TANNISBUGTEN De fleste BMW-entusiaster vil begræde skiftet fra baghjulstræk til forhjulstræk i den nye 1-serien. Men selvom der er en dynamisk forskel, når du kører på grænsen af bilens formåen, har det nærmest ingen praktisk betydning til hverdag. Altså dynamisk set.
For ved at have baghjulstræk, skal motoren ligge på langs, og det giver en markant dårligere pladsudnyttelse i karrosseriet. Tilsvarende skal der differentiale mellem baghjulene, og det stjæler plads i bagagerummet. Så til en almindelig hverdagsbil uden kraftig motor er forhjulstræk at foretrække. Så beslutningen om at skifte var enkel for BMW og i de fleste bilkøberes interesse.
Se video om BMW 1-serie
En anden stor nyhed, som har større påvirkning i hverdagen, er, at 1-serien har fået den nyeste generation af BMW's brugergrænseflade, iDrive. Det betyder en 9-tommers trykfølsom skærm som standard (kan opgraderes til 10”-skærm med navigation) og et digitalt instrumenthus. Ganske avanceret, men til 39.000 kr. også bekosteligt.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz A-klasse - kompakt og elegant
Til gengæld følger bl.a. talestyring af bilen med. Så hvis du siger „BMW, I'm cold“ (den taler ikke dansk), så skruer bilen automatisk lidt op for varmen. Det lyder måske lidt besværligt, når nu der i forvejen er knapper til samme funktion, men det er enklere, og du behøver ikke at fjerne fokus fra trafikken imens.
Adaptiv fartpilot skal tilkøbes
Ligesom på 3-serien er standardudstyret på 1-serien pænt uden at være prangende. Du får klimaanlæg med én zone, bluetooth, p-sensorer for og bag, fartpilot samt LED-for- og baglygter. En ærgerlig detalje er, at fartpiloten ikke er adaptiv. Det koster højst 6.500 eller 8.800 kr. afhængig af afgiften på bilen. Tilsvarende er adaptive forlygter til 7.200/9.800 kr. også et interessant tilvalg.
Nøjes med standardundervognen og køb lidt ekstra luksusudstyr i stedet.
Mens bagagerummet er vokset til 380 liter og dermed placerer sig midt i mellemklassen, så virker pladsen på bagsædet mindre prangende. Undertegnede på 186 cm kan lige være der med knæene, hvis forsædet indstilles til en fører med samme højde. Og håret strejfer lige loftet, det gør det ikke i de største biler i mellemklassen.
Samtidig har BMW holdt fast i firehjulstræk i topmodellen, det betyder, at der er en rimelig høj kardantunnel foran den midterste plads på bagsædet. Et lille plus får modellen for, at der er kommet friskluftdyser selvsamme sted. Det er ikke alle, der har det i klassen.
Specialpriser på BMW
1-serien sælges primært herhjemme med kampagnemodeller, men det må de ikke hedde. Derfor står der specialpriser i stedet. På prislisten findes to benzinmotorer og tre dieselvarianter, men senere forventes det, at 1-serien også kommer både som plugin-hybrid og elbil. De er ikke bekræftet, men teknologien findes nu på andre biler, der er baseret på samme tekniske platform, og BMW har tidligere udtalt at deres brede modelprogrammer får fuld elektrificering.
Her og nu vil de fleste vælge mellem 118i, 116d samt 118d. Et meget velskiftende automatgear er standard på 118d og fås for en beskeden merpris på kun 10.000 kr. på de to øvrige varianter.
Læs også: Motors test af Audi A1 - moderigtig minibil
Benzinmotoren trækker godt og virker mere støjsvag end den 118d, vi prøvede. Dieselmotorerne koster henholdsvis 10.000 og 15.000 kr. mere end benzinmotoren.
Så valget står reelt mellem 118i og 118d, og begge modeller har rigeligt med kræfter. Vil man hurtigere frem, kan man vælge topmodellen M135i med firehjultræk. Den føles næsten som en sportsvogn og har tydeligvis også træk på de bagerste hjul. Men køreglæden er ikke gratis, du skal lange 625.000 kr. over disken for topmodellen.
Forhjulstrækket og et vigtigt valg
Skiftet fra bag- til forhjulstræk er generelt godt for 1-serien, men det er ærgerligt, at BMW ikke har arbejdet mere med pladsforholdene i kabinen, så den matcher klassens mere rummelige modeller.
Som det står nu, går man lidt på kompromis med pladsen. Til gengæld venter en god køreoplevelse.
Læs også: Motors gruppetest af 10 biler i Golf-klassen
Et lille tip til slut er at undgå M Sport-styretøj og -sportsophæng, da de gør bilen mere aggressiv på rattet, end den kan bære. Nøjes med standardundervognen og køb lidt ekstra luksusudstyr i stedet, så får du den bedste 1-serie.