Trafikken over Storebælt har kurs mod endnu et rekordår. Alene i årets første ni måneder krydsede i gennemsnit 29.184 personbiler dagligt broen mod 27.846 biler i samme periode sidste år. Det er en stigning på 4,8 procent, oplyser Sund & Bælt.
Også lastbiltrafikken steg en smule (1,4 procent) i perioden på broen, mens antallet af busser steg med 47,6 procent. Samlet steg trafikken på Storebælt 4,5 procent med i gennemsnit knapt 33.000 køretøjer dagligt.
Den tættere trafik mellem landsdelene giver Sund & Bælt en indtægt på 2,2 milliarder kroner for de første ni måneder.
LÆS OGSÅ: Rekordsommer på Storebælt
Kurs mod rekordår
”Trafikken udvikler sig fortsat meget flot og bedre end vores forventninger. Særligt fritidstrafikken har vist pæne takter hen over året. Kigger vi på oktober, tyder det på, at udviklingen vil fortsætte året ud. Det er interessant, også for vores øvrige aktiviteter i koncernen, at trafikken har udviklet sig så markant, uden at den økonomiske vækst i samfundet har udvist de samme stigninger,” siger Sund & Bælts adm. direktør Leo Larsen.
Holder udviklingen, ser 2015 ud til at blive endnu et rekordår med mere trafik end i 2014. Sidste år kørte 11,4 millioner køretøjer over Storebælt.
LÆS OGSÅ: Det koster det at krydse Storebælt i 2016
Også trafikken på Øresundsbroen er i perioden 1. januar til 30. september steget om end ikke helt så meget som på Storebæltsbroen.
Beskedne 1,6 procent steg antallet af personbiler her med, mens antallet af busser ligefrem faldt 13,2 procent fra i gennemsnit 153 busser pr. dag i 2014 til 133 i årets første ni måneder.