Opel Grandland – Elektrisk flagskib med komfort

Med en ny udgave af SUV’en Grandland tager Opel det sidste skridt væk fra General Motors-æraen. Den nye Grandland benytter teknik fra Stellantis-koncernen og er søsterbil til Peugeot 3008. På to punkter skiller den sig ud – til den positive side.

Opel Grandland set skråt forfra
Forpremiere

Motor mener

Opel Grandland er en flot, rar og velfungerende bil med konventionel betjening og mulighed for spændende ekstraudstyr. Det mellemste batteri med 585 km rækkevidde ser ud til at være et godt valg.

TANNISBY Opels flagskib er på vej i en helt ny, elektrisk og noget større udgave. Og med helt andet design.

Den nye Grandland er søsterbil til Peugeot 3008 og 5008 samt den kommende Citroën C5 Aircross, og alle deler Stellantis-koncernens „batteri-fokuserede“ STLA-platform.

Platformen giver senere i 2025 Grandland mulighed for et stort batteri på 98 kWh (netto) og en rækkevidde på 700 km. Grundmodellen har et batteri på 73 kWh med en rækkevidde på 523 km.

Desuden er der et meget relevant mellembatteri på 82 kWh, som ikke findes hos Peugeot, idet den længere akselafstand giver plads til et ekstra batterimodul. Rækkevidden her er oppe på 585 km.

Motor har taget den første tur i nyheden, som ventes til Danmark ved årsskiftet.

Kabinen i en Opel Grandland
Førerpladsen er stilren og velindrettet med fysiske knapper til flere centrale funktioner.

Opel Grandland er vokset

Designet på Grandland giver et godt og frisk indtryk med de rene linjer, som er inspireret af konceptbilen Experimental fra 2023. Det er ikke til at se, at Opel’en er nært beslægtet med Peugeot’en.

Markant og vellykket er det belyste Opel-logo i fronten (på topudgaven) og et rødt, lysende OPEL på bagsmækken.

Opel-udgaven er også tydeligt større. Grandland er vokset 17 cm i længden og seks cm i bredden i forhold den hidtidige generation og er 13 cm længere end 3008.

Særlig interessant er, at akselafstanden er fem cm større. Det kan direkte omsættes til markant bedre bagsædeplads end i den franske udgave, som netop har et svagt punkt her. Desuden kan ryglænet deles i det praktiske 40:20:40-forhold.

Dimensionerne placerer Grandland mellem 3008 og den syvpersoners 5008, dog tættest på 3008.

Skærm i en Opel Grandland
Bilen her har den flotte 16-tommerskærm. Standard er kun 10 tommer.

Små mangler i betjeningen

En anden tydelig forskel er førerpladsen. Mens Peugeot benytter sit egenartede i-cockpit, hvor man ser instrumenthuset hen over et lille rat, er Opel mere klassisk, og det vil givetvis tiltrække nogle, der ellers havde kik på Peugeot 3008.

Ud over det digitale førerinstrument har Grandland i topudgaverne en 16-tommers trykskærm i høj opløsning. Standard er 10 tommer. Dertil kan Grandland som noget unikt i familien fås med et fint headup-display.

Menuerne virker mere logiske end 3008s franske tilsnit, og fraværet af dens „special effects“ ved hvert menuskift får også Grandlands skærmmenuer til at virke hurtigere. Om det er objektivt korrekt, må undersøges senere. Der er også lidt flere fysiske (men elektroniske) knapper i Grandland.

Fralægningsplads i en Opel Grandland
Midterkonsollen er helt efter bogen, men Grandland har et besynderlig plastpanel uden funktion foran betjeningsknapperne. Bilen savner en 'auto-hold'-funktion, så man ikke skal holde bremsepedalen nede, når man f.eks. holder for rødt lys

Der er en fysisk knap til køre-tilstandene, og den kan være relevant at bruge ofte, da de fulde 213 hk først er til stede i den indstilling. Det er også nemt at slå vognbaneassistenten fra, mens fartalarmen kræver flere tryk gennem en menu.

Det gælder også de tre niveauer af regenerering. Desværre savner bilen auto-hold (en Stellantis-svaghed), så man ikke skal holde foden på bremsen, når man f.eks. holder og venter på grønt lys.

En svipser: Telefonen skal ligge på en upraktisk plads foran en lille plastskærm.

Trods det fungerer førerpladsen i Grandland væsentlig bedre end i 3008/5008, er Motors vurdering.

Kabinen kan i øvrigt fås med nappalæder, og forlygterne kan opgraderes til en avanceret udgave af Opels adaptive matrix-lygter.

Bagagerum i en Opel Grandland
Bagagerummet er stort og reelt og har et ekstra rum under gulvet. Bagsædet har lige fået den ekstra knæplads, som Peugeot 3008 mangler til voksne. Ryglænet kan deles 40:20:40.

Gode sæder og stort bagagerum

Opel holder også fast i et andet af sine særkender, de særligt ergonomiske sæder. som giver god støtte og fine justeringsmuligheder. Nu er massage også en mulighed.

Bagagerummet er stort og reelt og med et rum under gulvet. Det har ikke været muligt at få oplyst et liter-tal, men lastrummet ser endnu større ud end i 3008, der har 520 liter.

Opel Grandland får samme benzinmotor med mildhybrid-teknik som 3008, men derudover går Grandland solo ved at komme som plugin-hybrid. Op til 85 km på strøm kan den klare efter normen.

Vi kørte den rent elektriske udgave, som har 213 hk med en tilhørende officiel rækkevidde på 585 km. Grandland opleves – baseret på kun et par timers kørsel – som en meget behagelig bil. Støjniveauet er generelt set lavt, og der er et fint forhold mellem køredynamik og komfort.

Hvilke versioner, der kommer til Danmark, er ikke afgjort, men den rene elbil er selvskrevet. Grandland bygges på en Opel-fabrik i Eisenach, Tyskland.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her

Opel Grandland set bagfra

Opel Grandland

El
390.000 kr.
  • Kabineplads
  • Bagageplads
  • Køreoplevelse
  • Motorkraft
  • Ingen auto hold
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor for
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    213 hk
  • Moment
    345 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,0 sek.
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Akselafstand
    280 cm
  • Officiel rækkevidde
    585 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:465 cm B:193 cm H:166 cm
Luk