Ambitionerne er store, og fremtiden tegner lyst hos det nyfødte Jaguar og Land Rover. De to mærker stormer frem i salgstal og har gang i enorme udviklingsprojekter, efter at den indiske gigant Tata købte begge mærker af Ford i 2008.
Jaguar og Land Rover er i dag samlet i ét selskab, Jaguar Land Rover, JLR.
Nu er resultatet af et af projekterne ved at se dagens lys: en helt ny motorfamilie kaldet Ingenium, og som nøjes med fire cylindre. Den er fremstillet helt af aluminium og er op til 80 kg lettere end de nuværende firecylindrede motorer. Den skal være kernen i mærkernes kommende mindre modeller.
LÆS OGSÅ: Jaguar bekræfter: Barnet skal hedde XE
Firecylindret 2.0
Motorfamilien er på 2,0 liter og vil komme både som benzin og som diesel og i adskillige styrker for hver især. 30 procent af komponenterne mellem benzin- og diesel er de samme.Dermed minder JLR’s strategi til forveksling den, Volvo lige er begyndt at rulle ud.
LÆS OGSÅ: Volvos nye motorer er små og stærke
Hvor meget de kommer til at yde, og hvor langt bilerne vil kunne gå på literen, siger JLR ikke noget om endnu. Men de nye motorer – i nogle varianter med hybridteknik – bliver det vigtigste middel til at få Jaguar Land Rovers CO2-udledning ned.
Fra 242 til 132 gram CO2
I 2007 udledte bilerne i gennemsnit 242 gram CO2 pr. km, og nu er tallet nede på 180 gram. Men der er en hård kamp forude, for i 2021 skal Jaguar Land Rovers modeller solgt i Den Europæiske Union være nede på 132 gram i gennemsnit.
Ingenium er reelt mærkernes første, helt egne motorer, i hvert fald i moderne tid. Hidtil har Jaguar og Land Rover ganske vist udviklet mange motorer selv, men de er i sidste ende blevet købt hos andre bilproducenter. I nyere tid mest Ford og Peugeot-Citroën.
Begyndte med et blankt stykke papir
Men nu har briterne, som har adskillige tyske doktorer som chefer i udviklingsafdelingerne, visket tavlen ren, og skabt helt nye motorer fra grunden.- Der var ingen eksisterende arkitektur, leverandører, komponenter eller produktionsudstyr, vi skulle tage hensyn til, siger Wolfgang Ziebart, der er gruppens udviklingschef.
Motorfabrik til 4,5 mia. kr.
Udviklingsomkostningerne har været enorme, og alene en ny motorfabrik repræsenterer en investering på ca. 4,5 mia. kr. Fabrikken, der næsten er færdig, ligger i Wolverhampton og er Jaguars og Lands Rovers første motorfabrik.
En afgørende ting ved de nye motorer er, at de skal bruge væsentlig mindre brændstof end de nuværende. Dieselmotoren, der kaldes AJ200D, har f.eks. fået nedsat sin indre friktion med 17 procent sammenlignet med den nuværende 2,2 liters.
Ingenium kaldes fremtidssikret, for den er forberedt til mange typer brændstof, kan kombineres med elmotorer af forskellig størrelse, kan bruges til både for-, bag- og firehjulstrukne modeller, og kan placeres på langs og på tværs i motorrummet.
Trecylindret er muligt
Desuden kan motoren forlænges og forkortes, hvilket Jaguar Land Rover ikke lægger skjul på. Det er altså muligt at lave tre- og sekscylindrede samt evt. femcylindrede udgaver af Ingenium. Men om det sker, afhænger både af lovgivning, kundeefterspørgsel og konkurrenceforhold.
De første Ingenium-motorer dukker op i foråret 2015 i Land Rover Discovery Sport og Jaguar XE. De nye motorer kan også installeres i de nuværende modeller.
LÆS OGSÅ: Farvel til Freelander