MONTE CARLO Peugeot Partner er død. Længe leve Rifter. Ved lanceringen af tredje generation familiecontainer skifter Peugeot navn på varen, men dyderne er de samme som hidtil: oceaner af plads, først og fremmest. Dernæst opmærksomhed – men ikke nok – på praktiske løsninger.
Rifter er vokset i forhold til Partner, særligt er bagagerummet blevet endnu større. Det bliver godt nok svært at fylde det. Officielt rummer det nu 597-641 liter, omkring 100 liter mere end før.
Er det ikke nok, kan man nu vælge en ekstra lang model!
Og så er teknikken helt ny med det meste baseret på koncernens EMP2-platform, hvad det indebærer af mere avanceret teknologi. Det gælder bl.a. det meste i moderne sikkerhedsudstyr, stor ottetommers skærm og en ny generation af dieselmotorer.
Søster til Citroën Berlingo
Rifter er nært beslægtet med Citroën Berlingo (og Opel Combo), men denne gang adskiller Peugeot’en sig en del fra sin mere kendte Citroën-søster.
Rifter er nært beslægtet med Citroën Berlingo (og Opel Combo), men denne gang adskiller Peugeot’en sig en del fra sin mere kendte Citroën-søster.
Se mere: Citroën Berlingo: fransk pladsgaranti
Motor mener
Plads nok! Det er befriende ikke at bekymre sig om pladsen til ferier, weekendturen til ødegården eller når omfangsrigt legetøj skal med. Indretningen ved førerpladsen er bedre end i Berlingo, men ikke god nok.
Udvendigt er fronten klar Peugeot-løve med et strejf af SUV-look, og hen langs siden bløder store sorte plastpaneler kasse-formen op.
I kabinen har Peugeot installeret sit eget ’i-cockpit’, der består af et instrumenthus over rattet, som derfor er gjort lille som i en sportsvogn. I modsætning til 308/3008/5008 er instrumenthuset dog ikke digitalt, men almindeligt analogt. Det fungerer godt. Køreoplevelsen trækkes lidt ned af, at rattet i de fleste franske udgaver er beklædt med plast.
Det lille rat forudsætter mere sportslig styring. Og det har Rifter. I hvert fald mere direkte end Berlingos. Også affjedring/dæmpning er mere fast end i Berlingo, og selv om sådan en familiebil skal være komfortabel, virker Rifters umiddelbart som det klart bedste kompromis.
Stor midterkonsol giver plads
Førerpladsen minder om den i 3008/5008 med den massive midterkonsol. Det giver lidt SUV-pondus og ekstra fralægsplads. Det er også her, gearstangen velvalgt er anbragt.
Men selv om der er en fantasillion fralægspladser mangler der de rigtige. Midterkonsollen byder på nogle gode muligheder, men der er ærlig talt ikke noget godt sted til det vigtigste: bilnøglen, telefonen og kaffekoppen/vandflasken. Sidstnævnte skal stå oven på instrumentbordet.Flere af rummene har en meget glat bund, så tingene rutsjer rundt.
Bagsædepladsen er god og adgangen fin gennem de to store skydedøre, der er blevet endnu større. Dørene går dog ikke florlet som på en gammel Mazda 5, og elbetjening fås ikke. Det samme gælder den enorme bagklap, men i udgaver med oplukkelig bagrude kommer man lettere til toppen af bagagebunken.
Ved bagsædet kan man vælge mellem tre enkeltsæder eller et enkeltsæde og et dobbeltsæde. Autostole kan sættes fast med i-Size-beslag på alle tre pladser. Det er noget af det, der skiller Rifter/Berlingo ud fra næste alle andre famileibiler.
Find en familiebil med masser af bagageplads på FDM biler.dk
Nye motorer
Motorerne er de nyeste fra Peugeot-Citroën, og de er fine. Det gælder den nye 1.5 diesel med enten 100 hk (formentlig lige nok) eller 130 hk (ren luksus). Desuden tilbydes den halvnye, trecylindrede 1.2 benzin med 110 hk. Om godt et år fås også en version med 130 hk.
Det hidtidige halvautomatiske robotgear er udskiftet med et meget fint, ottetrins automatgear.
Rifter får en kraftig forbedring af sikkerheden i forhold til Partner. Dels må det forventes, at kollisionssikkerheden er højnet betragteligt, dels fås Rifter med det meste af moderne sikkerhedsudstyr, bl.a. nødbremse. Den danske importør forventer, at i hvert fald nødbremse bliver standard.
Syv sæder fås
Syv sæder er en mulighed, men en sådan udgave har det endnu ikke været muligt for Motor at se, endsige sidde i.
En forlænget udgave (+30 cm) tilbydes for første gang. Også denne fås med valg mellem fem og syv sæder. I den femsæders er der ualmindelig meget bagageplads (mindst 850 liter), mens voksne har rigtig god ben- og hovedplads i udgaven med syv sæder, selv på tredje række.
Den lange Rifter, som sandt for dyden ikke ser for fiks ud, er formentlig først klar i begyndelsen af 2019. Varevognen kommer sidst i 2018, og den fortsætter under Partner-navnet.
Den almindelige Rifter lanceres formentlig første weekend i oktober.