Car2go lukker i København

Den første delebilsordning i Danmark, hvor man betaler for brug af bilen pr. minut, lukker og slukker efter godt et år i hovedstaden.

Trafik

200 hvide eksemplarer af den lille topersoners Smart Fortwo med Car2go-logoer har siden september 2014 været en del af bybilledet i København. Men det er slut nu. Car2go trækker sig ud af hovedstaden fra 15. februar.

Den spontane delebilsordning nåede at få 8.500 medlemmer, men det var ikke nok til at holde hjulene kørende i et tilfredsstillende tempo.

- Desværre nåede vi ikke op på det antal kunder og det niveau i brugen af bilerne, der var nødvendigt for, at det kunne løbe rundt for os i København, forklarer Isabel Eipper, der er talskvinde for Car2go.

Hun vil ikke ud med, hvor mange personer, der skulle have tilmeldt sig ordningen, for at den kunne have fortsat.

- Vi var et stykke fra vores målsætning. Vi havde en forventning om, at mellem otte og ti procent af indbyggerne ville være med i en af byens delebilsordninger. Men vi er blevet klar over, at det slet ikke realistisk i øjeblikket, så derfor vil vi ikke fortsætte.

LÆS MERE: Bybilen er kommet til København

Konkurrence fra andre transportformer

Hun afviser, at konkurrence fra den lignede spontane delebilsordning DriveNow, der kom til København i september 2015 med 400 BMW i3-biler, har presset Car2go ud af landet.

- Vi må konstatere, at det har været svært at få fodfæste i en by, hvor der er mange alternativer som bus, S-tog og metro, og hvor mange også tager cyklen, forklarer Isabel Eipper.

Hun mener heller ikke, det har været et problem, at den zone, bilerne må køre i, har været for begrænset og f.eks. ikke har inkluderet Københavns Lufthavn.

- Vi opererer i andre byer, hvor lufthavnen ikke er med. Det er alene et spørgsmål om, at for få københavnere vælger delebil i stedet for andre transportformer.

Car2go er repræsenteret i 30 byer – men altså kun i København nogle uger endnu.