Motor mener
Renault Clio er en virkelig vellykket minibil, der burde kunne placere sig i øverste del af klassen. Men det kræver, at Renault kommer med fornuftige priser og sørger for et pænt grundniveau af udstyr, når det gælder sikkerhed, komfort og design.
LISSABON Det tager lidt tid at se, at minibilen her er helt ny. Men det er den.
Vi står over for Renault Clio, femte generation siden 1990. Da designet – kombineret med fornuftig pris og tidlig brug af stor infotainment-skærm – har gjort Clio til fast gæst på Europas top tre-liste, ville det være dumt at ændre for meget på den del.
Læs også: Motors test af Citroën C3
Det er derfor helt VW-agtigt at nøjes med en forsigtig justering af formgivningen. Fornyelsen ses bedst ved de strammere for- og baglygter. Og det trænede øje kan fornemme, at Clio 5 er lidt lavere og kortere end før.

Wow-effekt i kabinen
Men alt er nyt. Det gælder platformen, som Renault kalder CMF-B, og her anvendes for første gang. Snart vil Captur også få glæde af den. Kommende minibiler fra Nissan vil givetvis også.
Vi sætter os ind. Døren smækker lige så pap-agtigt som før, men på plads i det helt nye og godt støttende sæde er der en pæn wow-effekt.
Læs også: Motors test af VW Polo
Kabinen har fået et gevaldigt løft i oplevet kvalitet og udseende. Noget af det flotte indtryk kan forsvinde, når danske kunder sætter sig ind i mere jordnært udstyrede versioner end de, Motor har haft adgang til. Her var der to-tre farvet beklædning og store skærme.
Med det forbehold på plads er der kommet behagelige, bløde materialer mange steder, og indretningen er tiptop. En midterkonsol i to etager og med masser af fralægningsplads (inkl. to reelle kopholdere og en velanbragt trådløs telefonlader) fungerer godt. Parkeringsbremsen er elektrisk og fylder ikke meget.

Lækker og nem skærmløsning
Skærmene er i Renault-tradition på forkant. I midten sidder en 9,3 tommer skærm i højformat. Den er klar, med god opløsning og kan opbygges næsten, som man lyster. Betjeningen er nem, bl.a. takket være et fornuftigt udvalg af fysiske knapper lige under. Det er et stort skridt fra Espace og Talisman.
Både menuer og navigationens talebeskeder er på dansk. Det er tilmed muligt at få oplæst en række råd om grøn kørsel, ligeledes på dansk.
Sikkerhedsudstyret har fået et stort (og ret tiltrængt) løft.
Instrumenthuset er digitalt. Men i grundudgaven gælder det kun midten, hvor de mange symboler sidder gnidret, mens en ligegyldig, analog kølevandsviser fylder en fjerdedel.
Et fuldt digitalt instrumenthus ser flot ud på fotos – med navigation elegant integreret i Audi-stil i midten - men det er uvist, hvornår den kommer. Og ikke mindst hvad prisen bliver.

Bedre plads bagi
Smutter vi om på bagsædet, er det nemt at mærke, at knæpladsen er øget med godt en hånds tykkelse. Midterpladsen er dog ikke meget værd, og luftdyser er der ikke blevet råd til.
Bagagerummet har fået lidt større og mere reel åbning, og målt i liter er forbedringen fin: fra 330 til 366-391 liter. Versioner med det store Bose-lydanlæg har samme rummelighed, da Renault har fundet en fiks ny placering til subwooferen ude i siden af karrosseriet.
Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er
Bagagerummet har fiks dobbeltbund, men om det er standard, er uvist.

Dynamisk køremaskine
Tre benzinmotorer tilbydes i Danmark: 75, 100 og 130 hk. Motor har prøvet de to sidste. Den 100-hestes med femtrinsgear fungerer fint til bilen, men har dog en irriterende svaghed med knap nok at kunne trække bilen rundt om hjørnet i andet gear. Motoren fås også med trinløst CVT-gear.
Den 130-hestes – kombineret med syvtrins dobbeltkoblingsgear – gør Clio til en dynamisk køremaskine (men med til tider uklædeligt hjulspin ved igangsætning). Uanset motor opleves Clio vældig velkørende (alle testbiler havde store 17-tommers hjul) med dejlig dynamik og lavt støjniveau.
Læs også: Motors test af Hyundai i20
Alle testbiler havde valg mellem eco- og sportslig kørsel samt individuel opsætning med markant forskel på oplevelsen i hver indstilling. Undervognen kan dog ikke indstilles.
Renault holder fast i diesel i miniklassen. To motorer på hhv. 85 og 115 hk tilbydes. Men først sidst på året – og uden mulighed for automatgear.

Hybrid-udgave kommer senere
Rollen som den mest brændstoføkonomiske model og med automatgear overdrages til en fuldhybrid, der ventes klar inden næste sommer.
På papiret virker den spændende. En klassisk 1.6 benzinmotor uden turbo eller direkte indsprøjtning kombineres med en lille elmotor (15 kW starter-generator) og en stor (25 kW). Samlet resultat: brave 130 hk og 250 Nm.
Renaults hybrid-eksperter siger til Motor, at det ved bykørsel (Renaults egen definition) er muligt at køre elektrisk 80 procent af tiden, og at forbruget ved samme udefinerede bykørsel skulle være 40 procent lavere end med en konventionel benzinmodel.
Opgraderet sikkerhed
Sikkerhedsudstyret har fået et stort (og ret tiltrængt) løft. Nødbremse er standard og klarer både fodgængere og cyklister, men tilsyneladende ikke i mørke. Blindvinkel-alarm, vognbaneassistent og skiltegenkendelse fås, men Renault kan ikke fortælle i hvilket omfang, det måtte blive standard.
Adaptiv fartpilot kommer først senere og da kun til versioner med automatgear, men Motor har prøvet en prototype. Den virker fint inkl. egenskaben at holde bilen midt i banen – altså en lille smule selvkørende. Men fartpiloten kan – i hvert fald i denne udgave – tilsyneladende ikke bremse af sig selv.
Læs også: Motors test af Ford Fiesta
Indtil videre må Clio-kunder nøjes med en grøn-gul-rød-advarsel i instrumenthuset om, hvor tæt man er på forankørende. Den har en glimrende, opdragende effekt. Noget som en del af de bilister, Motor blev indhentet af under prøvekørslen i Portugal, kunne have haft godt af.
Alle versioner har LED-forlygter, usædvanligt i miniklassen. Dog er det ikke muligt at opgradere til den adaptive matrix-type.
Den nye Clio fås udelukkende som femdørs. Stationcaren bliver ikke fornyet, men forbliver i produktion i omkring et år endnu.
Clio 5 kommer til Danmark i begyndelsen af september. Billigste variant koster ca. 140.000 kr., mens topmodellen, 130 hk RS-Line med dobbeltkoblingsgear, ligger på 200.000 kr.