Forfriskende og utraditionel ser den ud, Hyundais konceptbil Intrado, men der er tilsyneladende ingen planer om at bygge netop sådan en bil. Umiddelbart bedømt kunne den ellers godt ligne en konkurrent til Renault Captur, Opel Mokka m.fl.
Derimod viser den nyt design og nye ideer til, hvordan en bil kan bygges let og enkelt, og hvordan ejerskabet kan blive mere simpelt og problemløst.
Designet kaldes Fluidic Sculpture 2.0 og er en videreførelse af den designlinje med de flydende, organiske linjer, som kendes fra de nuværende i30, i40 og Santa Fe.
Nem og intuitiv
Hyundai fortæller op til verdenspremieren på Genève-udstillingen først i marts, at Intrado er skabt ud fra en vision om, at biler skal være nemme og intuitive at bruge og samtidig byde på en unik køreoplevelse.
Hyundai er dog ikke særlig konkret med, hvad det betyder i praksis. Vi får dog at vide, at bilen er bygget af et avanceret letvægtsmateriale, og hvor al unødvendig vægt er fjernet. Materialet skulle være nemt at reparere.
Samme idé som hos Citroën
Idéen om det enkle og lette minder en del om kreationen af Citroëns konceptbil C-Cactus, der netop i Genève bliver til produktionsbilen C4 Cactus.
LÆS OGSÅ: Citroën gør alvor af det enkle liv
Intrado giver angiveligt en nærmest svævende køreoplevelse, og Hyundai har derfor opkaldt bilen efter et meget sjældent brugt begreb inden for aerodynamik og flyvingekonstruktion.
Hyundai bruger også konceptbilen til at understrege sin indsats inden for brint, idet Intrado er en elektrisk bil, der får sin strøm fra brintdrevne brændselsceller af en ny og lettere generation.