Den danske bildesigner Anders Warming bliver fra årsskiftet designchef for genopstandne Borgward.
Anders Warming, der er 43 år, har de seneste 16 år arbejdet for BMW-koncernen, de sidste seks år som designchef for Mini. Hans nye titel bliver ”Board of Management Member for Design”, hvilket indikerer, at Anders Warming bliver en del af Borgward-koncernens øverste ledelse.

Virksomheden, der havde hjemme i Bremen, gik konkurs i 1961, men genopstod for to år siden, hvor Christian Borgward, som er barnebarn af den oprindelige stifter, Carl Borgward, fik skabt basis for en genoplivning af mærket.
Borgward viste sin første model, SUV-modellen BX-7, på Frankfurt-udstillingen sidste år. Bilerne skal bygges i Kina.