Skoda er hidtil veget tilbage for elbiler, hybrider og opladningshybrider med henvisning til, at den merpris kunne ”værdi-mærket” ikke tillade sig.
Men verden og Skoda ændrer sig. Med den konceptbil, Vision S, der varmer op til efterårets syvpersoners SUV, fremviser Skoda for første gang en opladningshybrid. Den grønne teknik kommer – på et tidspunkt - næsten med sikkerhed i produktionsudgaven af bilen.
Teknik fra Tiguan
Teknikken minder meget om den, VW har demonstreret i Tiguan. Forbrændingsmotoren er en 1.4 TSI med 156 hk, og den arbejder tæt sammen med en 40 kW-elmotor (54 hk), som er integreret med DSG-gearet.
Yderligere en elmotor sidder ved bagakslen og yder 85 kW (115 hk). På den måde får bilen firehjulstræk.Når man lægger alle tre motorer sammen, får bilen 225 hk.
52,6 km pr. liter
Takket være en elektrisk rækkevidde på 50 km, får bilen en officiel brændstoføkonomi på 52,6 km pr. liter. Det svarer til 45 gram CO2 pr. km.
Det er samtidig første gang, vi ser konceptbilen på billeder og ikke kun tegninger.
SE OGSÅ: Skoda varmer op til den store snemand
Designet er en videreudvikling af Skodas nye design, så det passer til en stor SUV.
For stor, det er bilen. Den måler 4,70 meter i længden og 1,91 meter i bredden. Der er plads til tre rækker sæder.