Fartbøder for en mia. næste år

Det har længe været kendt, at antallet af fotovogne stiger markant. Nu sætter Rigspolitiet tal på, hvor mange penge bilisterne må have op af lommerne, når de nye fotovogne er på gaden.

Trafik

Det er efterhånden en kendt sag, at antallet af fotovogne skal øges til 100, så der i fremtiden kommer fire gange så mange vogne på de danske veje. Men udskiftning af leverandøren af måleudstyr har forsinket processen. Planen er nu, at de mange nye vogne er klar i slutningen af året.

Det betyder, at bilisterne kan forvente flere bøder, og i et svar til Folketinget har justitsminister Karen Hækkerup (S) redegjort for, hvor mange penge bilisterne skal have op af lommerne.

LÆS OGSÅ: Bøderegn på finansloven

– Rigspolitiet kan til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyse, at de samlede bødeindtægter på hele ATK-området skønnes til ca. 445 mio. kr. i 2014 og ca. 925 mio. kr. i 2015. Rigspolitiet skal bemærke, at usikkerheden forbundet med at skønne over de samlede bødeindtægter er betydelig, da den bl.a. afhænger af adfærdseffekten hos bilisterne, lyder svaret fra ministeren.

I 2012 blev der taget ca. 293.000 ATK-billeder, hvoraf de 206.000 kunne benyttes. 87.000 billeder måtte kasseres p.g.a. billedets ringe kvalitet, fordi førerens ansigt ikke var tydeligt, eller fordi nummerpladen foran manglede eller var ulæselig. Det problem forventer politiet at komme til livs med det nye digitale fotoudstyr, så færre slipper for bøde.

LÆS OGSÅ: Fotovogne stærkt forsinket