Toyota Verso - frankofil familiebil

Toyota Proace City Verso er japanernes svar på en Citroën Berlingo. Faktisk er de to modeller identiske, hvilket bl.a. vil sige uanede mængder plads.

Toyota Verso set forfra
Forpremiere

Motor mener

Toyota Verso er – helt som sine franske søskende – den ultimative familiebil med eminente adgangsforhold og enorm plads. Der er mulighed for syv sæder, og samtidig er den komfortabel og sikker.

GLADSAXE Først må vi have navnet på plads: Denne nye familiebil hedder Toyota Proace City Verso. Og endda efterfulgt af navn på udstyr, længde, motor og gear.

Skåret ud i pap: Proace er navnet på Toyotas store varevogn, City betyder at det er en mindre model (en fuldstændig anden model, faktisk), mens Verso fortæller, at det er personbiludgaven.

Læs også: Motorstest af Citroën Berlingo

Blandt venner kunne vi blot kalde den Toyota Verso, selvom den store Proace også findes i en Verso-udgave. Modellen, der blot hed Verso, udgik for halvandet år siden.

Toyota Verso kabine
Førerpladsen minder mest om Citroën Berlingos med konventionelt rat og instrumenthus. Ottetommer skærm følger med her i Family-udgaven. Men der mangler anvendelig fralægsplads mellem forsæderne.

Plads til alt og alle

Nuvel, dybest set er bilen en Citroën Berlingo eller Peugeot Rifter, da Toyota har et samarbejde med den franske PSA-koncern. Der er reelt ingen forskel på de tre (og Opels Combo), hvad enten det gælder personbilen eller varevognen. De franske udgaver blev lanceret i sommeren 2018.

Læs også: Motors test af den nye Peugeot Rifter

Dermed har Toyota Verso de samme dyder: Oceaner af plads til personer og bagage samt nem adgang takket være to skydedøre (grundmodellen har kun én). Bilen kan noget så sjældent som at have plads til tre autostole ved siden af hinanden.

Verso kan tilmed fås i en forlænget udgave (+35 cm) med en tredje sæderække med to individuelle stole. Her er der plads til voksne på bageste række, men med den række i brug skrumper bagagerummet til blot 209 liter.

Toyota Verso bagsæde
Bagsædet har oceaner af plads, og tre autostole kan monteres side om side. Sædet er som standard delt i forholdet 1:2.

Godkendt sikkerhed

Verso er en meget komfortabel bil at køre, både når det gælder affjedring og støjniveau. Den 110 hestes benzinmotor gør det fint.

Der er masser af finurlige rum til småting, men lige hvor det batter mest, falder Verso igennem. Mellem forsæderne er der et gigantisk, ganske uanvendeligt „dansegulv“. Kopholderne er forvist til instrumentbordet.

Læs også: Motors test af Dacia Lodgy

En luksuriøs midterkonsol, som Peugeot tilbyder, er åbenbart ikke en mulighed hos Toyota i Danmark.

Der er det forventelige i sikkerhedsudstyr, og Peugeot-udgaven fik i 2018 fornuftige fire stjerner i sikkerhedstest.

Toyota Verso bagagerum
Bagagerummet er på mægtige 775 liter. Lægges bagsæderne ned, får man en plan lasteflade – og endnu mere plads.

Dyrere end franske fætre

Billigste personbil koster 200.000 kr., mens den mest relevante udgave, femsæders med 110 hk-benzinmotor og Family-udstyr, koster 270.000 kr. Her er, hvad der skal være af udstyr. Den lange udgave koster 40.000 kr. ekstra.

Der findes også to dieselversioner (hvorved Toyota giver et lille comeback til diesel i en almindelig personbil) samt en 130-hestes benzin. Et fint, ottetrins automatgear fås, men da det er kombineret med de to kraftigste motorer, giver det i praksis et prishop på 40.000 kr.

Læs også: Motors test af Renault Grand Scenic

Toyota Verso er dyrere end de franske udgaver (selvom en direkte prissammenligning er vanskelig) og har et mere knudret navn, men hos Toyota får man bedre garanti (tre år/100.000 km), og så har Toyotas forhandlere og værksteder ifølge FDMs AutoIndex Danmarks mest tilfredse kunder.

Toyota Verso fra siden

Toyota Proace City Verso Family

14,7 km/l
Benzin
270.000 kr.
  • Plads
  • Komfort
  • Garanti
  • Fralægningsplads
  • Mérpris automatgear
  • Ikke LED-lygter
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1,2 liter - 3 cyl.
  • CO2 udledning
    153 g/km
  • Effekt
    110 hk
  • Moment
    205 Nm
  • Topfart
    175 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.559 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.150 kg
  • Bagagerum
    775 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti maks. 100.000 km
  • Mål
    L:440 cm B:185 cm H:180 cm

Sikkerhed

2018
Luk