Peugeot 208 - populær mini i nyt design

Peugeot 208 har i mange år været danskernes foretrukne minibil, og nu er den kommet i en ny og moderne udgave. Som noget nyt suppleres benzin- og dieseludgaverne også af en el-version.

Peugeot 208 set forfra
Forpremiere

Motor mener

Den nye 208 byder på en sand opgradering af køreegenskaber, sikkerhed, komfort og smarte detaljer. En fejldisposition at ikke alle udgaver leveres med en avanceret nødbremse.

TANNISBY Mens mange bilmærker lancerer særlige modeller, som udelukkende fås med eldrift, er Peugeot gået en helt anden retning. Franskmændene vil i stedet lancere en række nye bilmodeller, der kan leveres med benzin- diesel- eller eldrift. Så må forbrugeren selv vælge.

Læs også: Her er den nye Peugeot 208 som elbil

Udgangspunktet for denne strategi er en helt ny platform, der fra starten er udviklet til at huse enten den ene eller den anden teknik.

Peugeot 208 kabine
Førerpladsen er futuristisk udformet med et lille rat og et stort digitalt instrumenthus, man ser hen over ratkransen. Her er det udgaven med den store 10-tommer skærm i midten.

Fokus på de forreste passagerer

Inde i bilerne er der dog ikke forskel på oplevelsen af pladsen, idet al teknik er gemt af vejen. Fortil er der gjort virkelig meget for at øge pladsfornemmelsen, og man sidder med en følelse, som var det en større bil.

Valget af materialer og udformningen af knapper er inspireret fra den store Peugeot 508. Og som noget ganske særligt kan man vælge bilen med et ottetrins automatgear. Det er der ikke mange andre biler i denne klasse, der kan prale af.

Læs også: Motors test af Renault Clio - lille bil med store ambitioner

Vi har kørt dels udgaven med dieselmotoren med 100 hk, dels den nye, kraftigere benzinversion ligeledes med 100 hk. Selvom begge biler faktisk giver et rigtig positivt indtryk, så er det benzinudgaven, der ventes at blive den mest efterspurgte. Den gør det sørme også godt.

Billigste udgave af den nye 208 bliver dog en benzinversion med samme 1.2-liters motor, men uden turbo. Så yder den kun 75 hk og har kun en femtrins manuel gearkasse og fås kun i udstyrsniveauet Active. Den har vi endnu ikke prøvet, men den vil kunne fås fra 148.000 kr.

Dyrest bliver en benzinudgave med 130 hk med automatgear som standard. Dens pris kender vi dog endnu ikke.

Knapper i Peugeot 208
Knapperne under skærmen er inspireret fra den store Peugeot 508, men er her heldigvis blevet en hel del lettere at se.

Lille rat – store skærme

I lighed med de fleste nye Peugeoter er også den nye 208’er forsynet med et lille sportsrat, hvor man skal se hen over ratkransen for at se instrumenterne. De er dog prisværdigt læsevenlige, idet der er tale om en stor skærm, der viser hastighed, omdrejningstal og lignende. Den kan også vise en del af kortet fra navigationsanlægget, hvis man har tilkøbt bilen med et sådant.

At køre den nye 208 er en positiv oplevelse. Når man først lige har vænnet sig til det lille rat, er betjeningen enkel, og de udgaver vi kørte, styrede dejligt præcist. Men det er nok ikke alle, der er helt enige i den vurdering, for løsningen med det lille rat er så tilpas speciel, at man nok enten elsker det eller hader det.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er

Standard bliver en syv-tommer trykskærm på instrumentbordet, hvorfra man styrer navigationsanlæg, Apple CarPlay m.m. Topudgaven hedder GT, og den har en 10-tommer skærm i stedet, som i sagens natur kan rumme flere oplysninger på en gang.

I begge tilfælde virkede funktionerne enkle og lette at have med at gøre, og der er i alle tilfælde danske menuer og dansk tale.

Lille bagagerum i Peugeot 208
Bagagerummet rummer 265 liter og er ganske regulært i formen.

Lille minus for sikkerhed

De nye versioner af 208 kommer først til Danmark lige efter nytår, men de er allerede crashtestet af Euro NCAP. Som følge af de nyeste regelsæt er det kun den lavest udstyrede version, Active, der er testet. Den har som standard en nødbremse, der kan bremse for biler og nogle fodgængere.

Den test viste et meget flot resultat, når det handler om de basale sikkerhedsresultater, og der var derfor lagt op til et femstjernet resultat helt frem til, at testen af nødbremsen skulle evalueres. Her rakte resultatet kun til fire stjerner, og det påvirkede det samlede resultat, der er på fire stjerner.

Læs også: Motors test af VW Polo - lækker pendlerbil

Havde man testet topudgaven, ville resultatet formentlig have været bedre, idet den er forsynet med en mere avanceret nødbremse, der både inkluderer et kamera i forruden og en radar.

I Danmark kan man tilkøbe den sikkerhedspakke sammen med en adaptiv fartpilot, og det vil vi da helt klart anbefale, at man gør.

Peugeot 208 set bagfra

Peugeot 208

Benzin
147.990 kr.
  • Førerplads
  • Køreegenskaber
  • Design
  • Bagsædeplads
  • Avanceret nødbremse er ej standard
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.2 liter – 4 cyl.
  • Effekt
    75 hk
  • Moment
    111 Nm
  • Køreklar vægt
    1.023 kg
  • Bagagerum
    265 liter
  • Akselafstand
    254 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:406 cm B:175 cm H:143 cm

Sikkerhed

2019
Luk