Dansk bilmand deler verden

450 delebiler i København og snart også i Oslo, Stockholm, Malmø og Gøteborg. Plus resten af verden. Dansk iværksætter lancerer delebilen Green Mobility, som han mener, er den væsentlig del af fremtidens bytransport.

Nyt om biler

Når København til efteråret får en flåde af 450 grønne delebiler, skal det være begyndelsen på en global ambition om at forsyne verdens storbyer med dynamiske delebiler.

Det er en transportform, der spås en stor fremtid. Der vil ske en vækst i Europa fra 2,1 mio. kunder sidste år til 14 mio. i 2021, vurderer Boston Colsulting Group.

Godt nok er det en ny bølge, men den nye operatør i København, Green Mobility, kommer til at bide skeer med de store. Drive Now (BMW/Sixt) og Car2go (Daimler) samt amerikanske Zipcar er allerede i fuld gang. Og Car2go har tilmed lige givet op i København.

Fem byer i Norden

Alligevel kaster det danske firma med ejer og bestyrelsesformand Henrik Isaksen i spidsen sig ind på det voksende marked for delebiler. Og det sker med manér. Det er nemlig en stor mundfuld at lancere i København med 450 Renault Zoe nu og Oslo og Stockholm med henholdsvis 350 og 400 elbiler inden for et år.

Desuden skal borgerne i Malmø og Gøteborg tilbydes de grøn-hvide delebiler inden for 18 måneder.

Ordren på de 450 Zoe er den største nogensinde for Renault.

SE OGSÅ: Ny delebil vil dække hele hovedstaden

Henrik Isaksen er iværksætter-veteran i den danske bilbranche. Han var med til at etablere elbiloperatøren Clever, har skabt adskillige andre firmaer i bilbranchen, bl.a. Bil Renseriet, og er stadig bestyrelsesformand for Sixt i Danmark.

Egne penge - og en sjat fra det offentlige

Green Mobility har eksisteret siden 2012 og hidtil beskæftiget sig med rådgivning af kommuner mm om grøn kørsel og indkøb af en grøn bilflåde. Den store succes udeblev, og den del er nu solgt fra, men den erfaring – og dansk knowhow i det hele taget med elbiler – er en vigtig forudsætning for nu at kaste sig ud i et internationalt elbil-eventyr, betoner Isaksen.

Det store projekt med delebiler er indtil videre i høj grad Isaksens personlige satsning og penge. Der er dog lidt offentlig støtte i projektet. Green Mobility har fået 3,8 mio. kr. fra puljer i Energistyrelsen, og Renault er partner, men ikke medejer. Firmaet har en driftskapital på ca. 60 mio. kr. og skal styre en leasingbalance på 200 mio. kr.

Det er ikke kun i Skandinavien, Green Mobility vil lade storbyboere dele bil på minutbasis. Firmaets præsentationsfilm viser, at en lang række europæiske byer er på radaren, og Isaksen ser mindst lige så store muligheder i Asiens megacities.

Renaults grønne arm

Green Mobility vil fremover rejse rundt i verden med Renault, når mærkets elektriske vision skal præsenteres. Men når de ’danske’ biler forhåbentlig skal rulles ud i resten af Europa og verden, bliver det nok uden Henrik Isaksen. Så skal der meget større kapital til, og Isaksen egner sig ifølge egen vurdering ikke til at stå for daglig drift.

Henrik Isaksen har stor tiltro til, at der er plads til endnu et delebilsfirma i København. Og skulle han tage fejl, kan de mange elbiler vel altid bruges som udlejningsbiler hos Sixt, mener han.