Toyota får endnu en sportsvogn som supplement til den lille GT86. Det må være et faktum, efter at BMW bekræfter, at Toyota og BMW er blevet enige om at udvikle en sportsvogn i fællesskab.
BMW får også en ny sportsvogn ud af det, men har i forvejen en del sportslige modeller, så det er uklart, hvor i programmet den nye model skal placeres.
Om kort tid lancerer BMW den fuldblods i8-racer, som er en opladningshybrid.
Fælles arkitektur, unikke egenskaber
- Vi er blevet enige om en fælles arkitektur for en sportsvogn, Det, der er vigtigt, er, at der vil komme to forskellige biler ud af det, som er autentiske for de respektive mærker, siger BMWs udviklingsdirektør Herbert Diess til Frankfurter Allgemeine Zeitung.Toyota har netop vist et dramatisk designstudie på biludstillingen i Detroit kaldet FT-1. Toyota nedtonede på udstillingen, at der var tale om forløberen for en produktionsbil, men en vis inspiration fra konceptet til den kommende sportsvogn er ganske sandsynlig.
LÆS OGSÅ: Toyota designer sportsvogn til computerspil
Tidsplan ukendt
BMW angiver ingen tidshorisont for det nye projekt, men en sådan udvikling kan ikke gennemføres på mindre end tre år.
BMW og Toyota arbejder også sammen om brintteknik, litium-luftbatterier og letvægtsteknik, og Toyota får nu adgang til at benytte en 1.6 BMW-diesel.