Renault Clio set forfra
Biltest

Renault Clio - lille bil med store ambitioner

Den mest solgte franske bilmodel nogensinde er nu kommet i sin femte generation. Renault Clio er opdateret på sikkerhed, komfort og udstyr. På mange måder begejstrer den nye franske minibil, men vi savner lidt bedre forhold for børn.
Renault Clio set bagfra

Motors vurdering

Renault Clio

22,7
Benzin
160.900 kr.
  • Økonomi
  • Udstyr
  • Skærm (ekstraudstyr)
  • Motor
  • Bagsædeplads
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1,0 liter - 3 cylindre
  • Effekt
    100 hk
  • Moment
    160 Nm
  • Topfart
    187 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.178 kg
  • Maks. påhængsvægt
    900 kg
  • Bagagerum
    391 liter
  • Akselafstand
    258 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:405 cm B:180 cm H:144 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,60 kr./km

Sikkerhed

2019
Luk

Den mest populære minibil i Europa er nu trådt ind i sin femte generation. Med over 15 millioner solgte, siden den første Renault Clio i 1990 så dagens lys, er den både i sit franske hjemland og her i Danmark blevet en bilmodel, som alle andre minibiler måles op mod.

Nu er Clio blevet frisket op fra ende til anden, og selvom det populære navn er fastholdt, har fabrikken ikke genbrugt så meget som en enkelt stump i den nye generation af bilen. Og efter at have prøvet kræfter med et par versioner af den nye Clio kan vi konstatere, at alt er nyt, alt er bedre, og alt er mere avanceret end nogensinde.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er

Selvom Clio på mange måder er blevet en bedre bil, er den ikke blevet større, som man ellers ofte ser, når der kommer en ny generation. Faktisk er den nye blevet en smule kortere og lavere, og også akselafstanden er krøbet en lille smule. Til gengæld er bilen blevet bredere, og det mærker man særligt ved forsæderne, hvor man har fået en fornemmelse, som sad man i en større bil.

Det samme kan man ingenlunde sige om oplevelsen ved bagsædet, hvor både knæ og hoved bliver udfordret kraftigt af bilens begrænsede kabineplads. Det må uden tvivl mindske begejstringen for den nye Clio hos børnefamilierne. Bagtil er bagagerummet ellers vokset en del, og der er nu næsten 400 liter til rådighed i en meget regulær og letanvendelig form.

Renault Clio kabine
Førerpladsen er flot designet, og den store 9,3-tommers skærm (ekstraudstyr) giver kabinen et moderne udtryk.

Forfriskende ny kabine

Mens størrelsen af kabinen altså ikke imponerer, så gør oplevelsen af selve kabinen det derimod. Først og fremmest bemærker man, hvordan materialerne er på et markant højere kvalitetsniveau end tidligere. Hård plast er erstattet af bløde materialer, og selve opbygningen af f.eks. instrumentbordet er flot at se på.

Men den helt store oplevelse finder man ved den opretstående skærm i midten af instrumentbordet. Den findes i to størrelser, og selv i denne Intens-version skal man tilkøbe den store 9,3-tommers skærm som ekstraudstyr. Standard er en skærm på syv tommer, og den er altså kun halvt så stor i areal. Den store koster ca. 7.000 kr., og den er alle pengene værd.

Læs også: Motors test af VW Polo - lækker pendlerbil

Fra skærmen styrer man let musik, navigationsanlæg, telefon og biloplysninger. Alle menuer er på dansk, og navigationsanlægget taler dansk. Derudover er der fin integration af mobiltelefoner i form af Apple CarPlay og Android Auto.

Instrumenthuset indeholder også en skærm, der, i kombination med faste instrumenter for kølevand og brændstofmåler, giver føreren alle nødvendige informationer. Man kan skifte mellem tre visninger, og de er flot lavet og lette at aflæse.

Der er fine fralægningsmuligheder mellem forsæderne og foran gearstangen, og endelig er der kommet to fornuftige kop- og flaskeholdere.

Renault Clio skærm
Clio kan leveres med en 7"-skærm uden navigation, samme skærm med navigation eller denne 9,3"-skærm med navigation. Den er i areal dobbelt så stor som den lille skærm.

Vigtigt motorvalg

Indtil videre fås Clio kun med valg mellem traditionelle benzin- og dieselmotorer. Men til næste år dukker en hybridudgave op, hvor en 1.6-liters benzinmotor arbejder sammen med hele to elmotorer, der kan assistere og tage over ved behov. Strømmen kommer fra et batteri, der lades op, når man bremser bilen. Den skal nok blive interessant.

