Er bagenden af bilen fyldt med cykler eller andet, der dækker bare en enkelt af baglygterne? Så skal du både investere i en lygtebom, en ekstra nummerplade samt et strømudtag med syvpolet stik, hvis ikke bilen i forvejen har sådan et i forbindelse med en trækkrog.
Nummerpladen har røde tal og bogstaver og kan bestilles via Motorregistret. En tredje nummerplade koster 110 kr. og leveringstiden er ca. 10.dage.
Læs mere: Her bestiller du en tredje nummerplade (eksternt link)
Hvad er kravene til en lygtebom?
En lygtebom findes i mange forskellige størrelser og kvaliteter, men vær opmærksom på, at lygter og reflekser på bommen overholder kravene til, hvor de skal være placeret på netop din bil. Med andre ord: Køb hellere bommen for bred end for smal for at undgå bøder. Bøden for ikke at bruge lygtebom er 1.000 kr.
Kravene til en lygtebom er, at bommen og reflekser maksimalt må være 40 cm. fra bilens yderste kant. Desuden skal lygtebommen være 35-90 cm. over vejbanen. Vælg en rimelig kvalitet.
Bommen skal kunne fastgøres forsvarligt øverst og nederst, så den ikke "dasker" ved kørsel. Kontrollér også blinklyset - for de helt billige modeller kan blinke modsat af det ønskede.
Læs mere: Sådan køber du en lygtebom i FDMshop.dk
Hvilke krav gælder i udlandet?
Som udgangspunkt er du dækket af de danske regler, hvis du har cykler e.l. bag på bilen, og du har en lovlig lygtebom monteret. Der kan dog være enkelte lande, der har særregler. FDM anbefaler, at du orienterer dig om evt. særlige regler i de lande, du skal køre i.
Har du brug for en lygtebom?
Husk, på FDMshop.dk kan du finde et bredt udvalg af udstyr til bilen, herunder lygtebomme. Besøg FDMshop.dk