Skoda Elroq – En pokkers god nummer to

En andenplads til Årets Bil er en betydelig anerkendelse, som med rette klæder Skoda Elroq. Det er en gedigen og tiltalende „danskerbil“. Men den er også blot en faceliftet Enyaq med mindre bagagerum, og der er meget stor forskel på den billigste og den dyreste.

Skoda Elroq set forfra, mens den kører på en vej
Forpremiere

Motor mener

Skoda Elroq er en højfornuftig pakke. Med Elroq falder entrébilletten til en el-Skoda betydeligt, men sammenlignet med Enyaq med samme rækkevidde er prisforskellen ikke stor.

PALMA Skodas nye el-SUV, Elroq, blev lige akkurat ikke Årets Bil i Danmark 2025 ved kåringen sidst i november. Kia EV3 fik tre point flere. Var det en fortjent placering?

Det har Motor nu haft mulighed for at grave dybere i, efter at vi har tilbragt to hele dage med den tjekkiske elbil. Svaret er ja. Elroq er en pokkers god og gedigen bil, hvor garantien er eneste svaghed. Men Kia’en er væsentlig mere fornyende

Faktisk er Elroq bare en flot faceliftet udgave af den fire år gamle Enyaq, og som har fået skåret 16 cm af bagpartiet og dermed 115 liter af bagagerummet. Alt andet er reelt det samme.

Det gælder akselafstanden (og dermed bagsædepladsen), dørene, baglygterne, førerpladsen, infotainmentsystemet og al teknik i form af batterier og motorer. Begge er bygget på Volkswagens MEB-platform.

Video: Se 18 geniale detaljer ved Skoda Elroq

Moderne bil med gamle dyder i behold

Elroq skal man vælge, hvis man kan lide frontdesignet (Enyaq får det samme i 2025), godt vil have en mere kompakt bil og synes, det er fint at spare 25.000 kr. – eller kunne få en bil til 250.000 kr.

Udstyrsmulighederne er cirka de samme; dog er det ikke muligt at få det store, lækre soltag, som Enyaq tilbydes med.

Elroq er en traditionel bygget bil, som „tilfældigvis“ er elektrisk. De gode dyder fra mange års biludvikling er bibeholdt. Der er gedigne dørgreb, et rundt rat, bagrudevisker, startknap (det er frivilligt at bruge den), loftgreb ved alle pladser, jakkekroge, fysiske knapper til de basale kørefunktioner og fire knapper til rudebetjening.

Der er heller intet af tidens udbredte „pianolak“, og den trådløse telefonlader har køling. Minus: Kopholderne er små og klarer ikke en stor kop kaffe fra tankstationen.

Fronten på en Skoda Elroq
Elroq er første Skoda med mærkets nye frontdesign med en glat front og smalle lygter.

Flere niveauer af motorbremsning

Kabinetemperatur, sædevarme og ratvarme (tre trin!) betjenes fra altid tilgængelige elektroniske knapper, og der er fysiske knapper til kørefunktioner og til de elektroniske assistentsystemer. Det kræver to tryk at slå fartadvarslen fra, hvis den driller (plus ét for at komme tilbage).

Motorbremsning aktiveres på ét niveau via gearvælgeren, mens der i nogle udgaver er tre trin via padles ved rattet. Man behøver ikke at tale til sin bil her.

Headup-display fås til de dyrere versioner, og det er et flot et af slagsen med augmented reality, hvor store symboler vises hen over vejen.

Bagsæder i en Skoda Elroq
Bagsædepladsen er rigtig god og den samme som i Enyaq.

Hvordan kører Skoda Elroq?

Og så er Elroq utrolig velbygget. Alt føles gedigent, ingen skarpe kanter, lækre materialer og samlinger, og der er ikke noget, der knirker. Det er til at blive i godt humør af. Der er også gode muligheder for at personalisere sin bil i form af udstyrspakker og tre kabinedesigns.

Skodas mantra om praktiske løsninger, Simply Clever, fornægter sig ikke i Elroq. Vi talte til i hvert fald 15 med ekstraudstyr – paraply i førerdøren, isskraber i bagklappen, ekstra holdere i bagagerum m.m.fl.

Kabinen i en Skoda Elroq
Førerpladsen er velindrettet med denne 13”-skærm som standard og nem, direkte adgang til de mest brugte funktioner. Der er flere typer kabinedesigns og materialer at vælge imellem.

Elroq er komfortabel og særdeles støjsvag. Den dynamiske side af kørslen er på samme fine niveau som de øvrige biler på MEB-platformen (Enyaq, ID.4, Q4, Tavascan m.fl.), og den meget lille vendediameter i den baghjulstrukne bil kan man blive rigtig glad for i dagligdagen.

Dynamisk dæmpning af støddæmperne kan tilkøbes, men man skal være meget entusiastisk for at synes, at den forholdsvis lille forandring er pengene værd.

Bagagerummet i en Skoda Elroq
Bagagerummet er den eneste reelle forskel på Enyaq og Elroq. Her i Elroq er det 115 liter mindre, men klarer stadig fine 470 liter.

Hvad koster Skoda Elroq?

Elroq fås fra 250.000 kr. med 373 km rækkevidde, men selvom de 170 hestekræfter rækker fint, vil det være oplagt at ofre 15.000 kr. for at få 60-modellen. Her er rækkevidden øget en smule til godt 400 km, ydelsen er oppe på 204 hk, og der følger varmepumpe med. Vi har ikke prøvet denne interessante variant, som kommer lidt senere end de øvrige.

Den foreløbige topmodel, 85, er værd at overveje pga. den mere komfortable rækkevidde på 576 km. Dertil får man en virkelig frisk ydelse på 285 hk. Senere i 2025 kommer en firehjulstrukket udgave, mens en hidsig RS-version er ikke bekræftet.

Ladehastigheden er pæn med 145/165/175 kW afhængig af batteristørrelse.

Lang rækkevidde koster fra 315.000 kr.

Med det store batteri begynder prisen ved 315.000 kr., og det er bilens største svaghed. Det er 50.000 kr. mere end mellembatteriet og blot 25.000 kr. mindre end Enyaq med stort batteri. Medregnet udstyrspakker – en Advanced-pakke til 27.500 kr. løfter virkelig bilen – lander prisen tæt på 375.000 kr.

Dermed er Elroq på en spøjs måde nærmest to modeller i én – en billig, som befinder sig i mini-SUV-klassen, og en noget dyrere, som skal bide skeer med bl.a. VW ID.4 og Tesla Model Y.

Garantien er desværre ringe. Kun to år. Men to års ekstra tryghed kan tilkøbes for 6.000 kr. og tre år for 7.000 kr. (maks. 100.000 km). Det sidste ligner et rigtig godt køb.

De første biler kommer til Danmark til januar, mens nye ordrer i december vil betyde levering mellem april og juni.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her

Skoda Elroq set bagfra, mens den kører på en vej

Skoda Elroq

El
315.000 kr.
  • Oplevet kvalitet
  • Køreegenskaber og komfort
  • Plads og praktiske detaljer
  • Stort prisspænd
  • Kopholdere
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor bag. Batteri (brutto/netto): 82/77 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    285 hk
  • Moment
    545 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,6 sek.
  • Køreklar vægt
    2.120 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    470 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    576 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
    Batterigaranti: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:449 cm B:188 cm H:163 cm
Luk