Efter nogle magre år lægger regering nu op til at give infrastrukturen, hvad den selv kalder for et ”markant løft.”
I regerings nye helhedsplan – den såkaldte 2025-plan – er der nemlig afsat 27 milliarder kroner til blandt andet vejene. Samtidig har regeringen i sit finanslovsforslag for 2017 afsat godt en halv milliard kroner til udbygning af den østjyske E45 motorvej mellem Aarhus og Skanderborg. Efter planen vil pengene blive afsat fra 2018-2025.
LÆS OGSÅ: Vejen til vækst eller stagnation?
Veje tiltrækker vækst
”Veje virker. Veje tiltrækker vækst og investeringer, og derfor er en stærk infrastruktur en forudsætning for at tiltrække virksomheder og skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Den nye 2025 plan viser vejen for netop det,” udtaler transportminister Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse, hvor han kalder regeringens plan et kraftigt signal om at regeringen tager opgaven med at skabe vækst og udvikling i hele Danmark meget alvorligt.
Det fremgår ikke af oplægget, om regeringen har konkret udbygninger eller prioriteringer i tankerne, ligesom det heller ikke fremgår, hvor mange af de 27 milliarder kroner der rent faktisk vil gå til vejene. I oplægget nævnes dog både en ny midtjysk motorvej, en havnetunnel i København og en motorvej til Kalundborg, som muligheder. Projekter der dog til sammen langt overstiger 27 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ: Efterlysning: En langsigtet investering i vejene
Akut førstehjælp
”Det er positivt, at regeringen anerkender, at man ikke kommer uden om også at investere i vejene, hvis man vil skabe vækst og udvikling. Men selvom 27 milliarder kroner er mange penge, er det over en periode på ni år langt fra nok. Slet ikke i forhold til den stigning der er i trafikken,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:
”Dertil kommer, at man peger på nye projekter som en Kalundborgmotorvej. FDM mener dog, at det er nødvendigt først at prioritere og få løst problemerne på de strækninger, hvor bilisterne allerede i dag holder i kø, inden man begynder at anlægge nye veje, der ikke skal afvikle trafik men blot skaber ny trafik. Produktivitetskommissionen påpegede allerede i 2014, at det ikke bare er dyrt for samfundet, når danskerne holder i kø. Vi får også mest for pengene, hvis vi investerer i der, hvor trængslen er størst.”
LÆS OGSÅ: Danmark løber tør for vejbyggerier om få år
”Derfor er det også positivt, at regeringen i sit finanslovsudspil vil bruge 520 millioner kroner på en udvidelse af et mindre stykke af E45 ved Aarhus. Det er dog, hvad man kan kalde akut førstehjælp på en strækning, hvor trængslen er stor. Det er på høje tid,” siger Torben Lund Kudsk.