Sådan vælger du den rigtige olie til din bil

Når der skal ny motorolie på bilen, er der mange muligheder og kvaliteter at vælge imellem. Få hjælp til at vælge den rette olie til din bil.

Mand kontrollerer olien på sin bil udenfor.
Viden

Olie er ikke bare olie. Der er forskel på oliens egenskaber og smøreevner, og den forkerte olie på bilen kan i værste fald ødelægge motoren. Du skal derfor se bort fra det første det bedste tilbud og i stedet afsætte tid til at få købt den rigtige olie, hvis du har brug for at fylde noget på.

Det er desværre ikke helt enkelt. 

Illustration af underoverskrift Hvordan vælger du olie til bilen? 

På oliedunken står der ikke nødvendigvis, at den gælder til Skoda, Volvo, Mercedes eller andre bilmærker, men derimod er der angivet bogstaver og tal som f.eks. 15W-30 eller SAE 0W-30.

De siger noget om viskositeten, altså hvor flydende olien er ved forskellige temperaturer. Her skal du vælge den, der passer til motoren i din bil.

Du kan bl.a. finde den rigtige olie ved at søge på onlinebutikker, hvor det er muligt at indtaste bilens nummerplade. Når det er gjort, kommer en række muligheder frem fra forskellige producenter.

Der kan være forskellige angivelser af viskositet og klassifikation, og flere forskellige kan bruges til samme motor. Det gælder typisk ældre biler, og det kan være forvirrende.

Du kan med fordel dobbelttjekke, om onlinebutikken – eller en ekspedient i en fysisk butik – nu viser den korrekte løsning, ved at se i instruktionsbogen. Her bør den korrekte klassifikation og viskositet være angivet. Det er vigtigt, at du følger de anvisninger, som bilproducenten har angivet, når det gælder brug af motorolie.

Alternativt kan du spørge dit værksted eller kontakte FDMs rådgivning, der kan forklare, hvilken olie der er bedst til din bil. Når du har fået købt den rigtige, så tag et billede af dunken, så du fremover ved, hvilken du skal købe.

Illustration af underoverskrift Hvor ofte skal der motorolie på bilen?

Når du har fat i instruktionsbogen, så sørg også for at læse afsnittet om at fylde olie på bilen.

Her vil det formentlig fremgå, hvor meget der skal på, for at standen går fra laveste til øverste punkt på oliepinden – eller ved digital måling, hvis bilen ikke har oliepind.

Ud fra den oplysning kan man sjusse sig frem og ikke risikere at komme for meget på.

Du bør kontrollere oliestanden jævnligt, typisk for hver 1.000 km, og det bør gøres, når motoren er kold, eller efter anvisning i instruktionsbogen.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem kan du få råd og vejledning af FDMs eksperter om f.eks. motorolie. Få rådgivning