Chevrolet har ingen fremtid i Europa. Det bekendtgjorde General Motors i begyndelsen af december og sagde samtidig, at salget vil stoppe ved udgangen af 2015.
Men forsvindingsnummeret er allerede i fuld gang. Det var synligt på årets store forårsudstilling i Genève, hvor Chevrolet plejer at have en stor stand og ofte også nyheder.
Standen var der også i år, men i formindsket størrelse og uden én eneste koreansk Chevrolet, som i praksis udgør mærket i Europa.
Kun amerikanske muskelbiler
I stedet brugte GM standen til at udstille et halvt dusin amerikanske Chevrolet’er i form af Corvette og Camaro. De to muskelbiler vil fortsat blive markedsført i Europa.
Trods nyheden om mærkets snarlige exit har Chevrolet haft betydelig fremgang i de to første måneder af 2014.
Den er især drevet af den lille Spark, som blev sat til udsalg til blot 64.000 kr. Også den lidt større og tilbuds-ramte Aveo er gået markant frem i år. Derimod er salget af de større modeller Cruze og Orlando styrtdykket.
LÆS OGSÅ: GMs kovending: Chevrolet forsvinder i Europa