Bilverden er i forandring. En af forandringerne kommer fra delebilsverden, hvor ikke alle vil eje sin egen bil.
På den positive side er billigere adgang til bilkørsel, flere biler at vælge iblandt og ikke mindst, at man slipper for besværet med at eje en bil.
Men for nogle bilister kan der medfølge en negativ del, hvor man mister det personlige forhold til sin bil. Fra at have en bil stående, som man kan pusle om, bliver delebilen til noget halvoffentligt, man har svært ved at forholde sig til.
Rattet er døbt Sayer, indeholder kunstig intelligens og kan modtage og udføre kommandoer
Den udvikling ser særligt de eksklusive bilmærker som en trussel, da de i høj grad lever af, at opfylde folks bildrømme.
Læs også: Jaguar F-pace - rovdyr på stylter
Tag rattet under armen
Jaguar er et af disse mærker, og her har man taget fat på den nye verdensorden og set på ideer, der kan skabe en personlig forbindelse mellem bilbrugeren og en delebil.
En af løsningerne er et nyt rat, man kan tage med, når man forlader bilen. Rattet er personligt og indeholder alle oplysninger om den måde, bilen benyttes. Det er lækkert udformet, og kan f.eks. stilles på sofabordet, så man populært sagt kan tage bilen med ind i dagligstuen.
Det fås i mange farver, og det kan programmeres, så bilens skærme indeholder lige de oplysninger, man vil have foran sig. Rattet er på den måde den eneste del af en bil, man er nødt til at eje selv – resten deler man med andre i delebilsklubben.

Læs også: Audis store drøm om automatisk kørsel
Har kunstig intelligens
Rattet er døbt Sayer, indeholder kunstig intelligens og kan modtage og udføre kommandoer.
Man kan f.eks. fortælle rattet, at man skal være til et møde et bestemt sted klokken ni næste morgen. Sayer vil så sørge for, at en helt selvkørende delebil vil stå klar uden for døren, så man kan nå frem til mødet. Sayer vil foreslå, hvilken del af ruten man selv skal køre, og hvilken del bilen vil være selvkørende.
Læs også: Selvkørende og smart Smart
Det nye rat er tænkt som en del af en fremtidsbil, som Jaguar forventer, kan være på markedet i 2040. Om det så bliver et fysisk rat som idéen her, eller man nøjes med en mere praktisk, ren digital løsning, må tiden vise.
Navnet Sayer er en hyldest til Jaguars chefdesigner, Malcolm Sayer, som arbejdede for den britiske bilfabrik i årene 1951-1970.