På Teslas hjemmeside er den første danske pris for den faceliftede udgave af Model Y blevet afsløret. 459.990 kr. lyder prisen for Launch Edition af en Model Y Long Range med firehjulstræk. De øvrige priser er ikke offentliggjort, men bilen vil ifølge hjemmesiden kunne leveres til marts. Det er tidligere end hidtil forventet.
I forhold til den udgående model, der p.t. koster 417.490 kr. inklusive sort lak og 20 tommer fælge, er prisen umiddelbart højere. Launch-udgaven har også et ekstra accelerationsprogram, der koster 13.600 kr.. Medregnet det, er prisforskellen cirka 29.000 kr. for den bedre udstyrede model. Det er formentlig for at kunne komme af med de sidste lagerbiler af den ikke-opdaterede model.
Det tyder på stabile priser for den fornyede Model Y, måske med en lille stigning som da Model 3 blev opdateret. Men den tåler ikke en reel prisstigning i det marked, der er i dag. Model Y har fortsat anhængertræk som standard, der kan trække 1.600 kg.
Enhanced Autopilot koster 29.200 kr., og pakken med 'Fuldt selvkørende egenskaber' koster 58.300 kr. Derudover kan man tilvælge et sæt vinterdæk på 19-tommerfælge til 16.800 kr. samt en hjemmelader fra Tesla til 4.000 kr. og en nødlader/mobillader til 1.500 kr.
Du kan vælge farverne solid black og quicksilver uden merpris, og her har den sølvfarvede lakering tidligere været 10.000 kr. dyrere end den sorte. Indtil videre er der ikke flere farver at vælge i mellem, men i Asien har Tesla introduceret en lyseblå metallak. Det bliver spændende at se, om den kommer til Europa.
Længere rækkevidde
Rækkevidden på Launch-udgaven er opgivet til 568 km med 20-tommerfælge. Det er noget længere end de 533 km, som er den udgående models WLTP-tal. Den accelererer også hurtigere med en 0-100 km/t-tid på 4,3 sekunder, hvilket er 0,7 sekund hurtigere. Topfarten på Launch-udgaven er 201 km/t, hvor den udgående model kan klare 217 km/t.
Effektiviteten er dermed blevet bedre, da batterikapaciteten er uændret. Tesla oplyser fortsat ikke batteristørrelsen på sine modeller. Hvor en Long Range-version med firehjulstræk i WLTP-måling tidligere kunne køre 5,9 km/kWh, kan den nye køre 6,5 km/kWh.
Tesla forbedrer kritikpunkter
Komforten har været et af kritikpunkterne på Model Y, og det er et punkt, Tesla har sat massivt ind på med angiveligt bedre sæder, bedre affjedring og lavere støj.
Forsæderne har fået ny form og er blevet ventileret. Der skulle også være bedre sæder på bagsædet, hvor man skulle kunne sidde dybere i sædet for at få bedre lårstøtte. Samtidig er siddepuden blevet længere.
Selelåsen er blevet placeret, så den er nemmere at betjene, og det er nu muligt at justere ryglænshældningen elektrisk. Der er sædevarme på både for- og bagsæder.
Undervognen er også gjort mere komfortabel, siger Tesla. På hjemmesiden kan man sammenligne med den udgående udgave af Model Y, og her har Tesla selv betegnet affjedringen som første og anden generation. Der er ikke mere specifikke detaljer, men på Model 3 var der både opdateret hjulophæng og andre støddæmpere, og da de to biler deler teknisk platform, tyder det på samme opgradering, og i så fald er det godt nyt.
Model Y får også lyddæmpende glas, så støjen er 20-22 procent lavere for vej- og vindstøj. Ruderne er 26 procent bedre til at reflektere solenergi, så temperaturen kan holdes mere stabil.
Der er kommet ambiente-belysning i kabinen, og gearvælgeren er væk, mens Tesla har beholdt blinkerarmen. Netop den manglende blinkerarm er et kritikpunkt på den opdaterede udgave af Model 3.
Model Y får også elektrisk betjening af bagsæderyglænet og en 8-tommers trykskærm til bagsædepassagererne. Der er også kommet et ekstra kamera på forenden, så Model Y nu har otte udvendige kameraer.
Billigere versioner i vente
Det forventes, at modellen kommer i versioner alene med baghjulstræk samt med mindre batteri.
Tesla henviser til et begrænset antal biler til nedsat pris på sin hjemmeside, men priserne på lagerbilerne er ikke markant lavere end de hidtidige listepriser, og med en markant forbedret Model Y må det anbefales at vente på den opgraderede model.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi