Ud over det Smart-typiske med masser ”event”, denne gang inklusive flere beachvolley-hold, havde Daimlers karismatiske koncernchef Dieter Zetsche smidt Mercedes-slipset og var trukket i jeans og åbnede festen.
Og det var en stor dag for Smart. Efter flere forsinkelser er mærkets hidtidig eneste model, den ikoniske Fortwo, klar i en ny generation efter syv år med forgængeren og et hav af konceptbiler.
Forfour er tilbage
Samtidig genintroduceres den større, fempersoners Forfour. Første generation, som var baseret på Mitsubishi Colt, var kun i produktion i to år, da den udgik i 2006 på grund af særdeles ringe salgstal.Både Fortwo og Forfour har hækmotor og baghjulstræk, eksakt som Renault Twingo, som Smarterne er udviklet sammen med.
80 cm gør forskellen
De to Smart-varianter er grundlæggende ens denne gang. Forfour er forlænget 80 cm i totallængde og 62 cm akselafstand for at give plads til bagsædet. Alligevel er Forfour noget kortere end første generation.
Forfour har samme akselafstand som Twingo, men er ti cm kortere.
Den lille Fortwo har bevaret sin længde på 2,69 meter, men er vokset ti cm i bredden. Og det ses og mærkes.
Sammen med et nyt design får det bilen til at fremtræde mere solid og voksen end nuttet som hidtil. I kabinen er det en stor forbedring, at to voksne ikke længere har hinanden så tæt til bords.
Smart siger, at køreegenskaber og komfort er stærkt forbedret – noget der også var tiltrængt.Tre gange tre cylindre
Tre benzinmotorer tilbydes, alle med tre cylindre. Der er ydelser på 60, 71 og 90 hk. Som minimum er den sidste – med turbo - af Renault-herkomst.
Der bliver valg mellem manuel gearkasse og en sekstrins automatisk dobbeltkoblingsgearkasse – formentlig også fra Renault.
Derimod er det slut med dieselmotor, som ellers har været næsten enerådende i Danmark. Den udgående model kørte nemlig officielt over 30 km pr. liter og fik dermed et så stort fradrag, at bilen var til at betale.Kommer som elbil
Senere kommer en ren elversion, som det også har været tilfældet med den nuværende generation.
De danske priser er ikke offentliggjort endnu. Men ud fra udsagn fra den danske importør, Mercedes-Benz Danmark, om at Smart bliver konkurrencedygtig – og ikke med Fiat 500 eller Mini, men snarere Toyota Aygo - anslår Motor, at det må betyde priser på omkring 90.000 kr. for billigste Fortwo og 110.000 kr. for billigste Forfour.
Smart Fortwo skal bygges på den normale Smart-fabrik i Frankrig, mens Forfour fremstilles af Renault side om side med Twingo i Slovenien.
SE OGSÅ: Bilen der kan vende på en tallerken