Men indtil den dukker op, har den mest økonomiske udgave en trecylindret benzinmotor på én liter med turbolader. Den yder 100 hk og kører på papiret 22,7 km pr. liter. Under vores test kørte vi flere gange over 20 km pr. liter, så det er ikke helt uopnåelige tal. Den lille motor er dog ikke særlig harmonisk i sin motorgang, hvilket til dels skyldes, at den kun er på tre cylindre.

Læs også: Motors test af minibilen Citroën C3 - hårdt slagtilbud

Men det er ikke hele forklaringen, for vi har før oplevet trecylindrede motorer, der gør det meget bedre. Også ved acceleration høres motoren tydeligt, og det trækker lidt ned i køreindtrykket. Til gengæld er motorens kræfter tilfredsstillende, og sammen med den manuelle gearkasse med fem gear er der tale om en absolut brugbar løsning.

Alternativet er en dieselmotor med enten 85 eller 115 hk. Førstnævnte har vi prøvet, og det var en meget positiv oplevelse. Den støjer næsten ikke, trækker imponerende flot og er også yderst sparsom med dråberne. På papiret går den 27,8 km pr. liter, og det er heller ikke urealistisk. Merprisen for dieselmotoren er ca. 10.000 kr., og da ejerafgiften samtidig er over 2.000 kr. højere om året for dieseludgaven, skal man køre en del, før det økonomisk kan svare sig at vælge diesel.

Læs også: Motors test af Toyota Yaris - hybrid minibil

Bedste køb er derfor benzinudgaven for de fleste, og er man ikke helt tilfreds med 1.0’eren, kan man opgradere til en 1.3-liters firecylindret benzinmotor med 130 hk. Den kommer dog indtil videre kun med et automatgear af dobbeltkoblingstypen og er dermed noget dyrere end 1.0’eren. Men er man til automatgear, er det en fin løsning.

Renault Clio har ringe bagsædeplads
Bagsædepladsen er kneben ved knæene, hvor der er 9 cm mindre end i f.eks. VW Polo. Der er tre seler og isofix på yderpladserne.

Nem og sikker at køre

Clio er virkelig letkørt. Det mærkes allerede, når man sætter i gang. En elektrisk p-bremse aktiverer sig selv, når man parkerer, og slækker selv, når man sætter i gang. Det oplever man normalt kun i noget dyrere biler. På smart vis låser bilen selv op, når man nærmer sig bilen med nøglen i lommen, og den låser selv, når man smækker døren og forlader bilen.

Nuvel, det er ingen racerbil, men den er tryg og forudsigelig i sine reaktioner.

På landevejen mærker man, at Clio er bygget på en platform, der er målrettet mod de lidt større biler. Der er flot styr på undervognen, og styretøjet virker rart i hverdagen. Affjedringen er til den komfortable side, og man nyder et relativt lavt støjniveau.

Vi tog bilen rundt på FDM Sjællandsringen for at teste dens egenskaber i kritiske manøvrer, og også her udviste den meget gode egenskaber. Nuvel, det er ingen racerbil, men den er tryg og forudsigelig i sine reaktioner, når man pludselig skifter kurs, eller når man presser bilen helt ud til grænserne. Også på motorvej demonstrerer Clio en god retningsstabilitet, og den virker ikke synderlig sidevindsfølsom.

Renault Clio bagagerum
Bagagerummet rummer nu 391 liter, og udgaverne med Bose-musikanlæg generes ikke af en separat subwoofer. 

Fornemt udstyr

Der er nødbremse i alle versioner, og den bremser for både biler, cyklister og fodgængere, hvis man ikke har set dem, og den advarer fint, når man nærmer sig en forhindring. Desuden er ratbetjent fartpilot standard i alle udgaver, men man kan desværre kun tilkøbe en adaptiv fartpilot til udgaver med automatgear.

Til gengæld er der andre sikkerhedssystemer, som bl.a. advarsel for biler i den blinde vinkel, skilteaflæsning samt advarsel for at køre ud over kantlinjerne i form af rystelser i rattet, og ved at bilen selv drejer ind i vognbanen. Derudover er der et flot bakkamera, der kan udbygges med muligheden for at se bilen fra oven, når man rangerer bilen ved lav hastighed. Det er fint! Fortil er der effektive og flotte LED-forlygter på alle udgaver, ligesom baglygterne også er af LED-typen.

Læs også: Motors test af Kia Rio - tiltrækkende tilbud

Alt i alt er den nye Clio en fin forlængelse af den linje, de fire første generationer af Clio har grundlagt. Selvom man kan finde mere rummelige alternativer i samme klasse, kommer man ikke uden om, at den nye Clio imponerer med sin fine pakke af komfort, sikkerhed og køreglæde og ikke mindst sit flotte design.