Storebæltsforbindelsen med sine 18 km, to broer, tunnel og tontunge pyloner er sin vægt værd i guld.
En samfundsøkonomisk analyse fra Transportministeriet slår nemlig fast, at Storebæltsbroen over en periode på 50 år – fra åbningen i 1998 til 2048 - giver det danske samfund en gevinst på 379 milliarder kroner svarende til et samfundsøkonomisk afkast på 14 procent om året.
Omregnet gør det alle danskere, ung som gammel, 67.000 kroner rigere.
LÆS ANALYSEN: Samfundsøkonomisk analyse af Storebæltsforbindelsen (eksternt link)
Lavere transporttid
Det er blandt andet lavere transportomkostninger for erhvervslivet, og dermed lavere priser for forbrugerne, og en generel øget mobilitet af arbejdskraften, der gør broen til en guldrandet forretning for Danmark. Den væsentligste årsag til den store samfundsøkonomiske gevinst er dog et reduceret tidsforbrug, hvor hver dansker i gennemsnit sparer 6,3 timer på transport hvert år.
”Storebæltsforbindelsen har vist sig at være en kæmpe succes. Nu får vi sat kroner på den værdi, som Storebæltsforbindelsen skaber, og resultatet er ikke til at tage fejl af: 379 milliarder kr. over 50 år viser, at Storebæltsforbindelsen er en meget stor gevinst for Danmark,” siger transportminister Magnus Heunicke i forbindelsen med analysen.
LÆS OGSÅ: Storebælt bør blive gratis
Frisk mælk til københavnerne
Ifølge ham havde Danmark ikke været det samme uden Storebæltsforbindelsen, der blev vedtaget i 1986 efter flere års ophedet debat med argumenter for og imod. Eksempelvis fremførte daværende trafikminister Knud Østergaard, at en fast forbindelse mellem Fyn og Sjælland ville sikre frisk mælk til københavnerne.
Også FDM var blandt fortalerne dengang, selv om der var tale om en brugerfinansierede forbindelse. FDM har dog hele tiden fastholdt, at bilisterne kun skal betale, hvad det koster at vedligeholde broen, når den er betalt ud.
”Analysen understreger, at der er god samfundsøkonomi i større infrastrukturprojekter, som letter trængslen og øger mobiliteten. Den mere end sunde økonomi i broen betyder dog, at vi mener, man bør se på, om man ikke allerede nu kan sænke taksten. Spørgsmålet er, om danskerne og samfundet ikke vil få endnu mere glæde af broen,” siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.
Over 10 millioner køretøjer krydsede i 2013 Storebæltsbroen.