BMW og Volvo lover selvkørende biler i 2021

Kunderne hos de to premiummærker vil kunne køre håndfrit på motorveje om fem år, hvis alt går efter planen. Men det bliver ikke billigt.

Nyt om biler

Fem år fra nu. Så vil det være muligt at købe en BMW eller Volvo, som kan køre helt selv under bestemte forhold.

De to mærker ser begge 2021 som det år, hvor de kan tilbyde almindelige kunder en reelt selvkørende bil.

BMW er gået sammen med chipproducenten Intel og Mobileye, der fremstiller kameraer med avanceret billedgenkendelse. De tre partnere vil udvikle en ’platform’ for selvkørende funktioner, der kan blive tilbudt til andre bilproducenter ud over BMW, Mini og Rolls-Royce.

I en selvkørende Volvo i 2021 vil føreren kunne læse avis uden at holde øje med trafikken. Men han eller hun skal kunne overtage kørslen med ret kort varsel. Foto: Volvo
I en selvkørende Volvo i 2021 vil føreren kunne læse avis uden at holde øje med trafikken. Men han eller hun skal kunne overtage kørslen med ret kort varsel. Foto: Volvo
En prototype vil blive vist i den nære fremtid, siger BMW.

SE OGSÅ: Nissan styrer mod selvkørende bil

Volvo-forsøg i 2017

Volvo annoncerer også 2021 som året, hvor helt selvkørende modeller kan tilbydes, men har ikke sagt noget om nogen partnere.

Næste år begynder Volvo et omfattende forsøg med almindelige bilister. 100 biler sendes på gaden i hhv. Gøteborg, London og en kinesisk by.

Volvo, der som Tesla bruger betegnelsen Auto Pilot – men kun om den helt selvkørende funktion – vil have biler, der kan køre selv og overtage ansvaret på motorveje i 2021, siger direktør Håkan Samuelsson i et avisinterview.

Kun på 'godkendte' veje

Den selvkørende funktion i en Volvo vil kun fungere på ’certificerede’ motorveje, har Volvo-specialister tidligere sagt til Motor. Det vil bl.a. sige, at der findes kort af meget høj kvalitet, nøjagtighed og med god opdatering. Der skal også være en onlinetjeneste, der kan udveksle helt aktuelle informationer.

Den selvkørende 2021-Volvo vil tillade føreren at foretage sig andre ting end at køre bilen, f.eks. at læse avis uden hænderne på rattet. Hvis lovgivningen tillader det. Men føreren skal kunne overtage med ret kort varsel.

Indtil videre arbejder Volvo ud fra, at topfarten i helt selvkørende tilstand vil være 70-80 km/t.

Tilvalg for 250.000 kr.

Volvo har – som muligvis den eneste bilproducent – givet en indikation af, hvad den selvkørende funktion vil koste som ekstraudstyr. Og det kan blive i omegnen af 100.000 kr. Med dagens danske afgiftssystem vil det fordyre bilen med 250.000 kr.

SE OGSÅ: Spot på Tesla efter 'automatisk' dødsulykke

Den høje pris skyldes, at systemet skal være særdeles robust. Ud over ekstra sensorer skal bilen have ekstremt kraftige processorer til at håndtere de store datamængder, og der skal være to helt uafhængige systemer på flere områder, bl.a. batteri og elektriske systemer.