunne vi hegle bilen gennem dybe vandhuller på en halv meters penge og klatre op ad bratte, mudrede stier med glatte sten og rødder, trille nærmest i stilstand ned af stejle skråninger og generelt overvinde den indre frygt.
Gammeldags undervognsteknik føles bare gammeldags, og det er især komforten, der kommer til kort.
Wrangler rystede ikke på gearvælgeren, selvom den kastede os rundt i terrænet.
Man skulle tro, at en præsentation for pressen var eneste gang, Wrangler blev udsat for sådan en behandling, men få dage efter vores besøg var der europæisk Jeep-træf på samme skovstier. For Jeep-ejerne bruger deres biler til det, de er gode til. Offroad er ikke bare noget, bilerne skal kunne på papiret.
Wrangler er blevet voksen
Efter at have kæmpet os ud gennem skoven, kørte vi ud på landevejen. Her viste Wrangler sig lidt vraltende. Gammeldags undervognsteknik føles bare gammeldags, og det er især komforten, der kommer til kort.
Men i forhold til den tidligere Wrangler er den nye generation markant mere komfortabel og mindre støjende. Især med den hardtop, der er standard i Danmark. Kalechemodellen er ganske støjende, grænsende til ulidelig, ved motorvejshastighed.
Læs også: Her er den nye Mercedes-Benz G-klasse
Wrangler findes i to størrelser med henholdsvis to og fire døre, og den store model med længere akselafstand har markant bedre komfort og retningsstabilitet. Det er den praktiske model på alle punkter og den eneste, som kan fås som varevogn.
Den korte topersoners model har til gengæld en meget kort venderadius, hvilket gør den nem at manøvrere både i terrænet og i byen. Men den korte akselafstand gør, at den har svært ved at finde til ro. Og med chassisrammen og de stive aksler er kørsel på landevej mere noget, den gør nødtvungent, end et sted den virker hjemmevant.
Kun fire cylindre
Selvom Wrangler på mange måder giver pokker i tidens trends, er den indhentet på et punkt: De to motorer herhjemme bliver begge firecylindrede med turbolader. Du kan vælge mellem en 2.2 dieselmotor eller en 2.0 benzinmotor.
Ved præsentationen var kun dieselvarianten under den høje motorhjelm, og den gjorde det fint i terrænet, hvor den blidt, men bestemt, trak os op ad skråningerne, henover glatte rødder og rå stenformationer. Men på landevejen var den for støjende med en rallen, som vil blive irriterende til hverdag. Derfor bør man overveje benzinvarianten, hvis man går i Wrangler-tanker.
Få overblik: Find din nye Jeep på FDM biler.dk
Er du i købstanker, er den store udfordring ved Wrangler, at der ikke rigtigt er nogen konkurrenter. Umiddelbart er den nye Mercedes-Benz G-klasse tættest på, men den koster godt det dobbelte. Den kommende Suzuki Jimny er også med separat chassisramme, men kommer end ikke til at koste en fjerdedel.
Dermed ender Wrangler med at stå ret alene, hvis man vil have en stor terrængående model. I hvert fald indtil Land Rover lancerer den næste generation af Defender. Men sådan er det at være en ener. De står ofte alene.