Flertal vil skilte om fotovogne

Et flertal uden om regeringen vil have mobile skilte, som advarer bilisterne om, at her holder politiets fotovogne. FDM hilser forslaget velkomment, men ser hellere faste skilte på kendte ulykkesstrækninger.

Trafik

Bilister kan i nær fremtid blive advaret om, at de nærmer sig en af politiets fotovogne. Et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er nemlig klar til at fremsætte et beslutningsforslag om at opsætte advarselsskilte ved alle politiets 100 fotovogne.

”Vi ser gerne, at bilisterne bliver oplyst om, at der holder fotovogne længere nede ad vejen. For os er trafiksikkerhed det vigtigste, og det vil helt sikkert have en positiv effekt, hvis folk begynder at lette foden fra speederen,” siger Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, til DR.
De tre partier er klar til at tvinge forslaget igennem, hvis ikke regeringen i løbet af foråret sikrer, at der bliver sat advarselsskilte op ved politiets fotovogne.

LÆS OGSÅ: Politiet skilter med fotovogne

Permanente skilte er den bedste løsning

FDM hilser forslaget velkomment, men mener ikke, at flytbare skilte er den bedste løsning.

”I stedet for at alle skiltene skal være flytbare, så vi hellere faste skilte på velkendte ulykkesstrækninger, hvor særlig for høj fart er årsag til uheld. Ved at skilte permanent opnår man den effekt, at bilisterne sænker farten året rundt og ikke kun i de perioder, politiet holder der,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

SE VIDEO: Se politiets nye ATK-vogne

”Når det er sagt, mener vi, at mobile skilte er en god idé, som kan give politiet mere fleksibilitet, når fotovognene parkeres andre steder ved eksempelvis vejarbejde. Endelig har vi i FDM fuld forståelse for, at politiet med mellemrum stadig skulle kunne lave fartkontrol, hvor de bevarer overraskelsesmomentet ved ikke at skilte. Det afgørende for os er, at udgangspunktet er trafiksikkerhed, og ikke hvordan man får blitzet flest muligt,” uddyber Torben Lund Kudsk.

LÆS OGSÅ: Nye fotovogne kan gemme sig