En billig Karl

Opels nye femdørs mikrobil bliver temmelig billig med en fra-pris på 84.000 kr. og 104.000 kr. for en fuldt udstyret model.

Opel Karl koster fra 84.000 kr. for en skrabet udgave.
Nyt om biler

80.000, 100.000 og 120.000 kr. bliver i runde tal og uden levering priserne på Opels første rigtige mikrobil, Karl. Den – eller han - lanceres til juni, men leverancer i nævneværdigt tal begynder først fra august..

Karl er altid femdørs og har altid en 75 hestes benzinmotor.

Dermed placerer Opel sig billigt i mikroklassen. Billigbilen Suzuki Celerio koster fra 94.000 kr., mens billigste VW Up med fem døre og 60 hk koster 113.000 kr. Begge har aircondition, hvilket Karl til 84.000 kr. ikke har.

SE OGSÅ: Suzuki bliver størst blandt de små

Tre udstyrsniveauer

Karl kommer i tre udstyrsniveauer, hvor Essentia til 84.000 kr. ikke har meget andet end radio med fire højttalere og kørecomputer. Rat og sæde kan f.eks. ikke højdejusteres.

Derimod er Enjoy til 104.000 kr. ret komplet udstyret med aircondition, fartpilot, elruder, bluetooth til radioen, ratbetjening af radio, elspejle med varme, højdejusterbart rat og førersæde og 15 tommer hjul. Varme i sæde og rat kan tilvælges for 3.500 kr.

Det følger med i topversionen Cosmo til 124.000 kr., som også har automatisk klimakontrol, elruder bag og 15 tommer letmetalfælge, alarm for utilsigtet skift af vognbane og to ekstra højttalere.

Plads til fem

Cosmo er altid fempersones, mens man til Enjoy kan tilkøbe en pakke med en femte sikkerhedssele og hovedstøtte samt splitbagsæde, tågelygter og vognbanealarm for 7.000 kr.

En syvtommers berøringsskærm kan først leveres fra 2016 og bliver formentlig ekstraudstyr. Anhængertræk bliver ikke en mulighed.

Leasing og afbetaling

Opel tilbyder også finansiering, som koster 1.500 kr. månedligt (udbetaling 20.000 kr.) inklusive forsikring og service i de første tre år. De to højere udstyrsniveauer koster hver 200 kr. ekstra.

Afbetalingen løber i alt over 96 måneder (otte år), men ydelsen falder fra og med det fjerde år til 952 kr., når der ikke længere er forsikring og service inkluderet.

Kunderne kan endvidere vælge privatleasing til 1.700 kr. månedligt for Enjoy-modellen inkl. 15.000 km årligt. Aftalen løber i tre år og førstegangsydelsen er 10.000 kr.

SE OGSÅ: Karl er den nye dreng i mikroklassen