FDMs eksperter svarer her på en række af de spørgsmål, vi ofte får fra vores medlemmer.
1) Hvorfor tilbyder fx Renault at opdatere software på bilen, så den efterfølgende udleder færre NOx’er?
Torben Lund Kudsk, afdelingschef i politisksekretariat:
Bilfabrikanterne er uden tvivl kommet under pres i kølvandet på VW-skandalen. En række lande, herunder Frankrig, Tyskland og Storbritannien har iværksat supplerende test af biler, der er indregistreret. Målingerne viser tydeligt, at bilerne har høje udledninger, når de testes anderledes end ved typegodkendelsen.
Udover VW, der har installeret snydesoftware, er der næppe sket noget ulovligt. Bilerne lever op til kravene i testmiljøet, men bilfabrikanterne føler nok et behov for at udvise ekstra ansvar for miljøet nu, nok også for at beskytte deres brand på sigt.
2) Hvad går opdateringen fra Renault ud på?
Lone Otto, leder af Teknisk Rådgivning
Opdateringen fra Renault er en opdatering af motorens software. Rent praktisk vil man ændre på de parametre, der åbner og lukker for den såkaldte EGR-ventil. Ved at øge EGR minimerer man ilten i forbindelse med forbrændingen. Det giver en dårligere forbrænding, men det sænker forbrændingstemperaturen. Ud over udstødningsgasser og emissioner efterlader det affaldsstoffer som blandt andet kommer fra brændstoffet og oliedampene. Affaldsstoffer, som sod og koks, sætter sig indvendigt på motoren, på stemplerne, ventilerne, indsprøjtningsdyserne, EGR ventilen og lignende steder. Når man sænker temperaturen ved afbrændingen, stiger antallet af affaldsstoffer.
På den positive side, så opnår man i et vist omfang færre NOx'er i udledningen. På den negative side får man bl.a. større tilsodning i motoren, EGR og motorens efterbehandlingssystem.
SE OGSÅ: Sådan virker koncentreret rens af brændstofsystemet
3) Hvorfor fraråder FDM opdateringen fra fx Renault på nuværende tidspunkt?
Lone Otto, leder af Teknisk Rådgivning:
Så længe bilproducenterne prøver at fraskrive sig ethvert ansvar, kan FDM ikke anbefale, at de danske bilejere tager risikoen ved en opdatering af bilens software. Det kan skabe problemer, når man begynder at ændre på softwaren i motoren. Det kan have en række konsekvenser som fx:
- Bilen får højere brændstofforbrug
- Der skabes mere sod og tilkoksning i motoren (bl.a. omkring ventilstammer, indsugning, spjældhuse samt selve EGR-systemet)
- Sod og øget askeophobning vil belaste partikelfilteret og kan dermed forkorte levetiden på partikelfilteret. Og skal diesel partikelfilter skiftes før tid, kan det være en dyr udskrivning for bilejeren
- Har bilen SCR (selektiv katalytisk reduktion) vil forbruget af adBlue, urea væsker mv. tilsvarende kunne stige, hvilket også vil være en meromkostning for bilejeren
- Man kan måske opleve, at bilens får langsommere acceleration
- Ved at øge EGR raten, sænker man forbrændingstemperaturen, og dermed sænkes temperaturen på motorrens efterbehandlingssystemer. Efterbehandlingen bliver måske ikke optimal og skal evt. foretages hyppigere
- Hyppigere olieskift. Smøreegenskaberne risikerer at forsvinde på visse motorer og det kan øge risikoen for motorhavari. Rent teknisk risikerer man, at en større del af dieselolien passerer direkte forbi stempelringene og ned i bundkaret og vil blandes sig med motorolien.
- Biler med LONGLIFE service har ofte serviceinterval på 30.000 km/ 2 år. Det kan kræve hyppigere serviceinterval
4) Bør man ikke af hensyn til miljøet rette op på de biler, der allerede kører på vores veje i dag?
Torben Lund Kudsk, afdelingschef i politisksekretariat:
Det er op til den enkelte bilejer at afgøre, om man vil lade værkstedet justere bilen til mindre NOx-udledning. Virkningen for miljø og sundhed vil dog være marginal – det vil risikoen for meget store privatøkonomiske meromkostninger til vedligehold og brændstof til gengæld ikke. Vil bilproducenten give en konkret garanti for at justeringen ikke giver øgede vedligeholdelsesomkostninger eller dårligere performance, kan det være en god idé af tage i mod tilbuddet.
Det er vigtigt at understrege, at bilerne er fuldt lovlige og opfylder myndighedernes krav. At bilerne ved almindelig kørsel udleder mere end under testen, har været kendt viden i en årrække, uden at politikere og myndigheder har haft travlt med at stramme testkravene. Det sker nu med virkning fra næste år.
5) Hvem har ansvaret, hvis der bliver problemer med bilen efter en opdatering?
Abid Khan, advokat i Juridisk Rådgivning:
Hvis der opstår problemer, efter fabriksgarantien på en bil udløber, skal bilejeren som udgangspunkt godtgøre, at fx opdateringen er skyld i eventuelle motor-problemer. Derfor er det ønskværdigt, at bilproducenterne tager ansvar. Hvis det er uproblematisk og uskadeligt for bilen at få en softwareopdatering, så bør bilproducenterne også være villige til at give den enkelte bilejer en garanti.
Bilproducenten kan efter vores overbevisning dog ikke fraskrive sig ansvaret, hvis der kommer problemer med bilen som en direkte konsekvens af fx en opdatering.
6) Hvad sker der, hvis jeg ikke tager imod en frivillig opdatering af bilens software?
Lone Otto, leder af Teknisk Rådgivning
Når der er tale om en frivillig opdatering, er du ikke forpligtigt til at tage imod opdateringen.
7) Er der snydt med alle biler, der kører på de danske veje?
Torben Lund Kudsk, afdelingschef i politisksekretariat:
Det er vigtigt at huske på, at alle typegodkendte biler opfylder testkravene. For nuværende er det kun visse modeller fra VW-koncernen, der ikke opfylder typegodkendelsen, og hvor der er afsløret decideret snyd.
Der er ingen tvivl om, at mange bilproducenter har været meget kreative for at få deres biler igennem miljøtesten, men det er ikke det samme som, at producenterne har snydt.
Det grundlæggende problem er, at den officielle miljøtest ikke giver et retvisende billede af bilernes emissioner ved almindelig brug.
LÆS OGSÅ: Ny miljøtest rammer dieselbiler hårdt
8) Hvad gør FDM?
Torben Lund Kudsk, afdelingschef i politisksekretariat:
Først og fremmest vil vi sikre, at de danske bilejere ikke risikerer at blive pålagt merudgifter eller får ringere bilere på baggrund af den senere tids udvikling. Det er også vigtigt, at vi hjælper vores medlemmer til at kunne træffe beslutninger omkring deres nuværende bil - hvilket fx kan være at fraråde en opdatering, indtil der er bedre viden om konsekvenserne for den enkelte bilmodel.
Vi har i de sidste mange år arbejdet for, at bilerne bør kunne leve op til de samme krav i den virkelige verden, som de kan i forbindelse med typegodkendelsen. Derfor kommer der efter pres fra især de europæiske bilklubber en ny mere retvisende test fra 2017. Med den nye såkaldte RDE-test, skal bilerne testes så tæt på virkeligheden som muligt.
FDM og vores internationale samarbejdspartnere arbejder videre for at de fremtidige testkrav bliver så virkelighedsnære som muligt.
SE OGSÅ: Ren tale om miljøtest af bilerne, tak!
FDM anbefaler også: