Forhjulstræk i familie-BMW

Tre BMW-bastioner falder, når BMW 2-serie Active Tourer kommer på gaden til juli. For første gang lancerer det tyske mærke en mpv-agtig familiebil – og for første gang får en BMW-bil forhjulstræk og trecylindret motor.

BMW vil nok betakke sig for at kalde 2-serie Active Tourer en mpv. Men det er lige netop, hvad den er.
Nyt om biler

Hidtil har det været god latin, at en BMW har baghjulstræk, ligesom at mpv-agtige familiebiler ikke passer til mærkets sportslige image. Derfor vil en BMW-fan eller to nok få kaffen galt i halsen ved synet af den nye BMW 2-serie Active Tourer, der er en mpv-agtig familiebil med forhjulstræk. Og oven i købet har basismodellen kun tre cylindre under motorhjelmen. 

En stor del af den tekniske opbygning deler 2-serie Active Tourer med Mini, men bortset fra højde og proportioner er designet med kort udhæng fortil og knækket i rudelinjen umiskendeligt BMW.
En stor del af den tekniske opbygning deler 2-serie Active Tourer med Mini, men bortset fra højde og proportioner er designet med kort udhæng fortil og knækket i rudelinjen umiskendeligt BMW.

Trods navnet deler Active Tourer stort kun det første tal i modelbetegnelsen med den baghjulstrukne 2-serie Coupé, der introduceres i marts måned. I stedet deler den platform og teknisk opbygning med den seneste Mini-generation. Active Tourer, der får verdenspremiere på bilmessen i Genève til marts og er på gaden til sommer, er 434 cm lang, 180 cm bred og 156 cm høj.

LÆS OGSÅ: 2-serien er BMWs nye sportsfamilie

Variabel bagage-afdeling

Selvom akselafstanden er to cm kortere end på en BMW 1-serie, lover BMW takket være den tværstillede motor en meget rummelig kabine. Med bagsædet på plads sluger bagagerummet 468 liter, og lægges det tredelte ryglæn ned, bliver der plads til op til 1.510 liter. Bagsædet kan i øvrigt justeres i længderetningen, og nedfældeligt forsæde ryglæn og automatisk betjening af bagklappen – enten med trykknapbetjening eller med en sensor under bagkofangeren – kan leveres som ekstraudstyr.

Ved lanceringen fås Active Tourer i tre udstyrsvarianter kaldet standard, Sport Line og Luxury Line, mens sportsligt M-udstyr som sportsundervogn, aerodynamik-pakke, 17- eller 18-tommer fælge, læderrat og sportssæder følger senere på året.
 

Automatisk betjening af bagklappen kan leveres som ekstraudstyr.
Automatisk betjening af bagklappen kan leveres som ekstraudstyr.

I første omgang kan BMW 2-serie Active Tourer leveres som 218i med en trecylindret, turboladet 1.5-liters benzinmotor på 136 hk, der ifølge BMW klarer 20,4 km/l og et CO2-udslip på 115 g/km, mens accelerationen fra 0-100 km/t. opgives til 9,3 sekunder. Motoren, som er nyudviklet og den første med kun tre cylindre i en firehjulet BMW – mærket har tidligere lavet trecylindrede motorcykler – vil vi senere få at se i andre BMW-modeller som 1- og 3-serierne.

Flere varianter på vej

Den indtil videre kraftigste Active Tourer-variant hedder 225i og har en firecylindret 2.0-liters turbomotor, der yder 231 hk. 0-100 km/t. på 6,8 sekunder og en topfart på 235 km/t. vil nok berolige de mere sportsligt indstillede BMW-fans. Forbruget ved blandet kørsel er 16,7 km/l svarende til 139 gram CO2 pr. km.

Eneste dieselmulighed ved lanceringen hedder 218d og har en 2.0-liters maskine med 150 hk og et maksimalt  drejningsmoment på 330 Nm, der klarer 24,4 km/l og 0-100 km/t. på 8,9 sekunder. CO2-udslippet er 109 g/km. Men flere motorvarianter, både benzin og diesel, og versioner med firehjulstræk, som BMW kalder xDrive, følger inden udgangen af 2014.

Mange hjælpemidler

Som altid hos BMW kan 2-serie Active Tourer leveres med en række elektroniske sikkerhedssystemer og hjælpemidler, blandt andet en kø-kørselsassistent, aktiv fartpilot med Stop & Go-funktion, automatisk nødbremse, parkeringshjælp og headup-display, så bilens fart kan aflæses, uden at føreren tager blikket fra vejen.

Også kabinedesignet følger BMWs velkendte mønster. Standardudstyret bliver dog noget mere beskedent end på billedet.
Også kabinedesignet følger BMWs velkendte mønster. Standardudstyret bliver dog noget mere beskedent end på billedet.

BMW 2-serie Active Tourer er på gaden i løbet af juli. Priserne er endnu ikke færdigkalkulerede.

LÆS OGSÅ: Gran Coupé er en kompakt sedan