På den internationale biludstilling i Frankfurt for en god måned siden var det Honda, der løb med overskrifterne, da mærket viste Urban EV Concept, en kompakt elbil i stramt og friskt design, der leder tankerne hen på den originale Honda Civic fra 1969.
På Tokyo Motor Show følger Honda succesen op med en lille sportscoupé på samme platform og i samme designsprog, og den er et af højdepunkterne på årets japanske udstilling.
Læs mere: Frisk forsmag på næste Mazda 3

Inspiration fra 1960erne
Honda kunne måske være forfaldet til at lade linjerne fra den klassiske CRX sportscoupé fra 1980erne danne basis for den nye konceptbil, men i stedet har man kigget længere tilbage og ladet sig inspirere af Honda S600. Det var en lille åben sportsvogn, som var med til at slå Hondas navn fast som bilproducent i midten af 1960erne.
Resultatet er en af de mest spændende elbiler til dato, og det er forfriskende, at Honda har indset, at det ikke nytter at iklæde biler med alternativ teknologi alternative klæder, som det ellers er kutyme i Japan.
Brintbil med mærkeligt design
Honda har selv givet os brintbilen Clarity, der ligner noget, der er designet af en børnehaveklasse på hallucinerende stoffer, og elbiler og hybridbiler fra Nissan og Toyota har også haft en tendens til at være formgivet ud fra en filosofi om, at alt er tilladt, bare det er anderledes. At det så sjældent er særlig æstetisk, betyder åbenbart mindre.
Helt modsat forholder det sig heldigvis med Sports EV Concept, som er et usædvanlig appetitligt design, og Honda lover samtidig, at køreoplevelsen kommer til at matche de sporty linjer, som i øvrigt indikerer, at bilen bliver baghjulstrukket.

Indikerer, fordi Honda ikke har ladet meget slippe ud om den tekniske del af foretagendet, ud over at bilen deler teknik med Urban EV Concept og at rækkevidden forventes at blive 250 km på en opladning.
Anden elbil er klar i Europa i 2019
Honda benyttede i øvrigt pressekonferencen på Tokyo Motor Show til at bekræfte, at Urban EV Concept vil blive sat i produktion med forventet introduktion i Europa i 2019 og i Japan i 2020.
Læs mere: Honda bliver elektrisk - og nuttet
Bilen vil givetvis blive ændret på en række punkter – for eksempel er det usandsynligt, at konceptbilens baghængslede døre vil blive videreført i produktionsbilen – men med tanke på de mange positive reaktioner på udseendet gør Honda nok klogt i at trække så meget af designet fra konceptbilen med over i den endelige produktionsmodel.